I vinteren 1968-69 var jeg elev på Snoghøj Nordisk Europæiske Højskole. Et af de emner, skolens forstander Poul Engberg brugte en del tid på, var at fortælle om de nordiske og europæiske folk, - og hvad det ville sige at være ”et folk”.

Det er ikke det samme som samfundet !!

En af de overskrifter, jeg husker bedst, var, når Engberg slog fast, - at intet folk er et mindretal.

Ethvert folk er et flertal i sig selv.

Poul Engberg har den opfattelse, at et folk, der har sit eget sprog, egen digtning og historie, er et folk. Uagtet hvor mange eller få mennesker, der hører der til.

I Norden har vi samerne, færingene, ålændingene og grønlænderne.

Rundt om i Europa findes et stort antal folk. I syd baskerne og tyrolerne.

I nordvest skotterne, waliserne, flamlænderne o.m.a.

Fælles for dem alle er, at de i folkelig forstand har ligeværdighed med selv de største folkeslag i verden.

Ingen magt, statslig eller ideologisk, har nogen ligitimation til at gå ind og påtvinge et folk noget, det ikke selv ønsker.

Disse universelle rettigheder og pligter gælder også for Danmark.

Men der er sket en del siden 1968-69.

Der er sket det, at begrebet ”det nationale” i dag bliver opfattet som noget antikveret arvegods, som man kan tillade sig at skalte og valte med alt efter hvilken politisk og ideologisk melodi, der er i højsædet.

Som forfatteren Jørgen Bukdahl i Askov havde for vane at omtale ’nye mode-ideologier’ -”Det er ruskomsnusk med rød klud i”.

Men til forskel fra tresserne og halvfjerdserne, hvor totalitære åndsretninger kunne fortrænges, er det anderledes i dag med multietniseringsideologien.

Her er der tale om en rent fysisk tilflytning af en islamisk kulturkreds, som intet har at skaffe i et gammel nordisk retssamfund.

Så vi er dybeste forstand i en ny situation!!

I de forløbne 35 år er det blevet det internationale samfund og det multikulturelle, der har haft den globale overskrift udformet af de kulturradikale kredse i Vesten.

Det er drømmen om den gode verden.

Her lader alt sig regulere og styre med overnationale konventioner fyldt med luftige rettigheder, der er og vedbliver at være fristile udarbejdet af elitære konstruktører, der tror, de kan sidde og tegne det nye paradis.

Det er ud fra denne baggrund de kulturradikale henter deres ”legimitation” til at markedsføre nødvendigheden af en massiv indvandring fra tredje landene til den vestlige del af verden.

De tillader sig at hævde, at det er til vores eget bedste.

Ydermere fremføres det, at vi moralsk og traktatretligt er forpligtiget til at åbne vore grænser næsten ubegrænset.

Som forfatteren Klaus Rifbjerg skrev i en kronik i Politiken i 1988:

 ”Tog man konsekvensen af egen formastelighed, ville billedet tegne sig på følgende måde: I stedet for kvoteringer gav man carte blanche og sagde, når det drejer sig om Danmark: Her er ingen grænser, lad komme, hvo som har lyst! ”.

Nej, Rifbjerg og alle de andre kulturradikale usurpatorer anfægtes ikke af det multi- kulturelle.

Vi kan jo stadig dyrke vores nationale identitet, uanset voksende tilstedeværelse af andre etniske grupper i landet, hævder de. De beslutter frit, at nu skal Danmark være multietnisk.

Gad vide hvor de henter adkomst til det?

Det er at trampe på al folkelig eksistens !!!

Derfor er kampen imod den internationale kosmopolitiske tænkning netop at hævde det nationale der, hvor folket har en mulighed for at skabe et afgrænset hjem på eget territorium. Et sted, hvor man kan sige her hjemme hos os.

Det er noget andet end det den franske historiker Ernst Renans sagde i sin tale i 1882 ”Hvad er en nation?” .

Han svarede selv: ”Det er en daglig folkeafstemning.”

Ernst Renans ser helt bort fra, at i en nation er der `os og de andre`.

Man holder ikke folkeafstemning om sit nationale hjem!!

Det forsvarer man. Også mod masseindvandringen – den invasion, som truer med at blive den mest uoprettelige indgribende og skelsættende begivenhed i Danmarks tusindårige historie.

Derfor er den aktuelle situation ikke kun et spørgsmål om en åndskamp, - men et spørgsmål om at samle folkelig og politisk vilje til at ændre situationen.

Det vil sige udvisninger af de fremmede.

Kilde: Kampen mod grænserne, forfatter Peter Neerup Buhl