11.02.2008
Marianne Jelved under Muhammed-krisen:
Forfatter: Red.
Undsagde Naser Khader overfor hadefulde imamer
"... Naser havde nemlig allerede rigeligt på sin personlige harddisk, da Muhammedkrisen brød ud. Derefter brød han i virkeligheden sammen. Ikke ud ad til men ind ad til. Kronikken, hvor han forlanger, at Saudi Arabien skal give Vesten en undskyldning, fordi man så massivt undertrykker menneskerettighederne, blev oversat til arabisk og sendt via nettet ud i hele Mellemøsten, hvilket gav ham så uoverskueligt mange dødstrusler, at PET måtte sættes ind. Men det var ikke det, der fik ham til at bryde sammen. Overraskende nok, egentlig.
Det, der sendte Naser til tælling under Muhammedkrisen, var den franske journalists interview med Akkari. Vi så det alle sammen. Det er dér, hvor Akkari sidder i en bil og optaget med skjult kamera siger, hvis Naser Khader bliver integrationsminister, så kommer der nok to mænd og sprænger ham i luften. Den sekvens af båndet har alle set. Men der bliver også sagt andre ting på den køretur. Akkari var ikke alene i bilen, han sad sammen med fire andre imamer, og det er det, en af de fire siger, der for Naser er endnu mere fatal end Akkari’s bombemænd. Imamen, som man ikke helt kan høre, hvem er, siger, at heldigvis har Marianne Jelved på et møde hos imamen Abu Laban lovet dem, at Naser Khader aldrig vil blive integrationsminister. Det knækkede Naser.
Ét var, at alverdens vrede muslimer var efter ham, noget andet var, at hans egen partileder havde haft møde med fem af de mest fjendtlige herboende muslimer, uden han vidste det. At hun kunne finde på at alliere sig med dem i stedet for med ham. Selvfølgelig kunne han herefter ikke på sigt blive i det parti. Han plejede at sige, at der er to grupper, der ville ham det dårligt, den ene var de fundamentalistiske muslimer den anden var hans egen folketingsgruppe. Ingen vidste dengang, hvornår Marianne Jelved ville gå af fra den formandsstol, hun sad så tungt på. Faktisk virkede det som om, det aldrig ville ske...."
Kilde: http://kathrine.blogs.berlingske.dk/2008/02/10/naser-khaders-manglende-alliance/
|