Sidst vi havde en stor indsamling til Afrika brægede sangere i kor ”Afrika, Afrika, det går bedre dag for dag”.

Som jeg dengang forudsagde i flere læserbreve, kom det til at gå værre dag for dag, - bl.a. pga. den ”humanitære” hjælp.

Problemet er, at man vil hjælpe børn til at overleve. For der er på ingen måde mangel på børn i Afrika. Tvært imod.

Jo flere børn, der overlever, des værre går det. For det er umuligt at skabe en så stor økonomisk vækst, at den kan følge med den galopperende befolkningstilvækst.

Problemet er kort sagt, at antallet af munde, der skal mættes, vokser hurtigere, end produktionen, der skal mætte dem.

Det er årsagen til Afrikas permanente fattigdomsproblem.

Derfor siger det sig selv, at den eneste form for hjælp, der vil have en positiv effekt, er hjælp til udbredelse af familieplanlægning/prævention.

Men det vil de ”humanitære” organisationer ikke røre ved, for færre børn vil medføre færre problemer, og det vil undergrave grundlaget for den ”humanitære” forretning.

Derfor er det en lykke for Afrika, at en betragtelig del af de indsamlede penge går til grådige mennesker af Jørgen Poulsen-typen.

Men på trods af den "hjælp", der når frem, erder alligevel håb for Afrika. Håbet kommer fra Kina, som er en hurtigt voksende samhandelspartner for mange afrikanske lande og som får større og større indflydelse i Afrika.

Det kan nemt ende med, at afrikanerne får øjnene op for, at det er Kinas 1-barns-politik, der er grundlaget for Kinas økonomiske fremgang.

Det ville være en lykke for Afrika, - men ville samtidig betyde døden for de ”humanitære” organisationer.

De 12 organisationer, som bidrager til den ødelæggende befolkningseksplosion i Afrika, er:

SOS-Børnebyerne, Dansk Røde Kors, BØRNEfonden, Red Barnet, UNICEF, Læger uden Grænser, ADRA Danmark, Mellemfolkeligt Samvirke, CARE Danmark, IBIS, Folkekirkens Nødhjælp og Dansk Flygtningehjælp.