25.06.2008

Pop TV.

Forfatter: Bjarke Rosenkilde

Medierne og mange politikere bilder os ind, at de véd bedst - men de løber altid fra opvasken

 

Trindt om Uffe Ellemann Jensen, EU, samt Københavns Borgerrepræsentation, og det unge menneske Simon Emil Amnitzbøll er der visse sammenfald. 

Omkring førstnævntes respekt for og syn på andre landes interne demokratiske afgørelser, Københavns Borgerrepræsentations syn på ansatte, hvis udtalelser måske harmonerer med virkeligheden, men ikke den virkelighed man har aftalt at forholde sig til samt, om Simon Emil Amnitzbølls umættelige begær efter at skulle bevise, at det takket være en grænsende til det overdådige og bedårende indlevelsesevne, så kan det alligevel lade sig gøre både at over-se og høre kendsgerningerne, og på samme baggrund undlade at tage disse i betragtning: 

Fotoet, som pryder artiklen af blog med uffeellemann på Berlingske, viser ved første øjekast en aldrende mand, der først og fremmest synes afgrundsdybt optaget af sit eget spejlbillede, og som måske besat eller nærmere hypnotiseret heraf stadigt undrende, nærmest vantro, synes at fundere:
Hvem er jeg? 

Herefter falder blikket på overskriften:

Irerne bør trække sig ud af EU.

Med begrundelsen, at de vovede at stemme NEJ til Lissabon-traktaten. 

Irerne er åbenbart efter Uffes opfattelse lige så dumme som de danskere, hollændere og franskmænd, som i sin tid stemte NEJ.

For dengang var Uffes bedste argument, at de danskere der stemte NEJ til EU, de var dumme.

He, he, he.

Hvorfor vi for resten nok ikke skal forvente flere afstemninger af den slags.

Anderledes ser, hverken Uffe eller andre EU-tilhængere tilsyneladende stadig ikke på vælgerne.

Hvilket kan være baggrunden for hans uudtalte endeløse spørgsmål.

 

Om dette måske bare i virkeligheden er et udtryk for mandens manglende evne til at flytte sig, det kan det være vanskeligt at afgøre.

Skønt, han siges at nære et vist slægtskab med helleflynderen.

 

Hvem kerer sig vel egentlig om, hvad denne førhen i dansk udenrigspolitik kendte skikkelse mon mener?

Han skriver de samme ting hele tiden, og af hans foredrag fremgår det, at han elsker at blive set og hørt.

Og gerne vil accepteres.

Hans syn på andre er præget af hån og foragt samt overbærenhed; altså set i forhold til ham selv, og  egne uforlignelige evner.

Hvorfor hans tirader er rent til glemmebogen, gårsdagens avis.

Sammen med helleflynderen.

 

Uffe var mest kendt for at lade sig lede af, og uhildet at forfølge sin evige optimisme

Hvilket stadig synes at være hans drivkraft.

Mon han er blevet klogere? 

Den tidligere statsmand taler om irernes utaknemmelighed, og om at de bare kan skrubbe af, og gøre plads for andre.

Forhåbentlig vil disse vise sig langt mere taknemmelige.

For dem kan han åbenbart vældig godt lide.

De som i taknemmelighed og ærbødighed sander storheden.

Denne ubegribelige storhed, som han og hans typer først falder på halen for, og siden i underdanig og ydmyg næsegrus beundring gør knæfald for.

 

Oh, hvilken forståelse og indblik i kendsgerningerne.

Hvilken forstand.

Hvilket intellekt og indsigt.

Den slags mennesker må man sandelig både beundre og respektere.

 

Ligesom eksemplet den unge Simon Emil Amnitntzbøll, fordi han er i stand til at fastholde, at når Danmark er en retsstat, så skal folk der ellers går og planlægger at slå nogen ihjel tilmed efter en nøje planlagt model ikke skal sendes hjem, hvor de kommer fra.

Næh.

Dem skal man passe på, så de ikke risikerer at komme galt afsted.

For det er de godt klar over, at de nemt kan risikere.

Hvilket endelig ikke må ske.

For så mister danskerne nemlig deres selvrespekt, konkluderer det unge menneske. 

Derfor skal alene en dommer og, hverken politikere, embedsmænd eller råd afgøre den slags om den slags. 

At en dommer kan tage fejl eller at samme kan være ideologisk funderet, det falder åbenbart ikke det unge menneske ind.

Nej.

Sandelig kun dommere kan afgøre om kriminelle udlændninge, mordere in spe, skal udvises eller ej.

