De internationale konventioner påkaldes med usvigelig sikkerhed hver evige eneste gang, nogen forslår at stoppe tilstrømningen af fremmede. De hævdes også at hindre, at vi vender strømmen. Men hvad er en konvention?

Det er efterhånden indlysende for de fleste, at det ikke lader sig gøre at ”integrere” muslimerne i det danske samfund. En ansvarlig politik må derfor gå ud på at få lukke totalt af for indvandring af folk med denne baggrund samt at få de muslimer, der ikke vil indordne sig i de vestlige levenormer, til at forlade landet.

Det hævedes, at de internationale konventioner hindrer noget sådant. Disse konventioner er imidlertid ikke det, Mariane Jelved vil gøre dem til:

Konventionerne er aftaler mellem nationerne og de af disse oprettede internationale organisationer. Disse aftaler rummer først og fremmest spilleregler for nationernes forhold til hinanden, men en nation kan også gennem en sådan aftale have forpligtet sig til at behandle enkeltpersoner på en bestemt måde.

Konventionen er altså et juridisk redskab, der ikke skaber forpligtelser på dansk grund uden om den danske lovgiver. Det er op til Folketinget, om Danmark overhovedet skal tilslutte sig og forblive tilsluttet de konventioner, som er udarbejdet i f.eks. FN’s og Europarådets regi. Ligeledes er det op til Folketinget at bestemme, om en tiltrådt konvention også skal være gældende ret ved danske domstole (hvad mange af dem faktisk ikke er). Og det er Folketinget, der bestemmer, om Danmark f.eks. skal prioritere visse konventionsregler forud for andre, såfremt bestemmelserne - som det ikke sjældent hænder – er indbyrdes modstridende.

Endvidere afspejler konventionerne naturligvis verden, som den så ud, da de blev skrevet, samt de problemstillinger i det internationale samkvem, man dengang var i stand til at forudse. Når det derfor indvendes, at Folketinget ved at bryde med den eller hin konvention sætter sig uden for det internationale samarbejde, er hertil kun at sige, at konventioner må opdateres fra tid til anden. Der er følgelig ikke i sig selv noget diskvalificerende i, at et land fremprovokere en international revurdering af en forældet konvention ved at frigøre sig fra den.

De konventionsregler, som har optaget opmærksomheden i de seneste årtiers udlændingedebat, har været dem, i hvilke staterne forpligter sig til at beskytte individet, herunder de enkelte indvandrere og flygtninge. Især har Den europæiske Menneskerettighedskonvention været i fokus. Det er også inden for denne konventions område, der er etableret en domstol, Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, hvor personer, der mener sig forurettede i forhold til, hvad konventionen tilsiger, kan få efterprøvet deres sag.

Konventionerne af denne type er i årenes løb blevet opdækket med magtfulde menneskerettighedsorganisationer i de enkelte lande, og disse har med stort held fået skabt den opfattelse, at menneskerettighedsreglerne er urørlige i den tolkning, pågældende organisationer anlægger. Inden man falder på knæ for denne opfattelse, bør det imidlertid huskes, at andre konventionsregler anerkender, at enhver nation suverænt har ret til at varetage sin økonomiske, sociale og kulturelle udvikling (se således Den internationale Konvention om borgerlige og politiske Rettigheder og i Den internationale Konvention om sociale og kulturelle Rettigheder, artikel 1,1).

Uanset at en Marianne Jelved i sin fundamentalistiske humanisme kun er i stand til at læse konventionernes regler om beskyttelsen af individet, vil endog en dom fra Menneskerettighedsdomstolen altså ikke ændre ved, at en dansk regering har folkeretligt belæg for at prioritere hensynet til danskernes kollektive tryghed og velfærd forud for hensynet til de enkelte flygtninges og indvandreres interesser. Folkeretten anerkender faktisk, at statsstyrets første pligt er at beskytte statens befolkning. Det viser sig f.eks. i, at forskelsbehandling p.g.a. statsborgerskab ikke er ulovlig diskriminering efter konventionerne (se FN’s racediskriminationskonvention artikel 1, 2).

Så meget mindre er der noget, som forhindrer Folketinget i at vedtage en lovgivning, der giver mulighed for at sætte personer af fremmed herkomst på porten, hvad enten det er hellige krigere, almindelige knivstikkere og voldtægtsforbrydere eller blot nogen, for hvem det er en trossag ikke at ville indpasse sig i en dansk hverdag.

Ja, der findes endog en konvention, som tillader inddragelse af statsborgerskabet, når vitale statshensyn tilsiger det. Det drejer sig om FN-konvention af 30/8 1960 - som Danmark i øvrigt vistnok af den grund nægtede at tilslutte sig.

Der er kort sagt intet, som hindrer, at Folketinget genskaber anstændige forhold i Danmark.