Det kristne Europa skifter fra defensiv til offensiv mod islam

(Banen kridtes op. Modstanden mod det islamiske pres tager form i et Europa med økonomisk vækst. Da den byzantinske kejser beder pavestolen om militær hjælp, slår europæernes defensive modstand over i en offensiv i året 1095 - redaktionen)

Paven proklamerer korstog

Ved kejser Theodosius’ død i år 395 blev Romerriget spaltet i en vestlig og østlig del. Den vestlige del faldt sammen i 476, hvorefter stridende germanske hærførere - goter, vandaler, franker og andre - overtog den politiske magt. Men gradvist lykkedes det Roms biskopper - paverne - at opbygge en overnational autoritet i både verdslige og religiøse anliggender. Kirken var i forvejen nyttig - faktisk livsnødvendig - for konger og stormænd, der benyttede munkenes skrive- og læsefærdigheder i den rudimentære forvaltning og retspleje. Gennem omfattende mission og grundlæggelse af en mængde klostre blev kirken desuden rodfæstet i den jævne bondebefolkning. Munke og nonner levede efter grundregelen “arbejd og bed!” (ora et labora), og gennem klostrene blev teknik i landbrug og havebrug udbredt fra Italien til det øvrige Europa. I senmiddelalderen oprettede kirken latinskoler og universiteter. Arkitektonisk, økonomisk og intellektuelt blev Vesten skabt af den katolske kirke (jvf. katedral = lærestol).

I århundreder var kirken på lokalt niveau en aflægger af stormandsslægternes magt og ejendom. Tilsvarende var paven i Rom en blandt flere romerske aristokrater, der bestandigt intrigerede og sloges om indflydelse og penge. Men med oprettelsen af det “hellige tysk-romerske kejserrige” i 962 blev kongen af Tyskland kirkens øverste leder - omend uden beføjelser i teologiske sager. Dette ændredes drastisk i sidste halvdel af det 11. århundrede. Kejser og pave kastede hele den katolske kristenhed ud i en heftig og langvarig magtkamp, der fik skæbnesvangre virkninger.

Middelalderens kristne trosliv var præget af ritualer, af frygt for dommedag og længsel efter Paradis. Kun en lille del af befolkningen - adelige og gejstlige - kunne læse, og de religiøse skrifter, der havde størst betydning var Det gamle Testamente, der fremhæver Guds udvalgte folk, samt den dramatiske tekst Johannes’ Åbenbaring. Feudaliseringen af Frankrig og andre lande i Central- og Vesteuropa blev i høj grad udformet og ritualiseret af paven og biskopperne. Et menneskes status i forhold til samfundet blev blandet sammen med kirkens budskab om evighed og frelse. Loyalitet og lydighed var afgørende værdier og normer, og den kristne Gud blev opfattet som “kongernes konge”. I løbet af det 10. århundrede havde denne katolsk-feudale kristendom gennemtrængt alle samfundslag fra Norge til Sicilien, og selve troens placering i livet og døden blev et sprængfarligt storpolitisk emne. Materielle interesser var naturligvis altid i spil, men ikke desto mindre blev religionen taget dybt alvorligt af høj og lav (hvilket mange af det 20. århundredes historikere har været tilbøjelige til at afvise). Opfattelsen af det syndige var klart bygget på jødisk regeletik: At synde var at optræde illoyalt og overtræde et forbud.

En konsekvens af troens solide forankrig, syndsbevidstheden og den stærke frygt for dom og straf efter døden var, at mange adelige og velhavende borgerlige prøvede at skaffe sig “points” i det himmelske ved at testamentere fast ejendom til kirker og klostre. Et berømt eksempel fra det 11. århundrede var den fromme enke, markgrevinde Mathilda, der skænkede halvdelen af Toscana - med borge og vinmarker - til paven. Jordiske og himmelske anliggender blev komplet sammenfiltrede, og striden mellem kejseren og paven blev en voldsom rystelse i hele det katolske Europa.

