I forbindelse med Dansk Folkepartis årsmøde, gjorde Christian Thulesen Dahls klart og tydekigt opmærksom på, at der i nærmeste fremtid tegnede sig to muligheder.

En kortsigtet, og en langsigtet.

Valget har stået her imellem.

Den kortsigtede formodentlig med katastrofale bivirkninger:

Nemlig, med Helle Thorning Schmidt som statsminsiter, Willy Søvndal som socialmininster og både en Vestager og Morten ”Lillebror” Østergaard og sandsynligvis Jelved officielt i en eller anden beskeden rolle, alle som ministre.

Samt al verdens sammenrend af brutale og utiltalende socialdemokrater og folkesocialister med påspændte motorsave på albuerne.

Hvilket alt i alt ville være en katastrofe for Danmark.

Og sandligvis landets overlevelse som nationalstat.

Den langsigtede går ud på at sluge nogle hambre kameler imod at bevare muligheden for fortsat at have indflydelse i dansk politik, og hermed på dansk økonomi.

Scenariet var ikke det ønskede.

Mulighederne derfor stærkt begrænset.

Med tanke på, at repræsentanter fra Socialistisk Folkeparti og socialdemokrater for nylig har givet afkald på undergrundsrigdommene i Grønland, er der ikke grund til at være optimistisk i forbindelse med den første kortsigtede mulighed.

Den anden giver dog trods alt mulighed for re-gruppering og dermed tid til at gå i stilling.

Churchill skulle have sagt at demokratiet er den mindst ringe styreform.

Vi må med næb og klør kæmpe for at få lov at beholde vort folkestyre.

Skønt odds synes ringe.

Må vi tro og håbe.