24.03.2008

Mediespin omkring Kosovo

Forfatter: OH

Hvad de vestlige medier ikke fortalte - og hvorfor...

De er en historie om Kosovo, der ikke er fortalt i de vestlige medier. Der er også en historie om, hvorfor den ikke er fortalt.

Mange små ting i mediernes dækning af begivenhederne i Kosovo og omkring konflikten på Balkan gav tidligt det indtryk, at det ikke forholder sig, som den mediemæssige mainstream lader forstå.[1] Forfatteren Monica Papazu, der selv kommer fra Rumænien og har et tæt indblik i forholdene på Balkan, har nu i en bog ”Kosovo – frontlinjen mellem kristendom og islam”[2] gennemgået Kosovokonflikten og fremdraget kilder, der normalt ikke refereres herhjemme.

Der er især to ting, som påkalder sig opmærksomhed i det, hun skriver: For det første er forløbet i den gradvise fortrængning af serberne fra Kosovo og årsagerne til samme ikke særlig godt kendt. For det andet er det billede, der ensidigt fremstiller serberne som skurken på Balkan, tilsyneladende et konstrueret produkt af en dygtigt gennemført propagandaindsats.

 

Befolkningsudviklingen i Kosovo

Det berettes, hvorledes der i århundreder har fundet forfølgelser sted af de kristne serbere i Kosovo, der er en gammel en serbisk provins, hvor de har boet i det mindste siden den tidlige middelalder. Forfølgelserne har impliceret ildspåsættelser, plyndring, overfald, mord, beslaglæggelse af ejendom, pengeafpresning, voldtægt angreb på kirkerne og andet. Overgrebene udgik fra de islamiserede albanere, der i århundreder blev støttet af det osmanniske imperium. Det vedholdende tryk førte tidligt til serbisk udvandring fra området.

Kosovos historie siden Anden Verdenskrig har været karakteriseret af albanernes uafbrudte kamp for løsrivelse af Kosovo. Tito søgte ganske vist at undertrykke disse forsøg, men han gav albanerne betydelige indrømmelser. I 1974 fik Kosovo således en slags autonomi-status inden for de daværende Jugoslavien. Efter Titos død i 1981 udnyttede albanerne selvstyret til at intensivere forfølgelsen af serberne, ligesom de forsøgte at få gennemført en forening med Albanien. Serbernes udelukkedes f.eks. nu i stor stil fra jobs, deres huse og høst nedbrændtes, jorden beslaglagdes, deres kirker, klostre og historiske mindesmærker udsattes for systematiske angreb. De fik stort set ingen hjælp fra rets- og politivæsenet under det albanske selvstyre.

Ved slutningen af Anden Verdenskrig udgjorde serberne og montenegrinerne fortsat ca. halvdelen af Kosovos befolkning, men dette vægtforhold ændredes på grund af den bevidste albanisering og et højt børnefødselstal blandt albanerne radikalt i kommunisttiden. Medens der lige efter krigen var ca. 498.000 albanere i Kosovo, var tallet vokset til ca. 1.608.000 i 1991. Mange serbere udvandrede endvidere på grund af den voksende forfølgelse. Ca. 60.000 serbere og montenegriner, som var blevet udvist under krigen, fik heller ikke lov til at vende tilbage til Kosovo, medens ca. 75.000 albanske indvandrere blev accepteret som borgere. Resultatet var, at serberne og montenegrinerne i begyndelsen af 1990-erne kom ned på at udgøre kun 10,9 % af befolkningen i området.

Efter Kosovokrigen er alt, hvad der kan minde om serbernes historie området, blevet udsat for massive ødelæggelser, inklusive bygninger, der er registreret som hørende til verdens kulturarv.

NATO og FN har intet effektivt foretaget sig for at forhindre det.

Ej heller har disse organisationer i øvrigt foretaget noget effektivt for at forhindre etnisk udrensning af serbere fra de områder i Kroatien, hvor de også har boet i århundreder.

 

Legitimationen for NATO’s angreb på Serbien i 1999

Den formelle anledning til, at NATO i 1999 angreb Serbien, var et ønske om at stoppe serbernes ”folkemord” på albanere i Kosovo. Angrebet blev kaldt en ”humanitær intervention”.

Der var en overordentlig fyldig og detaljeret omtale i alle de vestlige medier af påståede forbrydelser fra serbisk side, der nødvendiggjorde denne intervention, som udgjorde et brud med det princip, som i 350 år[3] havde været akslen for internationale relationer. Dette princip var, at en stat ikke må blande sig i en anden stats indre anliggender – heller ikke ud fra ideologiske eller religiøse påskud. Det var et princip, som den vestlige verden under den kolde krig benhårdt havde fastholdt over for Sovjetunionens forsøg på at blande sig i andre landes indre anliggender under henvisning til, at der var tale om en berettiget hjælp til ”klasse”fæller.

Efter Kosovokrigen har det gang på gang vist sig vanskeligt at få bekræftet de historier om serbiske overgreb og myrderier, der blev brugt som begrundelse for NATO’s angreb. At der er foretaget ting fra serbisk side, som ikke burde være foregået, er uomtvisteligt. Men det er i dag åbenlyst, at serberne ikke tilnærmelsesvis har gjort det, der dengang blev hævdet. Det er også en kendsgerning, at den albanske side absolut ikke har givet serberne noget efter – snarere tværtimod.

Når det alligevel lykkedes at få NATO involveret i en stedfortræderkrig mod Serbien i strid med Atlantpagten og folkeretten, skyldes det en massiv medieindsats til fordel for den albanske side. Forankringen for denne kampagne – der synes at måtte være betalt med petrodollars – var det amerikanske PR-firma Ruder Finn Global Affairs, som nemlig blev købt til at varetage kroaternes, de bosniske muslimers og albanernes interesser.

Firmaets strategi havde ifølge et interview med lederen af firmaet, James Harff,[4] to retninger. For det første sørgede man for med lynets hast at få udbredt en mængde historier, som tjente sagen. Firmaet gik således ud fra, at disse historier, uanset om de var usande, ville skabe det blivende indtryk af situationen i den vestlige offentlighed uanset alle senere dementier, idet kendskabet til de faktiske forhold i området og dettes historie var uhyre beskedent i Vesten. For det andet gik firmaet løs på ”de rigtige mennesker” (pressefolk, nyhedsoplæsere, diverse indflydelsesrige foreninger og interesseorganisationer m.v.).

Harff udtrykte i øvrigt i interviewet stolthed over, at det allerede i 1993 var lykkedes at skabe et godt image for firmaets klienter, uanset at de stod med en meget dårlig sag.



[1] Se f.eks. Danskeren nr. 6 1994 (Balkanmorads - http://dendanskeforening.dk/files/files/DK-6a-1994.pdf) og Danskeren nr. 2 1999 (På kant med folkeretten - http://dendanskeforening.dk/files/files/DK-2a-1999.pdf)

[2] Forsknigsforlaget Rafael 2007.

[3] Vedtaget i Den Westfalske Fred, der i 1648 afsluttede Trediveårskrigen.

[4] Med Jacques Merlino, fjernsynskanalen France 2 i 1993.

Læs INDSIGT-UDSYN her

BESTIL BØGER HER

Nyeste videoer -  herunder alle
talerne fra Folkefesterne 2014-2019
se dem i videoteket lige nedenunder

Se flere i Audio- og videoteket

Giv en hånd med

Bliv medlem af foreningen eller støt vores arbejde økonomisk.

 

Du melder dig ind her

MobilePay betalingsnr.:
34810