Den omtalte militarisering - af eksempelvis spaniere, normanner og italienere - havde givet kraft til at afværge angreb fra islam, men internt var der aldrig fred. Grever og baroner sloges indbyrdes og opførte sig som røvere og tyranner på bekostning af købmænd, bønder og byernes borgere. Under disse forhold fremsatte kirken krav om sikkerhed for alle i kraft af “Guds våbenhvile” på søn- og helligdage (gamle danske kirker har derfor et våbenhus, hvor de mange slagsbrødre måtte stille sværd og spyd). Senere skærpedes kravet til at respektere en “Guds fred”, og der blev udstedt forbud mod at kristne dræbte andre kristne.

Appellen blev rettet til et samfund i rivende vækst. Økonomien - landbrug og handel - var præget af dynamik over en bred front. Denne udvikling kom til at tredoble det katolske Europas befolkning fra år 1000 til år 1300 (fra 25 til 75 millioner indbyggere). Kirken blev nu dels selvstændig i forhold til det herskende aristokrati, dels åben for alle, hvilket stadig kan ses af senmiddelalderens mægtige gotiske katedraler (Notre Dame de Paris, Köln o.s.v.).

Det svage punkt for kirkens fredsbestræbelser var fraværet af autoriteter med magtmidler til at hindre voldsanvendelse. Kirken stræbte derfor efter at sakralisere monarkiet. Både paver, kejsere og konger blev præsenteret som Guds tjenere, og ulydighed - herunder røveri og oprør - blev religiøse handlinger, der medførte grusom og evig straf efter døden. I protestantisk kultur er det nærmest blevet glemt, at Europas befolkning i mere end tusinde år anså kongen som hellig (derfor blev han ved kroningen “salvet” af en ærkebiskop). Men denne omstændighed må nødvendigvis tages i betragtning i en undersøgelse af middelalderens politik.

Dette var baggrunden for et kirkemøde, pave Urban den 2. indkaldte i Clermont i 1095. Paven havde modtaget en bøn fra den byzantinske kejser om militær bistand. Koncilet blev afsluttet med et massemøde under åben himmel. Her opfordrede Urban hele kristenheden og frem for alt adelen og kongerne til at føre krig mod islam – d.v.s. tyrkerne i Anatolien og Syrien (kildegrundlaget for begivenheden og pavens tale er desværre ikke optimalt, idet der foreligger fire delvist divergerende afskrifter fra en senere periode).

Kristendommen var oprindeligt en pacifistisk ideologi, men med udgangspunkt i kirkefaderen Augustin - og på baggrund af de efterfølgende barske begivenheder som følge af de muslimske angreb - godkendte teologerne en hellig forsvarskrig (de stoiske filosoffers retfærdige krig fik ny indpakning, og de kæmpende kristne blev betegnet som soldater for Jesus). I tilknytning havde pilgrimsfærd fået central betydning i troslivet. Resultatet blev i højmiddelalderen - fra 1095 til 1291 - en serie “bevæbnede pilgrimstog” mod de islamisk besatte områder øst og syd for Middelhavet. Den rituelle anstrengelse at vandre til Kristi gravkirke i Jerusalem blev kombineret med den organiserede kamp mod hedninge. Belønningen var i første række frelse, fordi kirken udtrykkeligt lovede enhver korsfarer syndsforladelse. I anden række godkendte paven, at de, der drog på korstog, retmæssigt kunne tilegne sig krigsbytte – herunder fast ejendom.

Her var der afgørende forskel mellem den katolske, “vestlige”, og den ortodokse, “østlige” kirke. Som omtalt havde en række byzantinske kejsere formået at slå muslimerne tilbage og generobre nogle af rigets tabte provinser. I den hårde konfrontation oplevede de græske (byzantinske) soldater gang på gang jihad-krigernes dødsforagt. I henhold til Koranen (eksempelvis kapitel 4, vers 74-76) var disse nemlig sikret en plads i Paradis, hvis de faldt for deres tro. Teologien fik altså afgørende taktisk betydning, og kejser Nikeforos Fokas ønskede derfor i år 963 biskoppernes hjælp til at forstærke krigsindsatsen ved at love de kristne soldater samme belønning, som den der ventede muslimerne. Men dette afviste kirken.