Folketingspolitikeren Eivind Vesselbo (V) er en omsorgs -og hensynsfuld mand.
Hvilket lyser ud af ham.
 
Det er i følge DR Radioavisen d.d. hans opfattelse, at muslimer i den grad lider under at være i Danmark, at danskerne inden de tænker, taler, og evt. handler bør forhøre sig, om det påtænkte mon nu sårer muslimer.
Og i så fald afstå fra denne sårende handling.
 
Ja, det manglede da bare.
Vi lover at ringe først, Eivind.
Hvis du til vil være så venlig at gøre rede for §'en med ytringsfriheden.
Den i Grundloven.
Den må da betyde et eller andet.
Kan du ikke hjælpe os?
Vi ved jo ikke bedre.
Åbenbart.
 
Til gengæld har vor fortagsomme arbejdsminister Klaus Hjort Frederiksen fundet ud af, at ansvaret skal tilbage til danskerne.
Spørgsmålet er så, om han i modsætning til sin chef statsminister Anders Fog Rasmussen tør stå ved, og dermed anerkender de kendte kristne værdier, som vigtige, kloge, og væsentlige for menneskelivet?
At leve som et enkelt menneske imellem fødsel og død, og i ansvar, og skyld og i frimodighed.
 
Uden disse værdier, bliver Frederiksens opgave vanskelig at løse.
For, hvis ingen tror på noget alligevel, og intet derfor er helligt, tjah, hvad skal det hele så gøre godt for?
Så på med præstekraven Klaus.
Du kan vel lige ved samme lejlighed du har smøget ærmerne op, og går på arbejde, tage dig af de 50 % af indvandrerne fra ikke vestlige lande, som reelt ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet.
Var det ikke en god ide?
Du kan vel lige forhøre dig hos Norman Svendsen.
Han er skam inde i sagerne.
For det meste.
 
Måske derfor, kan vi prise os lykkelige for vore tapre og begavede biskopper og deres ihærdige arbejdsindsats.
Når og hvis de da husker at passe deres arbejde.
For det er jo ikke altid de gør det.
I hvert fald er de seneste 20 år tilsyneladende gået ubemærket hen over hovedet på dem.
De i mellemtiden opståede problemer kender de desværre ikke så meget til.
 
Den ene ved ikke rigtigt.
Den anden tør sige fra.
Den tredie messer fra tjenstebogen.
De andre opfatter alt, hvad der er ikke muslimsk:
Farligt.
Dialog, messer de med automatpiloten sat til.
Imens de ser bort.
 
Man skal kunne tale om det, mumles der.
Bare ikke nogen bliver kede af det.
Så skal vi nok lade være.
For vil vil så nødigt såre nogen.
Åbenbart.
 
Men, hvad har det med deres arbejde at gøre, tør man spørge?
 
Ligesom i tilfældet Lene Matthies.
Præsten på Christianshavn, der efter mange års slid og slæb for at blive teolog, af Københavns forstående og indsigtsfulde biskop måtte se sig tvunget til at sige op.
Sidstnævnte gjorde sig senest bemærket ved at holde en bøn, i en forsamling med muslimer.
 
Han har sikkert anset denne opgave særdeles vigtig og alvorlig.
Og omhyggeligt forberedt sig derefter.
 
Imens, lider kopterne i Ægypten.
De beder om hjælp.
For de har ingen penge.
Og heller ingen udsigt til at tjene nogen.
Så efter snart 1400 års stædig kamp og indædt modstand, er de lige så stille ved at give op.
Og flygter fra Ægypten.
Men hvorhen, mon Norman, Hvas, Steen, Lindhardt i Tårnet med efterfølger m.m?
Ja, lad os da bare tage Møllehave med.
Det var i hans program på dk4, at biskop Steen Skovsgaard udtalte:
At vi skal elske muslimerne.
Møllehave nikkede ivrigt bejaende og samtykkede.
 
Citatfusk og andet godt fra havet flød herefter fra såvel biskoppens egne smilende læber med de søde ord om kærlighed, og pen, såvel som velmenende kollegaers.
 
En afgået biskop fik siden af Kirkeministeriet at vide, at han ikke havde passet sit arbejde.
Denne slendrian synes ganske vist ikke usædvanlig.
Skønt, han formodentlig stadig passer sin indbringende klumme på KD.
 
Nej, Kopterne kan naturligvis ikke få støtte. 
Hvad tænker de dog på?
Støtte, hjælp fra Kristne Brødre i Nord?
Næh tak.
Bevar mig vel.
Hør nu her:
Tænk, hvis signalet blev misforstået.
Det ville da kunne få katastrofaler følger.
Vi kristne kan skam ikke gøre forskel.
Det er klart.
Vi er omsorgs og hensynsfulde.
 
Denne for kristne ætlinge så særlige hensynsfuldhed, og tolerance udnyttes også af ikke kristne:
 
Vi ved at mennesket er syndigt.
Vi er ikke perfekte.
I modsætning til de andre.
 
Heraf internationalisters uhelbredelige trang til at gøre bod.
Bod og bedring, men for hvad?
Skal de nu også til at slå sig selv?
Skal det i så fald ske offentligt.
Nede på Torvet om søndagen.
Før eller efter kirke?
Snik snak.
 
Bare de ville passe deres arbejde.
De har måske glemt, hvori det består.
Det kan være, Klaus kan minde dem om det.