17.02.2008
PLAT
Forfatter: Ole Steenen
Alsubeihi anbefaler: Opret et ungeråd med en talsmand, som kan klage over samfundets uretfærdigheder mod de unge.
Alsubeihi anbefaler: Opret et ungeråd med en talsmand, som kan klage over samfundets uretfærdigheder mod de unge.
Jo, men så sidder jeg og venter på programmet Deadline på DR2 her til aften.
En sjælden aften foran TV´et.
Det er annonceret, at programmet vil analysere, hvordan det egentlig kan være, at unge indvandrere på sjette døgn markerer sig ved at lave ”lidt ballade” rundt omkring i Danmark.
Det lyder da spændende.
Værd at vente på – som home skriver i husannoncerne.
Ventetiden udfylder jeg med en fantastisk dvd, som jeg i et nostalgisk øjeblik har købt på www.amazon.com . ”V” hedder den. Produceret i starten af firserne.
Sci-Fi.
Yes, fed underholdning.
Jeg har set den før. 20 years ago.
Dengang syntes jeg, den var fed. Sikkert et gensyn værd.
Man læser lige coveret: THEY COME IN PEACE – TO ENSLAVE MANKIND!
Og længere nede: As fascist rule enslaves the globe, freedom fighters battle to save our species.
Jamen dog. Det lyder da plat.
Men stop en halv. Er det ikke præcis det, vi har oplevet de seneste 25 år i Danmark?
”V” står for visitors – men også for victory!
Er du gal mand. Den film er da total super aktuel. Den må da med i en eller anden kulturkanon.
Heldigvis vinder frihedskæmperne til sidst – men jordens oprindelige befolkning skal rigtig meget igennem før det hele slutter lykkeligt.
Jorden vinder over The Visitors.
Hvis vi nu leger, at jorden er Danmark – hvem vil så vinde Danmarks kamp?
Er det ikke snart på tide, vi producerer vores egen ”V”. Bare sådan inden det er for sent!!!
Nå, men nu kommer Kurt Strand på DR2.
Lad os lige checke programmet ud.
Altså, hvorfor er det nu, at unge med anden etnisk baggrund end dansk på sjette døgn hærger Danmark med ødelæggelser?
Det ku´ da være sjovt at vide.
Kurt Strand forsikrer, at der ikke har været meget ballade her til aften. Kun mindre brande på skoler, institutioner, containere og biler.
Nåh, ikke andet. Hvorfor så bruge tid på det i Deadline?
Tja, nu har man jo indkaldt to eksperter til en dybdegående analyse, formanden for fædregruppen Hr. Khalid Alsubeihi og skoleinspektør Jens Raahauge, så må man hellere gennemføre.
Og det viser sig at være en rigtig god idé. For nu kommer forklaringen og opskriften på, hvad vi skal gøre ved problemet:
Skoleinspektøren fortæller, at de unge skam er fornuftige mennesker, som fungerer rigtig godt, når man er i dialog med dem.
Alsubeihi hævder, at de samme unge er opdraget med de demokratiske spilleregler.
Javel. Så ligger den jo lige til højrebenet: Det eneste problem er, at de unge føler sig trådt på, diskriminerede, udstødte og rodløse – og løsningen er, at vi bare skal blive bedre til at lytte til deres signaler – så kører det.
Alsubeihi anbefaler, at der dannes et ungeråd med en talsmand, som kan klage over samfundets uretfærdigheder mod gruppen.
Selvfølgelig. Samfundets uretfærdigheder.
Den er hjemme.
|