06.07.2008

Tanker i mindet om Mogens Glistrup

Forfatter: Keld Rasmussen

En kæmper, der satte dagordner ud over proselytternes rækker

 

Helbred, kræfter, energi, utrættelighed, kompromisløshed, selvtillid, ukuelighed og arbejdsflid af et omfang, de færreste kan mønstre, varer naturligvis ikke ved. Det gjorde det heller ikke i Mogens Glistrups tilfælde, da han forleden sov ind efter længere tids svagelighed med 82 umådeligt energiske år med såvel med- som modgang på bagen. 

Om Glistrups ganske velkendte men også vidt og bredt misforståede karriere og indsats er der sagt mangt og meget. Blandt meget sludder dog velsagtens også den sandhed, at han meget jævnligt igennem sit kæmpende liv nok gav sine budskaber en sådan form og et sådant udtryk, at mange – beklageligvis – hæftede sig mere ved formen end det indhold, der er eller burde være det væsentligste. Men som hans gamle studiekammerat, Simon Spies, udtrykte det: Dårlig reklame er jo også reklame ... 

Derved løb Glistrup sig muligvis mange staver i livet, men han tog dem altid i stiv arm og med en oprejst pande, hvilket kun kan aftvinge beundring. For han fægtede altid med åben pande for det, han for alvor troede på. Og utrætteligt argumenterede for. Altid med en ildhu, som nogle vil kalde manisk. Men også altid med en kærlig medmenneskelighed, der gjorde, at han efter selv den skarpeste debat altid kunne sætte sig hen og holde frokost selv med sine argeste modtandere – i ”snapstinget” eller andetsteds.  

Kompromisser var ikke Glistrups kop te. Og han kunne utvivlsomt skrive under på den tidligere tyske forbundskansler Konrad Adenauers ord om, at et kompromis dybest set bare går ud på at skære en kage ud på en sådan måde, at alle tror, de har fået det største stykke ... 

Den slags fedtspil og lurepasseri var aldrig efter Glistrups hjerte. Og han gik da altid kun efter bolden og aldrig efter manden.  

Kun sådan kendte vi Mogens Glistrup som medlem af Den Danske Forening. Og han skal her have stor tak for sin indsats. 

Få eller ingen er nok uenige om, at vi med Mogens Glistrups død må tage afsked med en af Danmarks mest intelligente, hurtigttænkende, velformulerede og, ikke mindst, uhyre velorienterede debattører og ikke mindst en af de skarpeste fortalere for den personlige frihed og respekten for samme.  

Han bidrog bl. a. for egen regning til at påvise, hvordan blasfemi- og racismeparagrafferne i den danske straffelov er absurde – netop fordi de forordner straffe for forbrydelser uden ofre. 

Hvad folk end måtte mene om Fremskridtspartiet og dets indsats, kan også anføres, at Glistrup i den danske politiske debat var den aktør, der stærkest rejste spørgsmålet om, hvor grænserne for politik bør trækkes: Skal politik være flertalsbeslutninger om nyttige men gratis  færdselsregler til almen nytte, eller skal det være simple flertalsbeslutninger om, hvad folks penge – gennem påtvungen skatteopkrævning – skal bruges til, uden at skatteyderne spørges, om de er indforståede dermed eller ej, endsige får indflydelse herpå? Glistrup påviste, at mine friheder er gratis for min næste, men at mine rettigheder koster min næste penge – og at det hele blot er et spørgsmål om politisk forgodtbefindende... 

Der fandtes og findes til alle tider en del mennesker, der er særdeles lærde uden at være synderligt kloge, og en del mennesker, der er vældigt kloge uden at være synderligt lærde. Om man holder af Glistrup eller ej, kan han uden vaklen henregnes til den meget sjælden type mennesker, der besad både lærdom og klogskab, som han rundhåndet, kærligt og hjælpsomt stillede til rådighed for enhver, der bad ham om hans hjælp eller hans besyv til noget. 

Når det kommer an på indsamling af dokumentation om den islamiske erobringsideologis væsen, er Mogens Glistrups indsats som skribent og debattør igennem et kvart århundrede noget nær second to none. Hans værk ”De fremmede i landet” vidner herom. Og det håbes herfra, at Glistrups arvinger vil finde måder at lade hans efterladte værker redigere og offentliggøre på.

 

Æret være mindet om Mogens Glistrup og hans indsats, der kalder på opfølgning.

Læs INDSIGT-UDSYN her

BESTIL BØGER HER

Nyeste videoer -  herunder alle
talerne fra Folkefesterne 2014-2019
se dem i videoteket lige nedenunder

Se flere i Audio- og videoteket

Giv en hånd med

Bliv medlem af foreningen eller støt vores arbejde økonomisk.

 

Du melder dig ind her

MobilePay betalingsnr.:
34810