Er tonen blevet hårdere?

Den bløde, runde historiker, og popekspert Claus Hagen Petersen er vært på DR P1.

Han holder netop ferie i sommerlandet.

På sin vej besøger dette interessante menneske danske politikere.

Forrige gang besøgte han Søvndal, og hjalp med at besvare spørgsmålene, når de alligevel blev for svære.

Imens, missionæren Villy halvt genert leende, og halvvejs ude af takt snøvlede med på melodien:

Ja, ja nu kommer jeg…

Er tonen blevet hårdere? spurgte værten senest for alvor Pia Kjærsgaard, Dansk Folkepartis leder.

Ja, svarede dansk politiks ukronede dronning, uden tøven eller slet skjult undren.

Pia er en dame af format, hun taler klart og tydeligt.

Nu fremgår det imidlertid med al ønskelig tydelighed af værtens spørgsmål, at han ikke selv har haft lejlighed til at følge med i timen.

Tiden er åbenbart løbet fra ham, eller måske er den bare gået udenom.

Damen han talte med, er den seneste snes år af skønånder, dvs. andre pæne, bløde veluddannede mænd, foragteligt blevet refereret til som det hun beskæftigede sig med indtil politikken tog over, som et menneske der aldrig ville blive stuerent, og lignende respektløst.

Ligesom, det har undgået Claus’ opmærksomhed, at Pia Kjærsgaard tvungen af omstændighederne har livvagt.

Er tonen blevet hårdere? spørger du.

I så fald:

Hvordan, Claus?

Lidt livvagt, hvad skulle det vel betyde?

Gør det nogen forskel?

Hvis du mener der er anledning til at stille spørgsmålet, om tonen er blevet hårdere, hvorfor er den mon i så fald det, Claus?

Har du ikke selv et bud?

Du er da alt for beskeden.

Eller er der ikke plads til kendsgerninger, i den gode historiker og skønånds regnskab?

Hans stærke side er måske slet ikke regning, regnskab og den slags?

Indsamling af data, og heraf afledt årsag og virkning er måske slet ikke skønånders stærke side?

Man føler hellere.

Blot refererer man ikke fra den kedelige virkelighed.

Da i hvert fald ikke når man dels kender og omgås, og dels er afhængig af de medansvarlige ophavsmænd til hverdagens øgede ubehagligheder.

Her går man nemlig i stadigt stigende grad efter manden, og ikke bolden: For målet helliger midlet.

Hvilket minder om, at den konservative Henriette Kjær forinden i DR blev bedt om at forklare, at olie-prisstigninger på ca. 35. % inden for det sidste års tid ikke er olie-prisstigninger.

Efter denne formodentlig oprindelig sproglige students sødladne opfattelse, er det alt for kompliceret at skulle til at begynde at forklare matematikken bag disse olie- prisstigninger, som altså i virkeligheden ikke er prisstigninger.

Tjah, det er det åbenbart kun SAS, de franske vinbønder og danske selvstændig erhvervsdrivende, der kan få øje på.

Derfor:

Når oliepengene strømmer ind i statskassen, sker dette under mindst mulige bevågenhed.

Tys, tys.

Selv hele DRs satiriske afdeling tier i takt hermed.

Man holder papir-tier lav profil.

Så derfor: Kom blot en DR sa-tier i tanken; den er komplet tandløs.

Kompensation for prisstigninger kan danske erhvervsdrivende se efter i vejviseren.

Skattestigninger, dem skal vi nemlig ikke have.

Derfor, irettesættes unge liberalister på fast grund, når de brøler på mere liberalisme.

Herefter forstummer al tale om olie-prisstigninger.

Disse glider atter velsmurt, og velklingende ud ad medie-billedet.

Som bekendt er tale sølv, men tavshed guld.

Silence is golden, hyldede de i kor i falset.

Tabet overses.

Komplet.

Hverken den unge selvsikre skatteminister, ham der for tiden leder lidt forgæves efter formatet til at blive statsminister, finansministeren, manden med begge hænder i spanden med borgernes penge, eller statsministeren, selv tidligere skatteminister, med en plet på CVet, kan få øje på olie-prisstigningerne.

De eksisterer åbenbart ikke.

Er tonen blevet hårdere?

Kunne dette i så fald evt. skyldes, at vi på pænhedens vej, gradvis er nået dertil, hvor alle undskyldninger og bortforklaringer simpelthen må, skal og pr. definition bliver taget for gode varer.

Når bare de lyder tilforladeligt og ikke forstyrrer nogen i deres Tornerosesøvn.

Herefter efterlades borgerne som ofre på begrebsforvirringens alter.

Vi forventes simpelthen at se bort fra upassende kendsgerninger.

Hvilket sandsynligvis er årsagen til, at langt de fleste politikere anbefaler, at danskerne siger ja til et EU uden folkevalgt præsident, et embedsapparat udenfor politisk kontrol, et parlamentarisk flertal, der kan overtrumfe det nationale parlament, kun lejlighedsvis national repræsentation i kommissionen, grænseløs åbenhed overfor fattige mafiosa-lande og indvandring.

Med andre ord:

Et EU blottet for traditionelle europæiske dyder.

Så hvis, tonen er blevet hårdere?

Hvor ligger ansvaret i så fald herfor?

Mon gode skønånder eller sågar danske politikere skulle kunne finde tid og plads til at finde svaret?

Anyway.

It was an itsy bitsy teeny weeny, yellow polka- dot bikini…

Please, correct me if I’m wrong, Claus.

24. juli 2008.