Denne artikel blev bragft som kronik i Jyllands-Posten 10/3. med titlen: Dagen derpå med en elendig statsledelse

Af Ole Hasselbalch, professor, jur. dr., Humlebæk  

Efter at røgen er lettet fra de brændende skoler, biler og andet jordisk gods i den danske version af infitadaen, melder der sig to spørgsmål: Hvorfor er det gået sådan, og hvad nu?

I de sidste 20-30 år har det været muligt at se, hvad der forestod, og det er også blevet forudsagt. Men det var umuligt at råbe de ledende politikere op.

I 1985 demonstrerede statsminister Poul Schlüter sin uinformerede ligegladhed: »Jeg ved godt, at mange danskere er ængstelige for, at åbne grænser kunne føre til, at Danmark bogstaveligt talt blev oversvømmet af f.eks. en halv eller en hel million mennesker udefra. Det ville skræmme folk, men sådan går det jo ikke.«

I 1994 lirum-larummede Uffe Ellemann-Jensen: »Jeg tror ikke, at der er mange - om nogen overhovedet - som kunne tænke sig at omdanne Danmark til et multietnisk samfund. Jeg ønsker det ikke. Men ved at oppiske et kunstigt og overdrevent skræmmebillede kan man medvirke til at oppiske en frygt og lukkethed over for andre, som dybest set rummer en større trussel mod danskheden end påvirkninger udefra«.

Bertel Haarder kunne i 1997 fortælle, at »indvandrerne kommer til os med alt det, vi har brug for: Solide familieværdier, sunde indstillinger i retning af, at man skal yde, før man kan nyde - samt en stærk trang til at etablere selvstændige virksomheder.«

Efter de radiales opfattelse var flygtningene »hverken nogen samfundsøkonomisk eller kulturel trussel« (Kirsten Lee).

Selv Socialdemokratiet så bort fra ansvaret for sine kernevælgere og marcherede med i sorgløshedens parade. »Den islamiske verden er blevet en mangfoldig del af vores hverdag med spændende butikker og smilende folk - uden denne påvirkning ville Danmark være farveløs«, kvidrede Jytte Hilden, medens Anker Jørgensen alvorsfuldt formanede: »Folk her i landet ser spøgelser ved højlys dag, hvis de mener, at de fremmede - rent national-økonomisk - er et af de største problemer«.

Og på TV 2's indvandringshøring i midten af 1990'erne fortrak Tøger Seidenfaden hånligt ansigtet, da jeg fortalte, at vi om føje år ville »komme til at stå med et alvorligt sikkerhedsproblem«.

Åbenlyst ude af stand til at forstå deres direkte medskyld i ildspåsættelserne, volden og den øvrige fremmedkriminalitet undskylder de ansvarlige fra dengang sig nu med, at andre europæiske lande bar sig lige så tåbeligt ad, med humanistiske hensyn - som i øvrigt ikke var til stede - og med det daværende ”politiske” miljø.

Dette miljø - som politikerne selv var med til at opgejle - indebar, at enhver, der modsagde Flygtningehjælpens, Røde Kors' og Menneskerettighedscenterets fraser, mødtes med nedrigheder og uhyrlige beskyldninger, samt at offentligheden blev fyldt med løgn.

I dag er derfor den halve million fremmede, Poul Schlütter talte om, for længst passeret. Uffe Ellemans ”påvirkning udefra” og Bertel Haarders ”sunde indstillinger” materialiserer sig i forlangender om alt mellem himmel og jord lige fra særlig badetid i svømmehallerne til afskaffelse af leverpostej på skolemaden og begrænsninger i, hvad aviserne må trykke, bakket op med mordtrusler, når de ikke makker ret. Den farve, der er sat på landskabet, kommer fra påsatte brande. Og det største nationaløkonomiske problem - hvis eksistens folk godt nok ikke får at vide - er sprængningen af socialbudgetterne, så en ordentlig sikring nu må tilvejebringes via egenforsikring og ”privatisering”.

Februarbegivenhederne er konsekvensen af elendig statsledelse i en ny folkevandringstid. En ledelse, som nu er i færd med at sætte det hidtil rolige og trygge danske samfund over styr. I denne situation scorer SF's Villy Søvndal derfor - meget forståeligt - kassen ved at råbe, at »de kan gå ad helvede til«, hvilket folk nemlig mestendels opfatter som sigtet på muslimer som sådan.

Ethvert barn ved således i dag, at den dominerende gruppe, som har slået sig ned her, og hvorfra problemerne i massiv grad udgår, er muslimerne. Barnet ved endvidere, at denne gruppe ikke er indstillet på at tilpasse sig andre, men tværtimod kræver tilpasning fra vor side, samt at gruppens loyalitet ikke går på det danske samfund, men på trosfællerne.

