Offensiven mod islam handlede ikke om ”imperialisme” og ”befrielse”

(Korsridder-styrkerne bider sig fast i Mellemøsten i mange årtier. Ganske mange modstridende interesser på stedet, både på kristen og islamisk side, gør det meningsløst at tale om europæisk ”imperialisme” og islamisk ”befrielse”. Både de økonomiske og de politisk magtmæssige baggrunde belyses - redaktionen)

Begivenhederne – på ude- og på hjemmefronten

Med Jesus - d.v.s. hans stedfortræder i Rom - i ryggen samledes i 1096 to korstog. Det ene blev anført af en eksalteret prædikant, Peter af Amiens. Han holdt flammende taler til folkemasserne i Nordfrankrig og Rhinlandet, og store skarer fulgte ham på et“folkekorstog”. Det andet blev organiseret af højadelen i Frankrig og det normanniske Syditalien.

“Folkekorstoget” førte i første omgang til massakrer på jøderne i Mainz, Speyer og andre byer ved Rhinen, og kun med største besvær lykkedes det lokale myndigheder - primært biskopperne - at standse myrderierne. Pave Urbans opfordring til at bekæmpe troens fjender og hente jordisk gods som belønning for indsatsen blev her udlagt som velsignelse af drab og udplyndring af det forhadte folk, der havde korsfæstet Jesus. Fra Rhinlandet drog hærgende skarer af tiggere og tyveknægte derefter videre mod Jerusalem, og et stort antal “kolleger” fra Norditalien sluttede sig til dem. Med nogle dages forsinkelse fulgte yderligere en flok fra Frankrig. Gennem Ungarn nåede disse udisciplinerede masser til Balkan og Konstantinopel. Da den byzantinske kejser ønskede at slippe for et nærmere bekendtskab med de ubehagelige gæster, fik han dem ekspederet over til tyrkerne, der snart gjorde det af med de fleste af dem.

De franske og normanniske aristokrater gik mere omhyggeligt til værks. De selv og deres mænd var krigsvante og disciplinerede, men deres forehavende manglede en konge - og dermed det nødvendige kommandosystem - at stille i spidsen for de mange ryttere og fodfolk. Derfor rykkede de frem i flere hære - normanner, provençaler, flamlændere o.s.v. Sandsynligvis drog mindst 30.000 krigere og lige så mange ubevæbnede deltagere af sted mod Konstantinopel. Her blev deres ledere under delvist tumultariske forhold tvunget til at aflægge troskabsed til kejseren, der foretrak at se dem forsvinde, når de havde løst den opgave at fortrænge tyrkerne. Kun den normanniske hærfører Bohemund fra Syditalien nægtede kejseren loyalitet. Han var den eneste af de høje herrer, der selv havde været i krig mod det byzantinske rige.

Disse politisk betingelser var ikke gunstige for det videre kristne samarbejde i krigen mod islam. Men i første omgang lykkedes det faktisk at slå tyrkerne i flere regulære slag og i samarbejde med den byzantinske flåde generobre byen Nikæa, hvor kommandanten valgte at kapitulere, inden “frankerne” - krigerne fra vest - stormede byen. Den græske kejsers fane blev hejst, og byen undgik plyndring, hvorefter den blev genforenet med det byzantinske rige. Korsfarerne måtte drage videre - skuffede og bitre over deres underordnede rolle.

I det nordlige Syrien kom den næste store udfordring ved en langvarig kamp om Antiokia. Men også denne by og en stribe fæstninger og mindre havnebyer i Libanon blev taget af korsfarerne, og i sommeren 1099 kunne de indlede belejringen af Jerusalem. Med teknisk assistance fra genuesere og venezianere blev byen stormet og tusinder af muslimer og jøder blev massakreret.

Kristi gravkirke var nu atter i kirkens hånd, men ellers var det uklart, hvad paven og kristenheden egentlig havde opnået. Hvordan skulle de erobrede landsdele ordnes? Hvem skulle udøve den øverste autoritet? Paven? Den byzantinske kejser? Kongen af Frankrig? Hvilken stilling skulle de ortodokse kristne have - for ikke at tale om de overlevende jøder og muslimer? Hvem skulle bekoste det militære beredskab, der naturligvis måtte oprettes som værn mod en fremtidig modoffensiv fra muslimerne? Disse og andre problemer var ikke blevet studeret på forhånd. Urban (som døde uden at modtage nyheden om Jerusalems erobring) havde formået at sende en betragtelig del af Europas adel af sted på et bekosteligt eventyr, men næsten ingen tyske aristokrater deltog på grund af kejserens strid med pavestolen, og hverken den engelske eller franske konge deltog. Da de fleste grever og hertuger atter rejste hjem fra Palæstina, begyndte hele projektet at ligne et luftkastel.

