Det palæstinensiske selvstyre har aldrig straffet nogen for mord eller mordforsøg, på hverken israelere eller angreb på Israel, skriver professor ved Interdisciplinary Center i Herzliya, Barry Rubin i Jerusalem Post. 

I 1990’ erne blev nogle palæstinensere rigtig nok straffet, men det var for ”at skade palæstinensernes sag”.

Hvilket er et udtryk for, at de angreb på et ubelejligt tidspunkt.

Disse blev sat på fri fod kort tid efter.

Professoren har følgende opfattelse af de 10 Bud for palæstinensisk politik:

1. En palæstinenser kan ikke standse andre palæstinensere i at angribe Israel. I så fald er man en lakaj, dvs. en landsforrædder.
2. Den mest militante har altid ret. Ekstremisme sidestilles med heltemod. Derfor anses selvmordsbombere og deres ledere som rollemodeller.
3. Dersom Israel eller israelere skades vækker dette simpelthen glæde og stolthed.Hvilket ofte skjules i rituelle fordømmelser i udenlandske medier.
4. Ingen israelsk regering kan gøre noget godt. Også selvom Olmert tilbyder at accaeptere en palæstinensisk stat og at opgive Øst- Jerusalem.
5. Palæstinenserne påtager sig offerrollen.Derfor har de ret til at få deres ønsker opfyldt, uden at skulle yde noget til gengæld. Dvs. at israel skal trække sig fra Vestbredden og Øst-Jerusalem, anerkende en uafhængig palæstinensisk stat, og løslade alle palæstinensiske fanger: Derefter kan samtalerne begynde.
6. Ingen palæstinenser skal sidde i fængsel for angreb på Israel i længere tid end det er nødvendigt for at undgå unødig international opmærksomhed. Man straffer ikke helte. Også selvom, heltedåden består i at slå civile ihjel.
7. Fatah hverken straffer eller udviser egne for angreb.
8. Israel skal efter PAs opfattelse udslettes af landkortet. Al anden snak er taktisk.
9. For palæstinenserne, har ”retten til at vende tilbage”, dvs. retten for palæstinensiske flygtninge og deres efterkommere til at leve i selve Israel førsteprioritet. Derfor opgiver man ikke dette krav, selvom man dermed på forhånd vanskeliggør kommende forhandlinger. -Man er offer.
10. Kravet på landet kan ikke glemmes. Derfor ønsker man ikke at opgive kravet om total sejr. Selvom man ville kunne opnå fordele derved.

Skønt en håndfuld palæstinensiske ledere privat kan tale om samarbejde og fred, er de ude af stand til at udtryke de samme tanker højt for deres eget folk.

BR.