Nu er den gal igen hos ARLA!
De har gentagne gange i Sverige brugt mælkekartonerne til propaganda for islam,
en fremfærd, som minder om værnemagerne under besættelsen. Kald det bare
landsforræderi i det små.

I 2002 hævdede ARLA, at man havde multikultur allerede på 1700-tallet i
Stockholm. Tænk! - Man kunne høre både tysk, fransk og hollandsk i staden!

I 2003 fortalte ARLA, at Carl den 12. ved sit ophold hos tyrkerne lærte at spise
kåldolmar og drikke kaffe.

Nu drejer det sig igen om Tyrkiet. Man er vel aktuel og med på noderne! 2004-
teksten tager sigte på børn: prøv at sy med perler! ”Ved hoffet i Byzans,
nuværende Istanbul, bar man klæder og hovedtøj besat med både perler og
ædelsten.”
Med bristfældige historiske kundskaber vil en stor del af Arla-læserne få det
indtryk, at indbyggerne i Istanbul - altså tyrkerne - pyntede sig med perler. Arla
røber ikke med eet ord, at det græskortodokse Byzans - eller om man vil
Konstantinopel – var hovedstad i det østromerske rige med en højt udviklet
kultur. Tyrkerne erobrede og ødelagde Byzans med den blodige grusomhed, som
kendetegnede dette asiatiske krigerfolk. Uden al nåde. De, der ikke blev slagtede
– med eller uden perler og ædelstene, blev solgt som slaver.

Her er historien, genfortalt af Oriana Fallaci:

”- i 1453 belejrede tyrkerne atter Konstantinopel, som den 29 maj faldt i
hænderne på sultan Muhammed den Anden. Et uhyre som i kraft af den islamiske
lov om brodermord (en lov som af dynastiske årsager giver en sultan ret til at
myrde sine nærmeste familiemedlemmer) var kommet på tronen ved at skære
halsen over på sin lillebror på tre år.”

Videre refererer Fallaci skriveren Phrantzes samtidige beretning om erobringen
af Byzans:

   ”Indbyggerne som henunder aften, det vil sige under Muhammed 2´s
kanonbeskydning af Teodosius´ bymure, tyer ind i Sofiadomkirken, giver sig til
at synge salmer og påkalde den guddommelige barmhjertighed. Patriarken som i
skæret af vokslysene holder den sidste messe og vil indgyde nyt mod i de mest
skrækslagne råber: ”Vær ikke bange! I morgen vil I være i himmerrige og jeres
navne vil leve videre lige til tidernes ende!”  Børnene græder, mødrene sukker:
”Stille, barnlille, stille! Vi dør for vor tro på Jesus Kristus! Vi dør for vor kejser
Konstatin den Elvte, for vort fædreland!”  De osmanniske tropper, som under
trommehvirvler bryder igennem hullerne i bymurene, river de genovesiske og
venezianske og spanske forsvarere over ende og massakrerer dem alle ved at
hugge dem ned med sine krumsabler, så bryder de ind i domkirken. De
halshugger til og med  de nyfødte. Med deres babyhoveder slukker de lysene...  
Blodbadet stod på fra gry til eftermiddag. Det standsede først, da Storvisiren
besteg Sofiakirkens prædikestol og sagde til massakrens udøvere: ”Hvil jer! Nu
tilhører dette tempel Allah!”

   I mellemtiden brændte byen. Krigsfolkene korsfæstede eller spiddede folk på
pæle. Janitscharerne voldtog nonnerne og skar halsen over på dem - firetusinde
på få timer - eller lagde de overlevende i lænker for at sælge dem på markedet i
Ankara. Og kurtisanerne lavede sejrens festmåltid. Den middag, hvor
Muhammed 2. (for næsen af profeten) drak sig fuld i vin fra Cypern, og da han
havde en svaghed for unge drenge, lod han den græsk-ortodokse storhertug
Notaras førstfødte hente. En fjortenårig dreng, der var kendt for sin skønhed. I
alles nærværelse voldtog han ham, og efter voldtægten lod han de andre
slægtninge hente. Drengens forældre, hans bedsteforældre, hans onkler og tanter,
fætrer og kusiner. For øjnene af ham halhuggede han dem. En efter en. Han lod
også alle altre ødelægge, alle klokker omsmelte, alle kirker omdanne til moskeer
eller bazarer.

Jo vist. Det var på denne måde, at Konstantinopel blev til Istambul. Hvad enten
FN´s politisk-korrekte myndigheder og medløbere vil høre det eller ej!”