Under overskriften:

Vi skal møde muslimerne med næstekærlighed, konkluderer gymnasielærer Karen M. Larsen, at angsten for muslimerne, såvel den berettigede som den uberettigede, ofte fører til en dæmonisering af dem.

Set fra den missionariske synsvinkel, er synspunktet det, at grundlaget for samtalen bør være (næste)kærlighed.

På den anden side er det spørgsmålet om næstekærligheden kan gøres til kollektiv og global – og til føleri?

Næsten er altid det enkelte menneske, som den enkelte møder på sin vej, ligesom kærlighed ikke er en følelse, men en pligt, noget man skal.

Er det derfor muligt at forene den missionariske holdning, og det nødvendige forsvar af vort samfund og vores livsform?

Forskellen på islam og kristendom er på den ene side, at mennesket er Allahs slave, som skal adlyde ham blindt, og på den anden side, Guds elskede barn, som han rækker sin Faderhånd.

Imens, kristendommen er forudsætningen for frihed og udvikling. Hvor den dvæler, fastholder islam til gengæld sine udøvere.

Derfor er integration umulig, hvis muslimer ikke evner at gradbøje de islamiske forskrifter.

At være et enkelt menneske imellem fødsel og død, og i ansvar og skyld, og i frimodig tro på Jesus Kristus, det er det kristne udgangspunkt, der bestandig bør lægges vægt på og søges at leve op til.

Tillad mig at erindre om den unge mand, der både vil være fuldkommen, og have evigt liv, til ham siger Jesus:

Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlen, og kom så og følg mig.

Da den unge mand hørte det svar gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende.

(NT. Matt. 19.)

Kilde: Religion.dk udgivet af Kristeligt Dagblad 25. aug. 2008.