Statsborgerskab

Reglerne om dansk statsborgerskab (indfødsret) findes i lovbekendtgørelse nr. 113 af 20. februar  2003. De vigtigste er følgende:

Erhvervelse af indfødsret

- Et barn får dansk indfødsret ved fødslen, hvis faderen eller moderen er dansk. Hittebørn, som bliver fundet her i riget, anses, indtil andet oplyses, som havende dansk indfødsret.

- En udlænding, som er ustraffet og ikke er idømt foranstaltninger efter straffelovens kapitel 9, og som har haft bopæl her i riget i sammenlagt mindst 10 år, heraf sammenlagt mindst 5 år inden for de sidste 6 år, erhverver dansk indfødsret ved efter det fyldte 18. år, men inden det fyldte 23. år at afgive erklæring herom til myndighederne. Erhverver en person indfødsret på denne måde, tilkommer indfødsretten normalt også den pågældendes herværende børn under 18 år.

- I øvrigt kan indfødsret erhverves ved naturalisation i henhold til grundloven (altså ved særlig lov).

Fortabelse af indfødsret

Dansk indfødsret kan frakendes ved dom, når pågældende i forbindelse med sin erhvervelse af dansk indfødsret har udvist svigagtigt forhold, og det udviste forhold har været bestemmende for erhvervelsen.

Fratagelse af statsborgerskab

I 1948 fremsatte kommunisterne i et lovforslag om, at lensgreve Heinrich Carl Schimmelmann bl.a. skulle fratages sin statsborgerret. [1].  Baggrunden var lensgrevens forhold til den tyske besættelsesmagt under krigen, som domstolene efter manges mening ikke straffede efter fortjeneste i henhold til straffelovstillægget af 1945.

Den senere SF-leder Aksel Larsen udtalte for forslagsstillerne, at forslaget ikke var båret af noget ønske om at opnå hævn eller særlig straf, men at man jo måtte konstatere, at lensgreven havde fået sit statsborgerskab ved en fejltagelse, som måtte rettes igen.

Justitsministeren sagde under forhandlingerne om forslaget, at der ikke tidligere havde været tale om at fradømme eller på anden måde fratage en dansk statsborger statsborgerskabet som led i en strafferetlig forfølgning, men at man dog kunne overveje at indføre generelle regler herom også i Danmark. Ministeren fandt ikke, det var grundlovsstridigt at inddrage lensgrevens indfødsret. Som argument herfor anførte han, at der i flere andre lande, som regnes som demokratiske, ligefrem er lovhjemmel for administrativ fratagelse af indfødsretten. Når man kan vedtage en lov om indfødsretsfratagelse ved forvaltningsbeslutning, kan man også fratage indfødsretten direkte ved lov, mente han. Ministeren nærede imidlertid for sit vedkommende afgørende betænkelighed ved at fratage en enkelt mand hans indfødsret.

Med andre ord – og sådan opfattedes det også af de øvrige partiers ordførere: Det er ikke i strid med Grundloven at vedtage en lov om fratagelse af statsborgerskab.

Professor Gorm Toftegaard Nielsen udtaler i sin licentiatafhandling, at ”der er næppe grund til nærmere at dokumentere, at hvis man godtager dette (Aksel Larsens) ræsonnement, har man opgivet så godt som enhver retssikkerhedsgaranti”. Han uddyber ikke synspunktet nærmere. [2]. Og over for det kunne anføres, at etableres på nationens territorium enkeltpersoner, som på vitale punkter nægter at indordne sig efter nationens spilleregler, mister de øvrige borgere i tilsvarende udstrækning deres fysiske sikkerhed, hvilken sikkerhed anstændigvis må gå forud for ønsket hos de få om at forblive i et selskab, i hvilket de ikke ønsker at indpasse sig i. Retssikkerheden må så tilgodeses ved, at der gennemføres en lov om, efter hvilke generelle kriterier, statsborgerskab kan inddrages, og således at det overlades til domstolene at påse disse kriteriers overholdelse i enkelttilfælde.

I øvrigt beskæftiger en særlig FN konvention (af 30/8 1960) sig med statsborgerskabsforhold. Ifølge denne konventions artikel 8 må en kontraherende stat som udgangspunkt ikke berøve en person statsborgerskabet, hvis dette vil gøre pågældende statsløs. Dog kan et statsborgerskab inddrages, f.eks.  hvis statsborgerskabet er opnået ved afgivelse af urigtige oplysninger eller bedrag. En kontraherende stat har også adgang til at forbeholde sig retten til at tilbagekalde statsborgerskaber, såfremt pågældende i strid med et udtrykkeligt forbud har arbejdet i en anden stats interesse, eller såfremt han har opført sig på en måde, som strider mod vitale statsinteresser. Den, der står over for fratagelse af statsborgerskabet, skal imidlertid have adgang til at få prøvet sagen ved retten eller et andet uafhængigt organ.

Ifølge konventionens artikel 9 må en kontraherende stat ikke berøve nogen person eller grupper statsborgerskabet af racemæssige, etniske, religiøse eller politiske grunde.

Danmark har i en lang årrække nægtet at tiltræde konventionen – så vidt vides netop på grund af den heri hjemlede mulighed for at tilbagekalde statsborgerskaber af politiske grunde.

Problemet om fratagelse af statsborgerskab har i øvrigt på det seneste haft aktualitet også andetsteds. Således har den svenske regering på det seneste sat en undersøgelse i gang om mulighederne for at tilbagekalde svensk statsborgerskab (se Dagens Nyheter 16 september 2004). Baggrunden er, at det er kommet frem, at visse indvandrere har bestukket sagsbehandlere i det såkaldte Migrationsverket til at skaffe dem svensk statsborgerskab.

Noter: