En Pyrrhus-sejr for Nyrup Rasmussen !!!

Vurderet ud fra en demokratisk vinkel, var det isoleret set positivt, at Europa-Parlamentet blandede sig i den ny EU-Kommissions sammensætning.

Europa-Parlamentet er i dag det eneste organ i EU-samarbejdet, der har et direkte folkevalgt mandat. De magtbeføjelser, Parlamentet er udstyret med, er ret omfattende.

En af de største er, at Parlamentet skal godkende den til enhver tid siddende Kommissions budget.

Samtidig kan parlamentsmedlemmerne forlange at få indsigt i de enkelte kommissærers  forvaltning af de økonomiske midler, der bliver stillet til rådighed for de forskellige områder.

Det giver de europæiske borgere en vis sikkerhed for, at der ikke sker misbrug og direkte ulovligheder med de betroede midler. Sker det alligevel, kan Parlamentet vedtage et mistillidsvotum til Kommissionen, og det betyder i praksis dens afgang.

Det er alt sammen, som det bør være i en sammenslutning af demokratiske stater.

Men når Europa-Parlamentet begynder at udpege enkelte kommissærer som værende ikke stuerene, og derfor ”ikke kvalificeret”, da er vi ovre i en anden boldgade, som Parlamentet ikke bør blande sig i.

Det er de nationale regeringer, der stiller med deres kandidat.

Dernæst kan Europa-Parlamentet ved en høring  vurdere, om vedkommende er faglig kvalificeret til at bestride det område, den pågældende er udpeget til. Hverken mere eller mindre.

Det, vi var vidne til i forbindelse med godkendelsen af Barrosso-Kommissionen, var ren magtbrynde og talmajestætens enevoldsmagt. !!

Under anførelse af vores egen Poul Nyrup Rasmussen, der for længe siden på vegne af og som formand for Det Europæiske Socialdemokrati i Parlamentet gav udtryk for sin modstand mod Josè Manuel Barroso som Kommissionsformand, var det tid til ideologisk profilering.

Det var også denne gruppe, der var hovedstyrken i den koalition, der tvang Barrosso til at strække våben.

Poul Nyrup Rasmussen er jo kendt her i landet for at kunne rubricere folkevalgte i ”de stuerene og de ikke stuerene”. Han er også kendt for at kunne lyse et helt land i band, da den demokratisk valgte østrigske regering blev dannet med Jörg Haiders parti som en del af regeringen.

Det sidste tillod han sig pr. telefon at binde Danmark op på uden at spørge nogen af de øvrige partier i Folketinget.

Det burde ved den lejlighed ha’ kostet hr. Rasmussen regeringsmagten. Men venstrefløjen kunne eller ville ikke se det principielle i den alvorlige sag. Det var jo blot en østrigsk ”fremmedhader”, det gik ud over.

Med sine godt 400.000 personlige stemmer i ryggen og et formandskab for Det  Europæiske Socialdemokrati i Europa-Parlamentet føler Nyrup sig klar til det store politisk korrekte felttog på europæisk plan.

Det første offer blev den italienske filosofiprofessor Rocco Buttigliones, der som italiener og troende katolik tillod sig at trække en klar skillelinje mellem moral og ret.

Buttigliones har det synspunkt, at homoseksualitet er synd, og at kvinder føder for få børn, fordi de er blevet udearbejdende og dermed har mindre tid til at passe familien.

I dagens Europa og især i Nordeuropa er det noget meget ukorrekt tankegods. Men i det katolske Sydeuropa absolut ikke. Det er her, Rocco Buttigliones har dannet sine værdibegreber om det, der er væsentligt for ham her i tilværelsen. Buttigliones deler sine synspunkter med sin gode ven Paven.

Gør det Buttigliones uegnet til at være justits-kommissær ?

Det mener jeg ikke.

Den katolske del af Europa har naturligvis ligeså stor ret til at være repræsenteret i EU som alle andre dele af Europa.