Det lykkedes imidlertid de resterende korsfarere at oprette en feudal statsdannelse med en konge i Jerusalem og et antal grevskaber - primært Tripoli, Antiokia og Edessa. En del af “frankerne” slog sig ned i de nye omgivelser. Det nye land kaldte de “Outremer”. Som krigere og herskende klasse holdt de afstand til de andre befolkningsgrupper, og mentalt slap de aldrig deres hjemlande i Vesteuropa. Efterhånden opstod også kolonier af venezianske og genuesiske købmænd i havnebyerne. En noget større gruppe var “poulains”, de ikke-katolske kristne i ortodokse, armenske og kaldæiske menigheder. Endelig fandtes i både byerne en del jøder og på landet talrige landsbyer med shia- og sunni-muslimer. De frankiske herskere lod dem leve i fred med egen retspleje. Som alle førmoderne samfund var kultur vertikalt struktureret. Tilhængerne af de forskellige religioner var økonomisk forbundne og understillet samme hersker, men de levede hver for sig.

Fred var der kun sjældent blandt frankerne og italienerne. Bestandig strid om gunstige handelsaftaler satte ofte genuesere op mod venezianere, og feudalherrerne førte enten småkrige mod hinanden eller også konspirerede de mod kongen i Jerusalem. Dertil kom en alvorlig splittelse og af og til regulær blodsudgydelse mellem to katolske ridderordener - Johanitterne og Tempelherrerne, som begge ophobede betragtelige rigdomme og begge havde egne ridderhære. Pavens udsendinge og den byzantinske kejser fiskede konstant i disse rørte vande - helt på linje med sunni-muslimske tyrkiske herskere i nabostaterne og agenter fra det shia-muslimske Ægypten. Som det fremgår, var islam endnu mere politisk fragmenteret end den kristne side, hvilket var en vigtig årsag til, at det lille katolsk beherskede Outremer overlevede frem til havnebyen Akkos fald i 1291. Da havde Jerusalem skiftet hænder flere gange. I kritiske situationer var Outremer truet af udslettelse, når en muslimsk hersker havde samlet tilstrækkelige ressourcer. Derfor gennemførtes adskillige korstog, når kirken mobiliserede en redningsaktion fra aristokratiet og kongerne i Vesteuropa (mest kendt er måske Richard Løvehjertes bedrifter under det tredje korstog i 1191).

Men det vil være en grotesk fejlvurdering at skildre den frankiske besættelse som “imperialisme” og reaktionerne fra muslimsk side som en fælles indsats for“befrielse” fra europæisk herredømme. Dertil var særinteresserne ofte for stærke. I første halvdel af det 13. århundrede opnåede den tyske kejser Frederik den 2. - han var desuden konge af Sicilien og Syditalien - ved diplomatiske midler en fredsaftale med den ægyptiske sultan (faktisk var der et venskabeligt forhold mellem de to herskere). Da aftalen udløb, begyndte i 1244 en særdeles ødelæggende krig, hvor syriske muslimer og de frankiske grever i Outremer forenede sig i en desperat overlevelseskamp mod Ægyptens overmagt. Den ægyptiske hær vandt overbevisende. Frankrigs konge, Ludvig den Hellige, forsøgte ganske vist at erobre først Ægypten, dernæst Tunis, men alt mislykkedes for ham og han døde af pest foran sidstnævnte by.

I en vis forstand var korstogsepoken slut. Outremer fik ikke tilstrækkelig hjælp fra Vesteuropa, og 1291 faldt den sidste frankiske fæstning - havnebyen Akko (mellem Haifa og den nuværende israelsk-libanesiske grænse; den gamle bydel ved havnen har stadig et middelalderligt præg).

Afsluttende kan nævnes to faktorer, der svækkede kirkens korstogsprojekt:

1) Paverne bidrog selv til devaluering af de kristnes hellige krig ved at erklære adskillige korstog uden for Palæstina og Anatolien. I 1208 proklamerede pave Innocens den 3. det såkaldte Albigenserkorstog mod kættere i Sydfrankrig. Konsekvensen blev næsten tyve års massakrer og plyndringer samt væbnet indblanding fra Spanien (kongeriget Aragonien-Katalonien). Senere førte spansk-fransk rivalisering om magten over Sicilien og Napoli til endnu et “korstog”, idet paven støttede den franske konges broder, Charles. Et fransk erobringstogt over Pyrenæerne blev officielt betegnet som Kristi felttog mod hedninge. Imidlertid blev krigen vundet af spanierne, som ingen pave ville gøre sig uvenner med på længere sigt.

2) Hermed berøres et grundvilkår, der afgørende spændte ben for pavestolens politiske ambitioner: nationalstaterne. I senmiddelalderen opbyggede kongemagten i England, Frankrig og Spanien fundamentet til den moderne stat (Max Webers “Macht und Anstalt”). En universel, fælleskristelig målsætning lod sig ikke opstille i krig og politik på grund af de nationale interesser - “realpolitik”. Resultatet blev Luthers og Calvins reformationer og afslutningen på Tysklands Trediveårskrig med den westfalske fred i 1648, hvor de europæiske magter afskaffede religiøs tro som krigsårsag. Resultatet blev også en langvarig fransk-tyrkisk alliance mod Spanien i 1500-tallet.

Konger og ikke paver viste sig at være hovedaktørerne, og krig overgik omsider til afdelingen for rent verdslige anliggender - for de kristnes vedkommende.