I følge Kristeligt Dagblad er kristne de mest forfulgte i verden.

200. millioner kristne lider pga. deres tro.

Dette faktum overskygges af krænkelser af menneskerettighederne.

I Cuba og Kina sker fremskridt for de kristne mindretal.

Hvorimod kristne i såvel Mellemøsten som Indien er udsat.

F eks. lever de oprindelige ægyptere, kopterne under kår så grumme, at de efter at have fået afslag på økonomisk støtte fra kristne brødre i nord -yndere af god ”anti- forskelsbehandling”- foretrækker at tage benene på nakken.

Religionen er nemlig gjort til en del af indbyggernes nationale identitet.

I modsætning til i Danmark; her søger højt begavede utopister nemlig at adskille kirke og stat.

Hvorimod, der i Mellemøsten finder en bestandig islamisering sted.

Derfor er en god araber naturligvis en synlig muslim.

Et forhold, der styrker det jerngreb, som befolkningen bestandigt holdes i.

Ligesom, rigtige indere må anses for hindu.

I den globaliserede verden udgør kristne derfor en trussel imod andres nationalitet.

Disse trues på liv og lemmer, og ender i stigende grad med at måtte tage flugten.

”Weltschmerz”, en ubændig trang til at frelse verden, også selvom dette sker på bekostning af egne værdier, er også danske mediers lod.

De støtter, og går blindt utopisternes ærinde.

Utopister, som deler nazisterne menneskedyrkelse, undertrykkelse af samvittigheden, og antikristelige karakter.

Forhold kun de færreste indtil videre kan få øje på.

For i virkeligheden behandler danske medier stadig kun sjældent oplysninger, som ikke alle kan tåle at kende til.

Ligesom disse længe har været søgt tilpasset det stadigt snævrere samarbejde med araberne i Europa.

Efter aftale om islams udbredelse.

Ja.

På bekostning af kristendommen og dens udøvere.

Hvilket al verdens overvågningscentre, centre for forskning af dette og hint, danske politikere, meningsdannere, medier m.m. forbigår i tavshed.

Medierne bør derfor snarest tage deres rolle som demokratiets, og ytringsfrihedens vogter alvorligt.

Det ville være at foretrække.

Siden det alligevel er den rolle, de oprindelig dels var tiltænkt og dels har påtaget sig.

Der er ikke grund til at påtage sig rollen som opdragere af det nye menneske.

For demokrati og ytringsfrihed eksisterer kun der, hvor kristendommen har været bærende element i længere tid

Hvilket ikke rigtigt synes at gøre indtryk.

Man dyrker i stedet kækt sin antikristlighed.

Til hvilken nytte?

Kilde: Ulla Poulsen,.Kristeligt Dagblad. 28/10 2008.