Ikke alle synspunkter er lige gode!!!

I et større interview ved Anders Raahauge i Morgenavisen Jyllands-Posten 12. november  med mag. art. og lektor ved Københavns Universitet Frederik Stjernfelt om kulturradikalismen, er Stjernfelt inde omkring værdiernes udvanding, og den slappe tolerance.

Frederik Stjernfelt siger til slut i interviewet følgende:

”Voltaire citeres ofte for et udsagn a la ”Min herre, deres synspunkter er mig vederstyggelige, men jeg vil give mit liv for Deres ret til at have dem.” Det er oplyst tolerance – men det er ikke at tro, at alle synspunkter er lige gode.

Det forfærdelige overfald på en forelæser på Carsten Niehbuhr instituttet i sidste måned udløste kun notitser i aviserne. Det skulle have haft store overskrifter.

Det var et forfærdende anslag mod almindelig oplysningsstandard og må ikke tolereres. Alle vi universitetsansatte skulle læse et Koranvers i hver time som et signal om, at vi ikke slår af på standarderne og lader os presse. Den slags skal ikke mødes med den slappe tolerance.”

Det er opløftende at se en fremtrædende universitetsmand stå frem og kalde tingene ved deres rette navn.

Det at en kollega kan blive udsat for fysisk overfald, blot fordi vedkommende har tilladt sig at bruge Koranen i sin forelæsning, er et skred af de helt store.

Hvis vi som danskere og europæere ikke tør ofre kræfter på at gå op imod et totalitært system som islam, vil vi alle blive ufri og henvist til tavshed.

Kulturradikalisten arkitekten Poul Henningsens sang ”De binder os på hånd og mund”, vil da få en ny aktualitet.

PH's hof-organ Dagbladet Politiken er heller ikke tilfreds med reaktionerne i forbindelse med mordet på filminstruktøren Theo van Gogh.

Lørdag den 13 november bringer Viggo Hørup og Edvard Brandes’ blad en helsides artikel med overskriften

”Hvorfor er danske kunstnere tavse. Mens Europas kunstnere udtrykker dyb bekymring på ytringsfrihedens vegne, hører man ikke meget til de danske kunstnere. Men hvorfor ikke?”

Tre journalister, Tea Sletved, Adam Holm og Per Michael Jespersen, har spurgt en gruppe kunstnere.

Der er forskellige svar og meninger blandt de elleve udvalgte; nogle af dem var med da det var politisk korrekt at plædere for det multietniske Danmark.

Men en af dem forfatteren, Jens Martin Eriksen, er helt klar i mælet. Han siger følgende:

”Omtalen af den myrdede hollandske politiker Pim Fortuyn var et eksempel på dæmonisering. Han var en mand, der brød de vedtagne normer og udfordrede den farligste ideologi, der forblinder Europa – multikulturalismen.

Han var en oplysningsskikkelse, der rationelt udfordrede vedtagne dogmer. Alligevel blev han skildret som en højrereaktionær, også af danske aviser som bl.a.  Politiken.

Men han fastholdt den modsætning, der eksisterer mellem personlige rettigheder for et hvilket som helst individ i vore samfund også usamtidige ideologier, som vil knægte disse rettigheder i en hellig og højere sags tjeneste.

Han forholdt sig til den udsatte position, som han selv som homoseksuel kom i over for en islamisk ideologi, der ikke vil anerkende hans ret til at eksistere. Men ingen så sig istand til at diskutere det dilemma, han stillede op.

For at undgå at blive intellektuel konfronteret med de spørgsmål han rejste om, hvad multikulturalisme indebærer, stigmatiserede man ham som højreradikal. Danske kunstnere og intellektuelle må gøre op med illusionen om multikulturalisme  - der findes kun en kultur, og det er demokratiets kultur.”

For Den danske Forening er det noget centralt, der udtrykkes her.

Vi kan som et selvstændigt folk ikke på nogen måde ”give køb” på den kulturelle og dermed folkelige og politiske frihed, som er en del af dansk tradition.

Vi forbeholder os fremdeles ret til at tænke, tro og tale frit i vort eget land !

Kilde: Morgenavisen Jyllands-Posten fredag den 12. november 2004.

          Dagbladet Politiken lørdag den 13. november 2004.