”Hvorfor er det gået så skidt? Jeg tror desværre, at en væsentlig årsag er, at det helt konsekvent har været »de forkerte«, der fik ret. Det har jeg måttet konstatere i min egen holdning til indvandringsdebatten, og hvis der er noget, som er svært, så er det at acceptere, at man tog fejl”.

Sådan skrev den tidligere SFer Christine Antorini for 6 år siden i en kronik i Berlingske Tidende, som stadig kan læses på www.antorini.dk.

Da hun opgav at komme igennem med sine synspunkter i SF, var det for svært at skifte til ”de forkerte”. Hun nøjedes med det lille spring til Socialdemokratiet.

SFs formand Villy Søvndal har også indset, at det er ”de forkerte”, som har ret.

Så burde han vel anstændigvis række hånden frem og sige undskyld: Kære tidligere SFer Harry Vinter, jeg tog fejl, du havde ret.

Men nej, sådan foregår det ikke. For ”de forkerte” er stadig forkerte, og de har ret på en forkert måde.

Nu vil Villy Søvndal arrangere en demonstration ”mod religiøs og politisk fanatisme”, men han udelukker på forhånd Pia Kjærsgaard som taler, for hun står for ”det hadske” og ”det intolerante”.

Ja, naturligvis, hun hader den intolerante religiøse og politiske fanatisme. Hvis Villy Søvndal ikke også gør det, er hans nye udmeldinger intet bevendt.

I Berlingske Tidende 9/3 foreslår Villy Søvndal hoverende Pia Kjærsgaard at arrangere sin egen demonstration. ”Så kan vi se, hvem der er flest”.

Det leder tankerne nogle få år tilbage, da kommunisterne var dem, så altid kunne samle flest til demonstrationer. De kunne bare ikke samle stemmer på valgdagen.

Forklaringen er, at kommunisterne var besat af religiøs og politisk fanatisme.

Den kan Villy Søvndal lige tænke lidt over og overveje, hvad det er, der karakteriserer de folk, som han kan samle til demonstration.

Pia Kjærsgaard kan næppe samle en stor demonstration. Forklaringen er den enkle, at hendes tilhængere er tolerante mennesker, som hellere vil passe deres fredelige sysler end at trampe i flok.

Villy Søvndal er et godt eksempel på, at det ikke så meget er synspunkter, der er vigtige. Det vigtige er at høre til ”de rigtige”.

”De rigtige” kan være vanskelige at indkredse, men de er karakteriserede ved at udsende signaler, som viser omgivelserne, at de hører til blandt ”de rigtige”.

Et sådant signal kan f. eks. være en ironisk bemærkning om Pia Kjærsgaard eller et par nedladende ord om Den Danske Forening.

Det kan også være sarkastiske bemærkninger om ”brun sovs”, ”leverpostej” eller malerier med ”brølende hjorte”. Alt det, som i ”de rigtiges” optik karakteriserer ”de forkerte”.

Sådanne bemærkninger giver adgang til det gode selskab og kan give usikre mennesker en følelse af mereværd.

Det, der karakteriserer ”de rigtige”, er, at de ikke kan leve uden at have nogen, de kan se ned på og tage afstand fra.

De føler sig hævede over den almene hob, men er i virkeligheden en flok sølle og socialt handicappede mennesker.