Efter 300 års fremstormen møder islam organiseret modstand 

(Bortset fra to vundne slag over islam midt i 700-tallets Frankrig stormede muhammedanerne frem overalt fra 622 til midten af 900-tallet. Men så begynder Italien, Frankrig, Spanien og det byzantinske rige at organisere modstanden – redaktionen)

To faser i jihad mod Europa - fra det 7. til det 11. Århundrede

Den islamiske tidsregning begynder med år 622, da profeten Muhammed ifølge traditionen flyttede til Yathrib (senere Medina), hvor han blev politisk og militær leder. Tidspunktet for den første “åbenbaring”, han mente at modtage i Mekka, ligger adskillige år tilbage, men denne begivenhed blev anset som sekundær i forhold til magtudøvelse og krig. Islam - “underkastelse” - var i udgangspunktet erobring og dominans. Kun en snes år efter Muhammeds død i 632 havde arabiske rytterhære udslettet det persiske Sassanide-rige og halveret det byzantinske (østromerske) imperium. År 649 og 698 erobrede islam henholdsvis Kypern og Karthago, og i 711 blev Spanien invaderet.

Ekspansionen fortsatte. Konstantinopel (Byzans) blev - ganske vist forgæves - belejret to gange af en arabisk flåde. Kaukasus (med det kristne, armenske kongerige) plus dele af Sydfrankrig blev indlemmet i islams verdensrige. Først i 732 slog frankerne under Charles Martel en muslimsk invasion tilbage mellem Poitiers og Tours - et halvt hundrede kilometer fra Loire-floden. I 759 blev muslimerne fordrevet fra Narbonne, og på samme tid oprettedes mindre kristne statsdannelser i det bjergrige Norspanien.

År 823 besatte spanske muslimer Kreta. I 827 begyndte den islamiske invasion af Sicilien, som blev komplet erobret fra Byzans i 865. Derefter var den første - arabiske - fase af jihad ved at ebbe ud. Men muslimske røvere og slavehandlere fortsatte deres togter til lands og til vands. Fraxinetum - i den bjergrige egn Massif des Maures nær St. Tropez på Rivieraen - var deres uindtagelige bastion fra 889 til 975. Herfra hærgede de Norditalien og det sydøstlige Frankrig. År 846 plyndrede og nedbrændte disse “saracenere” Rom udenfor den aurelianske mur - d.v.s. Vatikanstaden med den daværende Peterskirke. Fra 882 til 915 bed de sig fast i endnu en base i Traëtto, nær Gaeta (syd for Rom). Herfra hærgede de baglandet - blandt andet det kendte benediktinerkloster Montecassino. Muslimer fra Nordafrika erobrede også de byzantinske besiddelser Bari og Taranto ved Adriaterhavet. Fra disse havne udskibedes gennem årtier et betydeligt antal slaver, hentet i det tætbefolkede landbrugsdistrikt Terra del lavoro omkring Capua, nord for Napoli. År 943 plyndrede og nedbrændte muslimer Genova, hvis overlevende beboere også blev ført bort som slaver.

Om magtforholdene i det 9. og 10. århundrede kunne sociologen og historikeren Ibn Khaldun senere skrive, at “ikke en planke flød uden islams tilladelse” på Middelhavet.

Det meste af det katolske Vest- og Centraleuropa var i denne epoke kendetegnet af sult, snavs, uvidenhed, fattigdom og usikkerhed. Foruden islams konstante angreb og plyndringstogter truede vikinger fra nord og madjarer - ungarere - fra øst. En kombination af tekniske, politiske og religiøse tiltag ændrede imidlertid disse forhold i løbet af relativt kort tid.

Først og fremmest lærte befolkningerne at forsvare sig og snart efter også at gå til angreb. I Frankrig opstod omkring år 900 det feudale system, der sammenknyttede myndighed over bønder og landbrugsjord med militærtjeneste. I Spanien blev en effektiv slagstyrke organiseret af kongemagten, aristokratiet, kirken og borgerne i selvstyrende kommuner, og 939 tilføjede de den arabiske khalif Abdurrahman et forsmædeligt nederlag ved Simancas i Gammel Kastilien. I de italienske byer opstod borgermilitser, der kæmpede til lands, og tilsvarende gjorde fire uafhængige kommuner sig til formidable sømagter, der fordrev araberne fra havet: Genova, Venezia, Pisa og Amalfi. Et århundrede efter katastrofen i 943 var genueserne således i stand til at angribe Sicilien og Nordafrika. Ydermere optrådte pavemagten som en betydningsfuld politisk og militær faktor. År 915 lykkedes det kirkens øverste leder at forene lokale fyrster og byzantinske tropper i et angreb på Traëtto-muslimerne, som blev knust i slaget ved floden Garigliano.