Medens danskerne traditionelt fungerer i solidaritet med deres medborgere, uanset hvem de nu end er, står vi her over for en klanmentalitet. Denne afkaster ydermere en adfærd over for udenforstående, som har sat den fysiske tryghed i det offentlige rum over styr, og den repræsenterer i øvrigt en sådan mangel på forståelse for, hvad der skal til for at skabe samfundsgoderne, at det er uforeneligt med bevarelsen af samme goder.

Resultatet er, at danskere i de mere jordnære lag nu mestendels opfatter ”nydanskere” i denne kategori over én kam som voldsorienterede, snydagtige og i det hele taget ikke til at stole på, hvorfor man er bedst tjent med at holde sig så langt væk fra dem som overhovedet muligt.

Dette er noget forenklet, men alene udbredelsen af denne opfattelse udelukker et fungerende fællesskab med disse mennesker. Samtidig står det fast, at de har et demografisk mønster, som på sigt vil gøre dem til dominerende element i landet. Det er også let at fremprojicere, hvilke tilstande dette vil medføre den dag, de tæller ikke blot de nu påståede 200.000, men millioner.

Kursen i denne situation må nødvendigvis sættes ud fra, hvad der er en overlevelsesmæssig nødvendighed. Denne tilsiger, at alt, hvad der tjener til at reducere de tilvandrede muslimers interesse i at blive her i landet, er godt, medens alt, hvad der motiverer dem til at forblive her, er dårligt.

I en situation, hvor det er umuligt at vide, hvem blandt dem der er konkret ansvarlige for den destruktivitet, der udgår fra gruppen som sådan, kan kursen derimod ikke sættes med pejlemærke i en forældet menneskerettighedsideologi, som gør det forbudt at konstatere, at enhver gruppe har et gruppepræg, og at et land har ret til at disponere herefter i selvforsvar.

Det solidariske Danmark med det respektable sociale niveau, anstændigheden over for hinanden og trygheden i gaderne er væk i kraft af det, der er sket.

Politiet er ikke gearet til at håndtere kriminalitet af den art og omfang, statsledelsens uduelighed har skaffet os på halsen, og kører på pumperne. Vil vi have fysisk sikkerhed - og læg mærke til, at det nu er dette elementære, der er kommet i fokus - må Hjemmeværnet sættes ind, sådan som det skete, da præsident Bush besøgte landet, og som det har været nødvendigt langs Kystbanen. Det ville givetvis skabe en hidtil uhørt tilslutning til denne værnsgren. Men er det muligt under den efter-mig-syndfloden-ideologi, der nu har afløst de lukkede øjnes politik hos vore politiske ledere?

Det, vi ser, mine damer og herrer, er langt mere alvorligt, end ret mange er i stand til at forestille sig. Det mest alvorlige er imidlertid, at de fleste ganske vist nok har deres kontante mening om tingene, men at de færreste gider gøre noget selv, så længe brandene, hærværket og overfaldene blot går egen dør forbi. Herregud, vi har det jo godt og meget andet at se til i dagligdagen - parcelhus, karriere, bil, børn, vovse samt problemet med, hvor vi skal hen i den næste oplevelsesferie.

Det næstmest alvorlige er, at politikerne stadig danser dødedans med snak om ”integration” og ”dialog”, uagtet den anden part blot tager manglen på vilje til at sende dem, der skaber problemerne, hjem hvor de kom fra, som udtryk for danskernes manglende vilje til at forsvare sig selv.

Den omstændighed, at det langsigtede perspektiv i det, der foregår, tilsyneladende stadig ligger uden for fatteevnen hos de politikere, der er årsag til ulykkerne, får ikke samme perspektiv til at forsvinde. Det gør end mindre manglen på vilje til at se den politik i øjnene, som naiviteten på Christiansborg nu har gjort til den eneste udvej, nemlig afvikling af muslimernes tilstedeværelse her i landet.

Hvor er Dansk Folkeparti henne? Partiet har hentet sin vælgertilslutning på at ville standse den ødelæggende indvandring. Men ødelæggelsen er jo ikke stoppet - den udvikler sig blot i lidt langsommere tempo end hidtil.

Hvad er den rationelle plan for at undgå det samfund, der tegner sig i horisonten? Hvor er partiets krav til en statsminister, hvis regering bygger på partiets støtte, om at blive præsenteret for en troværdig sådan plan?

Statsministerens plan kan da vel ikke være blot at holde det hele flydende, indtil han selv får mulighed for at overgå til en passende post i en af de internationale forsamlinger, han sætter så megen pris på?

Det er kontraproduktivt at have et parti, der som Dansk Folkeparti bilder vælgerne ind, at partiet har løst et eksistentielt problem for danskerne, når det modsatte er tilfældet. Hvis et sådant parti giver køb på sandheden om det, der er i gang, af frygt for at miste en indflydelse, der alligevel ikke bruges til at kræve en løsning, har partiet mistet sin berettigelse.