Professor Erling Bjøl antydede i en kronik i Dagbladet Politiken den 30.oktober under overskriften: ”Nyrup Rasmussens sejr over Berlusconi”, at den italienske regeringsleder Silvio Berlusconi udtrykkeligt har forlangt at få justits-kommissærposten for at kunne sætte den ”rigtige mand” på denne plads i Bruxelles.

Erling Bjøl skriver bl.a:

”I Italien har han kunnet gardere sig mod retsforfølgelse i alle sine tvivlsomme affærer ved lovgivning. Den går ikke i EU. Så hvis man skal udpege en enkelt taber, må det blive den mest hensynsløse magtmisbruger i Den Europæiske Union, Silvio Berlusconi.”

Jeg ved ikke, hvilke tanker den gode Erling Bjøl gør sig i den franske hovedstad.

Men hvis det var blevet Berlusconis minister, Rocco Buttigliones, der havde fået justits-kommissærposten, ville Buttigliones jo netop være udenfor Silvio Berlusconis magtcirkler.

Det afgørende er, at den person, man indsætter som justitskommissær, er et hæderligt og redeligt menneske. Det må man gå ud fra, at Rocco Buttigliones er indtil det modsatte er bevist. En italiensk katolik har også krav på respekt på linje med bøsser og lesbiske!

I forbindelse Europa-Parlamentets kritik af Rocco Buttigliones interviewede Dagbladet Politikens korrespondent i Rom,  Lisbeth Davidsen, en af Buttigliones bekendte.

Det er den 53-årige biskop Rino Fisichella. Han blev rektor for Vatikanets Universitå Lateranense i Rom i 2001 og har i mange år undervist i teologi ved  Vatikanets Universitå Gregoriana i Rom samt gæsteundervist verden over.

Fisichella er medlem af to af Vatikanets vigtigste ministerier. Han har skrevet 18 bøger om teologi og religion og er præst for underhuset i det italienske parlament, Deputérkammeret.

Rino Fischella er værd at lytte til. Han siger bl. a:

”Det politiske korrekte samfund er hyklerisk, fordi det er bange for sandheden. Det er et samfund, som baserer  sig på Nietzsches nihilisme, og det kan jeg selvfølgelig ikke være enig i.”

På et spørgsmål fra Lisbeth Davidsen, der lyder: ”Så Buttiglione fik en uretfærdig behandling i Bruxelles?”, svarer R. Fischella:

”Det vigtigste for mig er, at der er frihed til at udtrykke en religiøs overbevisning.

Jeg bryder mig ikke om tendensen til, at en troende person automatisk har uret, og er en konservativ mørkemand.

Det kan ikke passe, at den ikke-troende alene, fordi han ikke er troende, opfattes som fremsynet, progressiv og som indehaver af sandheden.

Den troende og den ikke-troende har fornuften, rationaliteten til fælles, så lad os diskutere.

Vi kristne har dog på 2000 år skabt kultur og fremskridt.

Hvis der i dag findes demokrati, skyldes det de principper, der indskrevet i Det Nye Testamente. Hvis der i dag er mulighed for at udtrykke sig frit, så skyldes det ikke den franske revolution, men de grundlæggende principper, som kristendommen har givet den vestlige verden.

Kvindens værdighed er blot et eksempel. På Jesu tid kunne kvinder ikke stemme, de havde ingen værdi. Revurderingen af kvinden kommer med kristendommen uanset påstande fra dem, der ikke kender historien.”

Det, man hører her, er jo ikke den tone, der er herskende i de ”religiøse humanistiske kredse”. Her er det netop fornuftsdyrkelsen fra den franske revolution, der er herskende.

Det er troen på, at hvis blot de rigtige holdninger fastholdes inden for ”broderskabets mure”, da vil det ægte demokratiske lykkesamfund opstå.

En ”kætter” som Rocco Buttiglione, hans frihed og rettigheder, dem må man ofre på den store sag.

Tillykke med ”sejren”,  Poul Nyrup Rasmussen !!

Kilder: Dagbladet Politiken, lørdag den 30. oktober 2004

           Morgenavisen Jyllands-Posten, søndag den 31. oktober 2004.