Når en regering udpeger en kandidat til EU-Kommissionen, vil den pågældende kandidat i de fleste tilfælde afspejle, hvad et flertal i medlemslandet står for rent værdimæssigt.

Det betyder, at EU-Kommissionen i bred forstand kommer til at repræsentere det, som det samlede EU står for. Det er en styrke for samarbejdet. Det samme burde man kunne sige om repræsentationen i Europa-Parlamentet.

Derfor er det en negativ udvikling, når Europa-Parlamentet på bedste smagsdommer-maner begynder at vrage kommissionskandidater som Rocco Buttiglione ud fra rene ideologiske ”værdikriterier.”

Det kan betyde en politisk ensretning i Kommissionen, der ikke er i samklang med flertallet i de nationale parlamenter.

Det kan og vil komme til at vanskeliggøre Kommissionens mulighed for at ramme det politiske centrum i Ministerrådet !!

Man kan håbe, det ikke bliver tilfældet.

Men det, der skete med den italienske Rocco  Buttiglione, kan jo gentage sig.

Hvad vil en Poul Nyrup Rasmussen eller en Anders Samuelsen fra Det Radikale Venstre sige, hvis en socialdemokratisk eller socialliberal kommissionskandidat  fra Danmark bliver vraget - alene på grund af nogle holdninger på et bestemt område? Den situation kan jo nemt opstå i Europa-Parlamentet efter Buttiglione-sagen.

Begge de herrer går ind for Tyrkiets medlemskab af EU.

Hvordan er det muligt, når man ved, at netop dette land ikke tilnærmelsesvis kan leve op til at respektere kvinders ligeberettigelse, eller sikre det mest basale frihedsrettigheder for nationale eller kulturelle mindretal !!

Som Francois Mitterrands enke, Danielle Mitterand, der er formand for organisationen Fondation France Libertes, har udtalt sig i et interveiw til den franske avis Le Parisien, ”at man bør afvise Tyrkiet af moralske  grunde”.

Hun nævner det skrantende demokrati, undertrykkelsen af det kurdiske mindretal og ikke mindst folkemordet mod armenierne i 1915, som Tyrkiet fortsat afviser at tage ansvaret for.

Danielle Mitterand  slutter med følgende: ”Jeg finder det frastødende, at man kalder det tyrkiske regime et demokrati. Det er et militær-regime, hvis overtrædelser af menneskerettighederne er konstante.”

Det er ikke for meget at sige, at den principielle og klare linje mangler i dette spørgsmål.

Heri er forfatteren og kommentatoren Ralf Pittelkow enig.

I en kommentar i Morgenavisen JyllandsPosten søndag den 31. oktober 2004 skriver Pittelkow bl.a.:

”For nogen tid siden afviste det radikale folketingsmedlem Naser Khader i JP at vurdere Tyrkiet ud fra ”uklare begreber” som ”samfunds-værdier”.

Samtidig glæder hans partifælle i Europa-Parlamentet, Anders Samuelsen, sig over, at katolikken Buttiglione forkastes på grund af sine værdier, som præges af ”homofobi” og kvindeundertrykkelse.”

I tilfældet Buttiglione tillægges værdierne så stor betydning i den politiske bedømmelse, at man end ikke undersøger mandens gerninger.

I tilfældet Tyrkiet tillægges værdier præget af ” homofobi” og ”kvindeundertrykkelse” ingen betydning, selv om de er særdeles håndgribelige realiteter.”

Nej, det var ikke nogen god dag for Europa. Det var den dag, da det totalitære antræk trådte frem og gav en demokratisk valgt repræsentant fra en af Europas største kulturnationer et råt Støvlespark!!

Den tysk-franske formand for den grønne gruppe, den totalitære marxist Daniel Cohn-Bendit, - ham der startede de voldelige optøjer i Paris for snart mange år siden -, var også ”høj” af sejrsbegejstring, og udtalte følgende:

”Mao sagde, at forstå nederlaget er at forberede sejren. Jeg vil opfordre hr. Barrosso og hr. Poettering (formanden for den store borgerlige gruppe) om at sætte sig sammen og studere Mao.”

Det var typer som Daniel Cohn Bendit, P. N. Rasmussen brugte i sit ideologiske felttog mod Rocco Buttiglione.

Jeg vil opfordre mine landsmænd i Europa-Parlamentet, Poul Nyrup Rasmussen, Anders Samuelsen, Margrethe Auken og Jens-Peter Bonde til at være mere kritiske i fremtiden.

Personer, der får tildelt høje poster i EU-samarbejdet, skal ikke udsættes for sindelags-kontrol, - men alene vurderes ud fra deres embeds-gerninger!!!

Kilder: Morgenavisen Jyllands-Posten, søndag den 31. oktober 2004.

           Dagbladet Politiken, lørdag den 30. oktober 2004