Siden EF-Domstolen afsagde sin dom i den ”irske” sag den 25 juli, har debatten i Danmark været ganske voldsom. 

Der tales om svigt og uduelighed fra de tre seneste integrationsministre (B.Haarder, R.Hvilshøj, og Birthe Rønn Hornbeck). 

Jeg har svært ved at se, hvad de har overset.

Det er en kendsgerning, at EF allerede i 1968 vedtog den første forordning 1612/68 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet.

På dette område, har EF kompetence til at fastsætte regler for retten til at være sammen med familie under ophold i andre EU-lande. Her siger direktivet, ”den frie bevægelighed for arbejdstagere og deres familie er en fundamental ret.”

Det har ikke  ændret sig siden, - trods flere traktat-ændringer i de forløbne 40 år.

Danmark har aldrig forsøgt at få noget særligt indskrevet i de 35 år dansk medlemskab har været en realitet. Bortset fra de fire forbehold.

Heller ikke i 2004, da, direktiv  2004/38 blev behandlet i Folketinget. Her stod det klart, at direktivet vil ”kræve visse ændringer i udlændingeloven” 

Det er på dette traktat-grundlag, EF-Domstolen afsiger sine domme og kendelser. Det er Domstolens ret og pligt.

Derfor er kritik af EF-Domstolen , med beskyldninger om at være udemokratisk, politiserende o.m.a. ganske uberettiget. 

Den aktuelle dom, er krystalklar, når det gælder ophold for unionsborgere med arbejde i lande som er medlem af Unionen.

Her kan enhver person med statsborgerskab i et unionsland frit tage sin ægtefælle og børn med. Også en ægtefælle, der ikke er statsborger i noget unions-land. Eksempelvis en person fra Afrika eller et muslimsk land i Mellemøsten. 

Om dette skriver professor Dr. jur. Peter Pagh Københavns Universitet følgende i Weekendavisen nr. 31-1.august 2008 under overskriften ”Rettidig omhu!” 

”Uanset at dommen i forhold til andre unionsborgere er i konflikt med de danske regler om familiesammenføring, kan dette ikke begrunde en kritik af EF-Domstolen for politisk aktivisme.

Efter ordlyden af direktivet er der nemlig ingen støtte til, at ”ægtefæller” ikke omfatter alle ægtefæller til unionsborgere fra andre medlemslande, uanset hvornår ægteskab er indgået. 

Havde EF-Domstolen indledt sig på en sådan begrænsning, ville den derimod med føje kunne anklages for at politisere – især fordi netop afgrænsning af begrebet ” familie” var genstand for omfattende debat forud for direktivets vedtagelse.

Havde medlemsstaterne og Parlamentet som EU.lovgiver ønsket, at familien ikke skulle omfatte alle ægtefæller, burde det fremgå af direktivet.

Og hvis der nu er tilslutning til en sådan ændring, kan EU-lovgiver jo vedtage en sådan ændring, inden for de rammer, som EU-traktaten tillader.

Kilde: Klumme i Weekendavisen den 1. august af professor Dr. jur. Peter Pagh

Fremhævelse:PVJ.