Debatten om danske dommeres  påklædning i retssalene har sat en stor debat i gang. Det burde ikke være nødvendig.

Vi er på linje med de øvrige europæiske lande `et sekulært samfund`, hvor religiøse udtryksformer ikke bør finde sted i det offentlige rum. – og slet ikke hos de embedsmænd og kvinder, der beklæder stillinger ved de danske domstole, - herunder lægmands-dommere, administrative medarbejdere og andre, der færdes til daglig i retsbygningen. 

I Morgenavisen Jyllands-Postens søndags udgave  18.5, skriver forfatteren Ralf Pittelkow om integrationsminister Birthe Rønn Hornbech`s  turbulente debat-form. 

Her skal man læse langsomt, for at finde ud af, hvad der egentlig er ministerens ærinde i dette ellers klare spørgsmål.  

Pittelkow  skriver bl.a: 

” Foreløblig nægter hun  at vælge eller i hvert fald at fortælle ,hvad hun vælger.

Hun vil slet ikke tale med medierne om sagen, hvilket har givet anledning til farceagtige optrin og trusler mod journalister om polititilhold og andet.

Det må ligeledes ses som udtryk for, at hun befinder sig i helt sin egen verden uden fornemmelse for de spilleregler, der gælder som minister. 

Man bør imidlertid ikke glemme, at Birthe Rønn Hornbech på sin egen facon faktisk søgte at føre en principiel debat.

Den slags er ikke hverdagskost fra ministre, og det i sig selv fortjener respekt. Også den form for respekt, der viser sig i imødegåelse af hendes synspunkter.

Jo, Birthe Rønn opfører sig ret specielt.

Men nok så vigtigt er det, at hendes argumenter ikke holder. 

Rønn mener, at en lov mod dommere med tørklæde/religiøse symboler betyder, at den verdslige  politiske magt blander sig i religionen. Men det forholder sig stik modsat.

En sådan lov tjener netop til at adskille verdslig magt og religion. Den bidrager til at holde religionen ude af retssystemets. Og den bidrager til, at retssystemets magt verdslige ikke kan mistænkes for at blive brugt til at fremme bestemte religiøse interesser. 

Rønn mener videre, at man med et forbud lovgiver for den enkeltes sindelag, ligesom det sker i diktaturer. Men det forholder sig stik modsat. En lov mod religiøse og politiske symboler tjener netop til at holde afstand til den enkelte dommers sindelag og holdninger. 

Det offentlige skal ikke blande sig i dommerens sindelag, og dommeren skal ikke blande sit sindelag ind i det offentlige retssystem.

Så er der Rønns tredje hovedpunkt. Det er interessant, fordi det siger noget ganske andet, end hendes tilhængerskare tror, at hun mener.

De tror, at hun ikke anser tørklæder hos dommere for noget problem. Men hendes kronik slår tværtimod fast, at de er et problem.

Med tørklædet signalerer en dommer nemlig, at ”hun også føler religiøse regler, som er demokratiet fremmede”. Men hvis tørklædet sender et problematisk signal til borgerne, så ville det være logisk at udelukke det fra retssalen.

I stedet for at drage denne konsekvens, tager Rønn imidlertid et hop i sin argumentation: Hun begynder at tale om den grundige udvælgelsesproces, der gør folk til dommere, og den tætte overvågning af dommernes arbejde. Men det ændrer jo ikke ved, at dommerens tørklæde stadig sender et problematisk signal til borgerne – ifølge Rønn selv.”

Kilde: Morgenavisen Jyllands-Posten  søndag den 18. maj 2008.

            Kommentator Ralf Pittelkow.