Også på “østfronten” mistede islam terræn. Anført af en række kejsere fra det Makedonske dynasti gik de byzantinske hære til modangreb i det 10. århundrede. Kreta og Kypern generobredes i henholdsvis 961 og 965. Også dele af Kaukasien samt Syrien - inklusive det nordlige Palæstina - blev atter indlemmet i imperiet. Byzans benyttede både lejetropper og - især til forsvar af Anatolien - et solidt beredskab af værnebønder, som fik jord for til gengæld at kæmpe mod arabisk aggression.

Omkring år 1000 var den arabiske dominans gået til grunde. Tyrkiske hærførere overtog styret i øst og berbere i vest. 1009 imploderede islams magt i Spanien, og kristne lejetropper konkurrerede med berberkrigere om at udplyndre hovedstaden Córdoba. Berberne og tyrkerne var kampvante stammefolk, der hovedsageligt levede som hyrder. De var nyomvendte til islam og stærkt motiverede af jihad. Deres energi og tapperhed standsede de kristne hæres fremmarch over en bred front. I sidste tredjedel af det 11. århundrede invaderede marokkanske stammekrigere det islamiske Spanien - al Andalus - og trængte León-Kastiliens rytterhære på tilbagetog. År 1048 invaderede de seljukiske tyrkere Armenien, som var blevet reduceret til det byzantinske riges vasalstat og grænseprovins. Hærføreren Toghrul Bey beordrede en stribe massakrer på den fastboende kristne befolkning. Store og velstående byer som Ani, Sivas og Melitene blev lagt i aske, forsvarsløse civile - inklusive kvinder og børn - blev myrdet i titusindvis, og de overlevende solgt som slaver.

Den byzantinske kejser prøvede forgæves at forsvare sit rige. Men militæret var blevet svækket på grund af aristokratiets dominans, der havde medført afskaffelse af værnebøndernes dybdeforsvar. År 1071 udkæmpedes et dommedagsslag ved Mantzikert på højsletten, nær Van-søen. En gigantisk byzantinsk rytterhær blev indesluttet og tilintetgjort af seljukerne. Derefter blev det meste af Anatolien ramt af jihad.

Berbernes og tyrkernes fanatisme gik hårdt ud over de ikke-muslimske befolkninger - jøder og kristne. Over hele linjen foregik blodige forfølgelser. Således blev Europas første pogrom foretaget af en rasende pøbel, anført af nordafrikanske fanatikere i år 1066, da tusinder af Granadas jøder blev udslettet. Deres trosfæller syd for Gibraltarstrædet, i det marokkanske Fez, var blevet udsat for det samme i 1033. I 1058 foretog tyrkerne - med trusler om tortur og død - massive tvangsomvendelser af de kristne i den syriske by Antiokia. 1135 afbrændtes jødekvarteret - og dermed en mængde af beboerne - i Córdoba. 1159 blev også de kristne i Tunis tvangsomvendt til islam.

I forhold til arabernes første jihad-stormløb adskiller denne anden fase sig ved en langt hårdere modstand i det vestlige Middelhavsområde. Italienerne beholdt den dominerende stilling til søs, mens de kristne i Spanien - eksempelvis den legendariske feltherre el Cid - og normannerne i Syditalien rettede det ene angreb på islam efter det andet. De normanniske krigere kom fra de frugtbare strækninger i Normandiet. De var syvende-generations-indvandrere af dansk herkomst, og i stigende antal søgte de yngre sønner fra de mange familiebrug (med calvados og camembert) krigslykken i Italien. I 1063 påbegyndtes - med nogle få hundrede mænd - en normannisk erobring af Sicilien, og efter tre årtiers kamp kapitulerede den sidste muslimske emir. Også den sydlige halvdel af det italienske fastland var blevet underlagt normannerne, som hermed udgjorde en formidabel slagstyrke, der gik til angreb på både pavelige lejetropper og snart efter det byzantinske rige.