Om årsag og virkning.

Når SFs Vigsø Bagge i sin debatform på DR 9/6-2008. krampagtigt holder fast i tal, og tilmed benytter disse som sværd, skønt hun dybest set slet ikke kan kende sandhedsværdien heraf, er det et meget godt udtryk for den bedrevidenhed, og ikke mindst bedre moralske status, som internationalisterne, bredt støttet af mediefolk, ngo’er, universitetsfolk, klerasiet m.m, føler sig i besiddelse af; man ved nemlig bedre. Simpelthen. Meget bedre. Skønt, man faktisk ikke ved ret meget. Reelt er udgangspunktet gætterier, ønsker, håb og tro. 

Denne bizare form for tro, uden teologi, er vor tids svøbe. Man mæsker sig i egen og hinandens uvidenhed. Som dyr ruller sig i møget, smører man sig ind i hinandens opfattelser og synspunkter. Resultatet er dette besynderlige sammensurium af uvidenhed og påstande klæbet op på menneskerettigheder og andet vås, der tilsammen udgør en mur af modstand imod at se kendsgerningener i øjnene.

Man vægrer sig imod virkeligheden. Vender den i stedet ryggen. Eventuelt efter en opfattelse, som kunne være i tråd med denne:

Hvis bare vi alle gør det, så kan det hverken gå helt galt, eller være forkert. 

Nærmere den psykotiskes etik kommer man vel næppe i virkeligheden.

Ligesom den villighed, man har til at ofre andre for egen vindings skyld, vækker mindelser om diktatorens metoder.

Disse føler man sig ikke for fine til at benytte sig af; for målet helliger åbenbart midlet. 

Fysisk er muren faldet. Men ikke psykisk. Den sidder fast forankret derinde i skallerne, som en ringmur. Troens, indbildningens. Jo, jo hævder man. Vi kan skam skabe paradis på jord.

Men se nu hvordan det går:

Strejkekasserne er ved at være tomme. Nu skal der lånes penge. Mange penge. Store summer. Hvor skal de mon lånes? Hvem er man derefter i lommen på, monstro?

Lederne, internationalismens fortrop, vor tids hellige, har skudt sig selv i foden.

Man skulle bevise egen uundværlighed. I stedet, er det blevet til mistillid til den uforstand disse vellønnede folk disker op med. Åbenbart som deres største talent. 

Den højtbesungne danske model, er man såmænd også selv i stand til at fremvise alle svaghederne ved, og tilmed helt alene, uden hjælp selv køre den i sænk. Hvilket sker på baggrund af vedholden påståelighed, og et ualmindeligt ringe kendskab til kendsgerningerne. 

Vi andre ved, at mennesket ikke er ufejlbarligt. Vi tror det ikke en gang. Vi skelner derimod imellem Guds rige og kejserens rige. Derfor fæstner vi os ved årsag og virkning. Troen, bærer vi i vore hjerter. Kristendommen forblænder nemlig ikke. Den sætter simpelthen det enkelte menneske til at leve imellem fødsel og død, og i ansvar og skyld, i frimodig tro på Jesus Kristus.

Kunne vi dog bare lære det.

Dato. Den 10. juni 2008.