Anstændighedens partier tier.

Selvfølgelig..

Den som sover synder ikke.

Derfor, hverken taler eller forholder anstændighedens partier sig til virkeligheden.

Disse utopister søger i stedet at skabe en virkelighed, hvor begejstringen og glæden uden ende, får sin store velfortjente plads.

Desværre, tilmed uden skelnen til kendsgerningerne.

Dermed på bekostning af disse.

I hvert fald når det gælder den omsiggribende kriminalitet, og ligeså omfattende proletarisering af Danmark.

Over de nedlagte grænser vælder det med mennesker, der flygter fra den armod, og fattigdom, samt den golde udsigtsløshed, som deres landes politikere kan og vil tilbyde dem.

Dermed skal vi over skatterne betale ikke blot til disse lande i form af forskellige tilskud, men også direkte til det overskud af deres befolkninger, der breder sig som en bølge på stranden over det europæiske kontinent.

Disse menneskers forudsætninger for at kunne begå sig her til lands, såvel sprogligt som uddannelsesmæssigt er minimale, hvorfor kriminalitet, proletarisering, uvidenhed, ukyndighed, eller sagt med et moderne udtryk, asocialitet breder sig i deres kølvand.

Hvornår disse kendsgerninger breder sig til, og dermed opnår anstændighedens udelte

opmærksomhed, det må tiden vise.

Først om føje tid, vil det vise sig, hvad disse anstændighedens repræsentanter har tænkt sig at gøre for at løse de stadigt tiltagende og presserende opgaver.

Men danske anstændigheds-politikere har åbenbart travlt nok med at finde på undskyldninger for eget repræsentative nærvær i et forfængeligt håb om, at tilstrækkeligt mange først vil finde dem egnede, og derfor siden stemme på dem.

Hvilket reelt er deres dagsorden: At blive valgt.

Derimod ikke løsningen af de omsiggribende og omkostningsfulde opgaver landet i stadigt stigende omfang stilles overfor.

Dem ænser man ikke.

Dansk anstændigheds politiks repræsentanter, utopisterne, har med andre ord ene og alene den dagsorden at være demokratisk repræsenteret, snarere end at løse opgaver.

Denne iøjnefaldende disharmoni synes ikke at stå dem selv klar.

Så længe retorikken er ok på plads og i orden, klarer vi problemerne hermed, synes at være løsnet. 

Foreløbig er mere end 50 % af varetægtsfængslede, og desuden kvinder i Reden og dennes filialer landet over belagt med mennesker i armod af ikke dansk herkomst.

Ligesom tankstationer, dels ikke betales for deres ydelser, men også røves.

Hvilket går ud over venlige tankpassere, og andre mennesker, der bare forsøger at passe deres arbejde.

Vi venter i spænding på S, SF, R og Øs samt siden hen V og Ks udspil i samme anledning. 

Konsekvenserne af EF’s grænseløse anstændighed viser nu så småt sit sande ansigt, og ses med uønsket tydelighed brede sig.

Ikke blot som en flig.

Det er spørgsmålet om den sædvanlige anstændigheds- medicin givet med teske og et lille stykke plaster bagefter er nok, eller om der mon skal andre midler til?

Her på siden, skal vi i øvrigt ikke være sene til at ønske eksperten Fr. Anne Knudsen, Berlingske tillykke med sin nye pris.

Hun tager sig en pris Fruen på Weekendavisen.

I al beskedenhed modtager hun Modersmålsprisen for sit grundige arbejde.

Vi må konstatere, at denne åbenbart ikke uddeles på grundlag af indholdet af teksten, men lader det til, snarere på baggrund af, hvordan tingene formuleres.

Svaret på spørgsmålet om, hvilke løsninger hun så for sig, da hun for år siden hårdnakket påstod, at de fremmede kunne integreres i det danske samfund, har indtil videre ikke flydt fra dennes påståede sobre pen.

Skønt integration da godt kunne lade sig gøre.

Sagtens.

Mon ikke Fruen afslører løsningen i sin takketale.

Imens venter vi stadig spændt på svaret, og spørger i visualiseringens hellige navn:

Hvilket billede skal vi se for os Fr. Anne Knudsen i forbindelse med integrationen af de fremmede?

Indtil videre må vi konstatere, at det altså ikke er det du siger, men måden altså du siger det på.