Folkevalgte politikere, der risikerer at miste deres folkelige mandat, embedsmænd, råd, nævn, PET, FET og den slags, dem kan man skam ikke have tillid til.

Dette, skønt politikerne både kan afskediges og afsættes, og erstattes af andre nye, folkevalgte,  hvorimod det ikke er helt samme sag med en dommer.

 

Københavns Borgerrepræsentation har sådan set en aftale om, hvordan virkeligheden ser ud.

Denne har man herefter at rette sig efter, lyder ordren til kommunalt ansatte.

Alt derudover, det eksisterer ikke.

Så hvis nogen, på opfordring, først bemærker, og siden gør opmærksom på, at ”Hov, han har jo ikke noget tøj på” eller, at virkeligheden, i virkeligheden ser helt anderledes ud, så bliver manden bedt om at forlade selskabet.

Det gode selskab.

For så passer han skam ikke ind der længere; siden han sådan kan finde på at bryde regelsættet ved at se virkeligheden i øjnene, og tilmed dels tage den alvorlig og dels referere fra den. 

Borgerrepræsentationen er i lighed med Uffe, hans EU, og det pæne unge menneske mere optaget af og derfor opmærksom på love og regler end på den pulserende menneskeskabte virkelighed. 

Den virkelighed, der fortæller, at irernes NEJ til Lissabon-traktaten, er et NEJ til at blive regeret på traktat-basis, og på en stadig mere snæver magtkoncentration.

Det irske nej var nemlig en sejr for friheden og fornuften overfor et elitært projekt og europæisk bureaukrati.

Sidstnævnte fører hastigt til en ond cirkel af fremmedgørelse, og dermed stigende ligegyldighed overfor de politiske beslutninger.

Borgerne, menneskene ønsker i virkeligheden selv at bestemme landets kurs.

Denne skal efter deres opfattelse baseres på realiteter, og kendsgerninger,og derfor på årsag og virkning.

Hverken på ønsketænkning eller pubertære parader. 

F eks. står det ifølge psykologi-professor og intelligensforsker Helmuth Nyborg klart, at jo flere dumme børn der fødes, desto dummere bliver befolkningen med tiden.

Når en befolkning endelig er blevet dum nok, hvilket i vort tilfælde kan ske over 60 årig periode, så falder alt det der giver mening og dermed civilisationen fra hinanden.

I takt hermed gennemkriminaliseres vort land.

Hvilket bl a. ses i eksempelvis Darfur.

Her myrder muslimer løs på hinanden.

I en grad, så det påståes at minde om folkemord.

Imens, indtager myndigheder, magthavere og medier passivt betragterens rolle ved den globale havelåge.

 

Denne ufrihed er islamisternes mål.

En globalt arabisk styret og derfor velfinansieret koncern arbejder simpelthen på, at islamisk lov, sharia skal herske.

Derfor må disse utopister i lighed med andre utopister: fascister og kommunister besejres.

Hvilket kan ske ved konventionel krig, kontraterrorisme, og kontrapropaganda.

Ligesom, de stadig få moderate muslimer med vestlig støtte skal hjælpes til at modernisere islam og dermed udrydde den islamiske trussel.

Imens, Vesten naturligvis holder ytringsfrihedens og frimodighedens fane højt. 

Udover islamisterne selv, er de største fjender af demokrati, folkestyre og frihed at finde blandt de førstnævnte.

Deres optimisme mht. egne evner og indsigt, altså deres forstand samt deres politiske korrekthed, hang til ”konfliktløsning”, og deres menneskesyn, gør dem til islamisternes medsammensvorne.

Hvad enten de vil være ved det eller ej.  

Fælles for dem er, at de gør knæfald for, og underkaster sig høje magter, hvis ord findes på skrift.

En skrift der kræves fulgt.

Hvilken ufrihed.

For her levnes ikke plads til anderledes tænkende. 

Man må derfor først og fremmest lære at skelne, og dernæst huske på at intelligens bør beskyttes og udvikles.

For livet er alvor.

Ikke pop.

Selvom det sikkert gør sig godt på TV.

 

Dato. Den 24. juni 2008.

Nyeste videoer -  herunder alle
talerne fra Folkefesterne 2014-2019
se dem i videoteket lige nedenunder

Se flere i Audio- og videoteket

Giv en hånd med

Bliv medlem af foreningen eller få alene INDSIGT-UDSYN tilsendt.

Du kan også vælge at støtte vores arbejde økonomisk.

Du tegner abonnement her

Du melder dig ind her

MobilePay betalingsnr.:
34810

      Bestil bøger her>>>

OPGØRET >>>



Reconquista>>>