21.11.2004
Slyngelfascination
Forfatter: Harry Vinter
Kulturpersonligheders fejhed et spørgsmål om kønshormoner?
Mordet på den hollandske filminstruktør Theo van Gogh har fået mange til spørge, hvorfor ”kulturpersonlighederne” er så tavse.
Hvorfor arrangerer de ikke underskriftsindsamling? - hvorfor går de ikke i fakkeltog? - hvorfor skriver de ikke flammende protestartikler?
Svaret er såre enkelt: De såkaldte kulturpersonligheder har alle dage ladet sig styre af en blanding af frygt for og fascination af slyngler, som ikke respekterer fællesskabets demokratiske spilleregler.
Det har vi set talrige eksempler på igennem de senere år:
Visse kulturpersonligheder har haft svært ved at skjule deres skadefryd, når bøller har haft held til at forstyrre Den Danske Forenings møder.
Visse kulturpersonligheder kunne slet ikke holde deres begejstring tilbage, da Dansk Folkeparts formand Pia Kjærsgaard blev overfaldet på Nørrebro.
Og for visse kulturpersonligheder var malingsangrebet på statsministeren blot en uskyldig ”politisk happening”.
Slyngelfascination synes i det hele taget at være et gennemgående karaktertræk blandt kulturpersonligheder. Til forskellige tider har de ligget på maven for personer som Stalin, Mao og Pol Pot. Senest er islamiske terrorister blevet genstand for deres beundring.
Men hvor kommer denne slyngelfascination fra?
Slyngelfascination er ikke ualmindelig blandt kvinder, hvor den må tilskrives et yngelplejerelateret urinstinkt.
Blandt mænd må slyngelfascinationen derimod tilskrives fejhed af samme type, som man kan opleve, når visse drengetyper indynder sig hos skolegårdens værste bøller – for at undgå selv at få noget i klemme.
Det må være den samme fejhed, som gør, at kulturpersonligheder aldrig har holdt sig tilbage fra at håne og såre netop Den Danske Forening, Pia Kjærsgaard og Anders Fogh Rasmussen – for slet at snakke om troende kristne , - vel vidende, at deres provokationer er aldeles ufarlige. Ingen af de nævnte ofre ville drømme om at hugge en kniv i maven på de formastelige kulturpersonligheder!
Det kunne være interessant at få undersøgt, om de mandlige kulturpersonligheder, som ynder at betragte deres forhånelser som ”modige” og som aldrig vover at forhåne voldelige slyngler, har et overskud af kvindeligt kønshormon.
Formodentlig er de blot i besiddelse af et overskud af fejhed!
|