Siden slutningen af halvfjerdserne og begyndelsen af firserne, er de unge jurastuderende på Københavns Universitet blevet belært om, at det ikke kan svare sig at sætte unge forbrydere i fængsel.

Først i fængsel tilegner disse sig nemlig tilstrækkelig viden og kunnen til siden at blive forhærdede forbrydere, lyder teorien.

Da undertegnede som afgangsopgave i samfundsfag i gymnasiet i 1975 agtede at skrive om ungdomskriminalitet, viste det sig, at der ikke fandtes noget sådant problem af sin art herhjemme.

Man må derimod konstatere, at den førnævnte teori formodentlig af forsigtigheds hensyn har været anvendt i praksis stort set lige siden.

Desværre, ikke med en nedgang i ungdomskriminaliteten til følge.

Tværtimod, lader den til at stige.

Det kunne på den baggrund være, at retspolitikere, undervisere – og jurister som sådan, skulle til at tage udgangspunkt i realiteterne frem for blindt at klamre sig til snesevis af år gamle teorier, viser det sig, reelt uden hold i.

Er det i grunden ikke at foretrække at tage udgangspunkt i kendsgerningerne?

Ideologisk sværmeri har historisk set ikke ført til meget brugbart.

Jo før de ideologiske skoleridt stoppes, desto mindre er der, at reparere på, og jo før kan vi gå i gang med at udbedre skaderne.

En Fr. Lone Dybkjær bliver altid så ked af det, når modparten ikke er i stand til at se samme ideologiske lys som hun selv, at hun nærmest bliver ophidset, og skælder ud.

Hvilket dog er trist.

Imidlertid, er det vel værd at slå fast, at når det viser sig, at ideologier gør den besatte i dårligt humør, når omverden ikke forstår denne, er det i sig selv en både overbevisende, og god grund til at sno dem af sig.

Dato. Torsdag den 14. august 2008.