Striden om EF-Domstolen´s afgørelse ( 25. juli, sag C-127/08, om unionsborgeres og deres familiers ret til at færdes og opholde sig frit på en medlemsstats område), er nu her i september gået hen og blevet den helt" varme kartoffel" i den politiske debat. 

Idag torsdag den 4 september kl. 6.58, skriver Berlingske Tidende, at statsminister Anders Fogh Rasmussen´s forsikringer om, at regeringen og EU er ved at finde en løsning på usikkerheden om den danske udlændingepolitik, skal tages med et stort forbehold. 

Ifølge Berlingske Tidende, har EU-Kommissionen på de indre linjer meldt ud, "at Danmark må klare sig selv." Samtidig har de udsendte embedsmænd slået fats, at den danske regering må være parat til at gå på kompromis med sin lovgivning, for at holde "skindet på næsen" og få løst de nuværende problemer. 

Fra EU´s side, har man direkte advaret Danmark mod at forsøge at få ændret det omstridte EU-direktiv om borgernes fri bevægelighed i Europa.

En central placeret kilde siger til Berlingske Tidende. "Man kan godt male huset i en anden farve, men derfor er det stadig et hus"

" Underforstået, at - " der er udgået en befaling fra Kommissionen og Domstolen,  at alverdens unionsborgere, skal kunne færdes frit på Unionens geografiske område." !!! 

Her hjælper det ikke, at mange andre unionslande ifølge Anders Fogh Rasmussen, støtter det danske synspunkt. Det kræver et opgør med Kommissionen og EF-Domstolen!!

 Det er der jurister der plæderer for. 

Ifølge professor jur.dr. Ole Hasselbalch, er det EF-Domstolen´s ansvar hvis en domafsigelse indeholder noget, der er i strid med, hvad der er besluttet i Folketinget. 

Om dette, skriver Ole Hassselbalch i en længere artikel i bladet Danskeren, nr. 3 september 2008 under overskriften "EF-Domstolen og den politiserende jura" bl.a: 

"I debatten om EF-Domstolens virksomhed henvises til, at den domstols politisering skyldes en anden retstradition end den danske, en tradition, hvor dommere er villige til at gå foran lovgiver.

Dette er en helt legitim måde at optræde på for domstole, siges det og der henvises f.eks. til den rolle, den amerikanske højesteret har. 

Men man kan dog vel næppe se bort fra, at den reelle årsag til EF-Domstolens tendens til at træde i lovgivers sted også kan være en bagudskuende EU-fundamentalisme, som naturligt vil være EU-ansattes - herunder EU-dommeres - ledefyr. 

Det kan ikke komme bag på nogen, at når der lovgives i Danmark - herunder om tiltrædelse af EU - er det den danske, demokratiske måde at skabe ret på, som er i højsædet.

Følgelig må det på dansk grund være således, at hvis der ikke er taget rimeligt klart stilling i de EU-retlige regelsæt, som Danmark har tiltrådt, så har det danske folketing forbeholdt sig retten  til selv at fylde hullet ud. 

Hertil kommer, at Danmarks tilslutning til EU ikke er en irreversibel blancocheck, som giver denne organisations institutioner adgang til i al fremtid at diktere, hvad der skal gælde på dansk grund.

Ifølge Grundlovens § 3 er den lovgivende magt således Folketinget (og Kongen).

Den kan derfor ikke ved almindelig lov definitivt overdrages uigenkaldeligt til anden side. 

Det følger af Danmarks tiltrædelse af EU, at danske love i videst muligt omfang skal tolkes i harmoni med EU-retten.

Hvis Folketinget imidlertid krystalklart beslutter sig for en bestemt lovgivning på et område, uanset den måtte stride mod EU-regler, kan EF-Domstolen altså ikke med hjemmel i lovgivningen om Danmarks tiltrædelse af EU med bindende virkning i Danmark beslutte, at der skal gælde noget andet hos os. 

Højesteret må således dømme efter, hvad det danske Folketing bestemmer.

Bliver der problemer med EU i den anledning, er det Folketingets ansvar - og EU´s overvejelse, om en sådan konfrontation er risikoen værd. 

Hvis EF-Domstolen  derfor dømmer eller ligefrem lovgiver på tværs  af, hvad den danske lovgiver klart har vedtaget, i et sagsforhold, Folketinget med god føje, ikke anså for berørt af EU-retlige regler, er det således EF-Domstolens problem.

Pålægger den ligefrem Danmark sanktioner for manglende overholdelse af en afgørelse, må det også være dens eget problem.

Kilde: Berlingske Tidende den 4. september 2008.

         Ole Bang-Nielsen, Bjarne Steensbeck, Morten Henriksen og Uffe Tang.

         Professor jur.dr. Ole Hasselbalch. Danskeren  nr. 3 september 2008.

         Fremhævelse:PVJ.