2. den oktober 1972. stemte danskerne ”Ja” til medlemskab af EF.

Dermed blev Danmark medlem af noget, der kaldte sig selv for en overnational union, hvad det efter den herskende klasses mening slet ikke var.

Dette skete på baggrund af landene Frankrig, Tyskland, Holland, Belgien, Luxembourg og Italiens beslutning om ”at opbygge grundlaget for en union imellem de europæiske folk, som uden ophør gøres stadig snævrere.”

Hvilket har sit udspring i utopisten, og internationalisten Jean Monnets forestilling om, at for at freden virkelig kan få en chance, må der først skabes et Europa.

Tjah.

Vi var nogen, der led af den forestilling, at Europa allerede eksisterede.

Og, at man oven i købet havde gødet hendes jord med utallige menneskers blod i to krige.

De hvide kors i Frankrig, Holland og Belgien skulle ellers vidne herom.

Vi tog åbenbart fejl.

Eller kan man sige: Vi lider af en vrangforestilling.

Vi beklager.

En vrangforestilling er der derfor sikkert også tale om, når man opfatter det som kritisabelt, at Trolden slår sig ned i ens hus.

Næh, han skal da være hjertelig velkommen til at komme og sætte dagordnen.

Det ville kunne opfattes som en vrangforestilling at sætte spørgsmålstegn ved det lødige heri.

Især, når han hævder, at ens onkels gode vens kammerat dels har givet ham lov og ret, og dels mig pligt til at rette mig derefter.

Den slags argumenter bøjer man sig naturligvis for.

Man skal jo også lære så længe man lever.

Alt andet ville naturligvis kunne betragtes som en vrangforestilling.

Vrangforestillinger, dem sørger Litauerne derimod for at sikre sig imod.

De har åbnet dørene og ladet et museum opstå, af det tidligere KGB- fængsel i byen Vilnius.

Et sindrigt rørsystem, ledte de forpinte og blødende fangers blod ud i floden Nemuna.

Her har beviserne for en kort stund farvet vandet rødt for siden at forsvinde i de hvirvlende masser.

Ligesom fangehullerne med forhøjningerne, som var beregnet til at stå på, når fangevogterne ledte flodens iskolde vand ind i hullet til den rædselsslagne fange, som herefter gled og blev våd og gradvist overiset, og langsomt frøs ihjel.

Vrangforestillinger er der ikke tale om.

Tværtimod.

Den skinbarlige sandhed.

Helt op til vor tid, midt i firserne.

Et totalitært styres umenneskelighed sat i relief skønt, man før og siden Stalin har hævdet sig funderet på menneskerettighederne.

Trolden lever skam videre i bedste velgående.

Den som ikke blot forener folk og ikke stater, men tilmed også lærer livslangt.

Snart kan vi fejre dens 36. års dag.

Sikke en festforestilling vi skal have.

I psykopatiens estetiske baghave, prydet af dens knejsende blå dug, med de fine gule stjerner, evigt cirklende om sig selv og hinanden.

Funderet i den pubertære forestilling om: Det er anderledes og derfor nok meget bedre.

Kilde Søren Krarup, KD 3. september 2008.