Det bør være journalisternes opgave at stille enkle, klare, sobre, kritiske og relevante spørgsmål.

Det undrer mig meget, at det sjældent sker.

Den ugebladsagtige euforiske stemning omkring Lene Espersens udnævnelse til formand for Det konservative Folkeparti er ingen undtagelse.

Der er åbenbart ingen grænser for hvor store forventningerne er til hende. Alle de mange evner ,,Mutter Skrap’’ bliver tillagt.

Men hvor blev/bliver de kritiske, relevante spørgsmål af?

Vi hørte tit og ofte Lene Espersens markante udmeldinger i sin tid som justitsminister. Skarpe, vrede udtalelser som ,,det skal vi også ha’ gjort noget ved’’?

Men hvad er der reelt sket i Lene Espersens tid som justitsminister?

En politireform der må betegnes som det, indtil nu, rene kaos, hvilket medfører store frustrationer hos såvel politiet som almene borgere.

Jeg tillader mig at mene at det ikke er uvilje hos politiet, men snarere de manglende ressourcer og mere end vanskelige arbejdsforhold.

Kriminaliteten, ikke mindst fra unge med udenlandsk baggrund, har været mere end stærkt stigende i Lene Espersens justitsministertid.

Daglig vold, voldtægter, overfald på sagesløse. Mord er efterhånden ikke ligefrem nogen sjældenhed i Damark.

Mennesker, især ældre, der føler sig utrygge, både i offentlige rum såvel som i eget hjem. Vi oplever hvordan ruder bliver smadret til de ældres boliger. Utrygheden blandt de ældre er markant. Det er simpelthen uanstændigt.

Illegale våben findes i uanede mængder hos de alt for mange kriminelle.

Narkoen flyder i en lind strøm overalt i Danmark, fra de største byer til den mindste flække.

Den ubehagelige, nedværdigende prostitution stiger stadigvæk, ikke mindst udøvet af kvinder med udenlandsk baggrund, lokket hertil under falske forudsætninger. Ender ofte i håbløs gæld til bagmændene, ender i håbløs narko-prostition.

Hærværk i rigeligt mål. Den fuldstændige ukontrollable ballade på Nørrebro omkring ungdomshuset, hvor myndighederne tilmed belønner hærværksmændene med et nyt ungdomshus, mens de omkringboende borgere og forretningsindehavere SELV må betale regningerne for de ødelæggelser og hærværk de personligt har været udsat for.

Stenkast, flaskekast mod politiet, mod ambulancefolk, mod brandslukningskøretøjer. Noget ,,det skal vi også ha’ gjort noget ved’’, som Lene Espersen gang på gang har udtalt.

Vi hører ofte, ikke mindst fra politiets egne rækker, at de mangler ressourcer. Det er skandaløst. Politiet skal naturligvis tilføres det nødvendige. Manglende ressourcer hos politiet er oven i købet samfundsmæssigt ,,dårligt købmandskab’’. Kriminaliteten koster naturligvis langt mere, foruden de vanskelige arbejdsvilkår politiet har samt den manglende tryghed hos borgerne.

Alle disse mange problemer har Lene Espersen ikke formået at løse.

Det er ikke nok at udnævne sig selv til en ,,Mutter Skrap’’. Ord gør det ikke alene. Der skal handling bag ordene.

Det er disse kritiske spørgsmål journalisterne glemte at stille.