Udsnit af interview med Bill Warner, direktør for Center of the Study of Political Islam, CSPI

Vi skal fortælle historien om de virkelige ofre – undertrykte dhimmier, de kristne arabere, de egyptiske koptere, armenierne, de afrikanske slaver, hinduerne – og alle de andre. Vi skal fortælle vore vildledte dhimmier om disse ofre, den historie, som jeg kalder “Jihads Tårer”.

Vi har et enormt hul i den historiske viden. Det er ikke så meget det, der mangler, der er problemet. Problemet er, at vi ikke engang ved, at det mangler.

Jeg spørger ofte troende kristne: “Hvad skete der med de syv asiatiske kirker, som nævnes i Åbenbaringernes Bog i Det Nye Testamente? De fleste kristne har ingen anelse om, hvordan det græske kristne Anatolien blev til det tyrkiske islamiske Tyrkiet. Buddhister ved ikke, hvordan Afghanistan blev til den ghandarviske buddhismes “ground zero”. Jøder kender ikke til deres rolle som dhimmier i islamisk historie. Nordafrika var tidligere græsk og romersk. Hvordan blev Nordafrika islamisk?

De blev alle islamiske som følge af invasioner, hvor “de vantro” blev gjort til undertrykte dhimmier. I løbet af de følgende århundreder konverterede dhimmierne. At være dhimmie er at være halvvejen til underkastelse under islam.

Alle disse civilisationer blev udryddet. Det er islams mål at udrydde al “vantro” kultur. Men den helt store tragedie er, at historien også blev udryddet. Vi ved ikke engang, at der findes en sådan historie. Næsten ingen “vantro” beskæftiger sig nogen sinde med udryddelsens ikke-eksisterende historie.

Hvor stor er denne ikke-eksisterende historie? I løbet af en periode på 1400 år dræbte de omkring 270 millioner mennesker. Islam er den største kilde til drab i verdenshistorien. Historien om de 270 millioner dræbte er “Jihads Tårer”. Hver og en af disse mennesker blev dræbt af én årsag – de var “vantro”.

Vi skal kende historien om Jihads Tårer og give den videre til vor dhimmi-kultur. For det er ikke kun vore ledere, der er dhimmier, men ved hjælp af medier og uddannelse er hele vor kultur blevet dhimmificeret. Derfor skal de undertrykte dhimmiers historie fortælles.

Historien om jihad og dhimmitilværelsen er så skamfuld og ydmygende, at vi ikke ønsker at vide. De “vantro” mistede alt, hvad deres kultur indeholdt. Deres sprog, kunst, vaner, navne, litteratur, lovsystem, historie… alt. Når du rejser til Egypten, hvor er så pharaoernes levende civilisation? Når du tager til Nordafrika, - hvad skete der med den græske, romerske og kristne civilisation? Udryddet.

Man kan finde små rester af de ødelagte kulturer, hvis man søger, Men man finder ikke historien på universiteterne. Universiteterne underviser i den smukke løgn om islams glorværdige erobring og den “Gyldne Tidsalder”, som fulgte.

Men der er også en anden grund til, at vi ikke fortæller den skamfulde og ydmygende historie:

Hvis vi forstår fortiden, så forstår vi også det, som sker i dag. Men vi ønsker ikke at vide det, for viden ville fordre af os, at vi greb til handling. Vi er som manden, der mistænker sin kone for at føre ham bag lyset, men som ikke ønsker at kende sandheden; for hvis han kendte den, ville han være nødt til at gøre noget. Uvidenhed er en god grund til intet at foretage sig.

Vi må ikke lade, som dhimmitilværelsens brutalitet aldrig har eksisteret. 270 millioner myrdede er for mange at ignorere. Og hvad værre er, 210 millioner af de dræbte var “farvede”. Selv super politisk korrekte dhimmier kan blive forargede, når de hører om lidelser, som er overgået “farvede”.

Ikke blot kan vi redde vor egen kultur ved at vide, hvad der overgik andre “vantro” kulturer. Vi kan også betale af på en moralsk gæld til de døde. Indtil vi anerkender og husker de 270 millioner myrdede, vil deres død have været forgæves.

Kilde: “Two kinds of dhimmis” i FrontPageMagazine, 23. april 2008

http://www.frontpagemag.com/Articles/Read.aspx?GUID=77D37794-BF74-4BD5-9AD4-D8736FDC82BB