15.01.2008

Terror, knivstikkeri, skyderi...

Forfatter: Buhl / HV

Politikerne har selv lukket forbryderne ind. Nu bør de sørge for at få dem ud igen!

Politistat eller hjemsendelser?

Terrorhandlinger, knivstikkerier og skyderier har medført bred politisk tilslutning til øget overvågning af borgerne og udvidede beføjelser til politiet. Der findes imidlertid mindre drastiske midler, som kan sikre trygheden i Danmark.

Stort set alle de nævnte voldshandlinger bliver begået af folk med anden etnisk baggrund end dansk.

Det gør det nærliggende at overveje det rimelige i de pågældendes ophold i Danmark.

I det følgende gennemgås gældende regler for hjemsendelse.

 

13 udvalgte eksempler

I den umiddelbare efterkrigstid i 1940erne hjemsendte FNs første flygtningeorgan UNRRA 7 mio. krigsflygtninge i Europa, ofte stærkt imod deres vilje (til østblokken).

I 1984-89 kørte Bulgarien en så hård assimileringskampagne mod landets tyrkere, at over 300.000 af dem flygtede til  Tyrkiet. (Berl. Tid. 3/10 1993).

I 1992-1993 blev 375.000 cambodjanske flygtninge fragtet hjem fra flygtningelejre i Thailand i en stor hjemsendelsesoperation ledet af FNs Højkommissariat for Flygtninge. (Politiken 2/4 1993).

I september 1995 bekendtgjorde Kroatien, at landet ville smide 100.000 bosniske flygtninge ud. (Politiken 27/9 1995).

I 1996 udviste Zaire 1,1 mio. hutuer til Rwanda (Politiken 24/8 96). "Problemet med flygtninge fra Rwanda kan kun løses ved tvungen hjemsendelse", udtalte vestlige diplomater ifølge Berl. Tid. 4/9 1995.

George Orr, fremtrædende funktionær i det sydafrikanske indenrigsministerium, har sagt: "Hvert år kommer der flere og flere ind. Et af problemerne er, at de fleste illegale er uuddannede, og de konkurrerer med sydafrikanere. De bruger sundheds-, uddannelses- og boligfaciliteter, som der er mangel på. Og ifølge politiet tyr de ofte til kriminalitet." I 1996 blev 180.713 illegale indvandrere derfor repatrieret, og 41.000 blev sendt hjem i de første tre måneder af 1997. (The Sunday Telegraph 17/8 1997).

1/4 1997 trådte i Tyskland en lov i kraft, der blev kaldt "frivillig tvang", over for landets 350.000 bosniske flygtninge. Efter en tidsfrist for frivillig tilbagerejse med økonomisk støtte blev man tvunget hjem. (JP 1/4 og 5/8 1997).

I januar 2001 gennemførte Belgien sin første kollektive tvungne udvisning af uønskede indvandrere, da 33 asylansøgere fra Kasakhstan blev fløjet hjem mod deres vilje. (JP 11/1 01).

28. november 2002 vedtog EU-landene enstemmigt planen "Return Airways", der gik ud på at sende afviste asylansøgere og afghanere hjem, om nødvendigt med tvang. Planen lød på 1.500 udsendelser om måneden fra foråret 2003. (JP og Politiken 29/11 03).

8. januar 2003 meddelte Politiken, at Indien i april-juni samme år ville deportere 20 mio. bangladeshere. 6. februar 2003 skrev Politiken, at en britisk plan om at flytte asylansøgere til FN-zoner i nærområder modtages positivt af FNs flygtningehøjkommissær og af Bertel Haarder.

2. december 2003 oplyste Information, at det britiske indenrigsministerium har planer om at tvangshjemsende uledsagede mindreårige til Balkan. De britiske myndigheder planlægger at tvinge 40.000 irakiske flygtninge i Storbritannien hjem, skrev Fyens Stiftstidede 16/2 2004.

 

Manglende politisk vilje er alene i vejen ...

Rent praktisk er der altså intet i vejen for at blive et stort fremmedelement kvit, skønt dette ønsker at blive i værtslandet, men juridisk, folkeretsligt eller menneskeretsligt er der også langt færre hindringer end hævdet af dem, der simpelthen ikke besidder den politiske vilje. Grundlæggende gælder uantastet det princip, som bl.a. blev bekræftet i FNs generalforsamlings resolution 2625-XXV (1970). Derefter har "alle folk ret til at bestemme over deres politiske status uden indgreb udefra, og frit at forfølge deres egen erhvervsmæssige, samfundsmæssige og kulturelle udvikling". En undtagelse herfra til fordel for menneskerettighedsbeskyttelse findes ikke. F. eks. retsinstituttet den "humanitære intervention", der gjaldt under den klassiske folkeret i det 19. århundrede, finder i nutidens generelle folkeret ingen støtte og ville modsige FNs strukturprincipper (O. Kimminich: "Einführung in das Völkerrecht" 1984, s. 354). Hvis med andre ord overholdelse af visse konventioner fører et samfund mod en af dets flertal uønsket multikulturel tilstand, er det konventionerne, der må underkendes af et mere grundlæggende folkeretsprincip.

Ifølge Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er det "kun en medlemsstats egne statsborgere, der har en egentlig ret til indrejse i eget land."(1) Den Europæiske Menneskerettighedskonvention tier fuldstændig om asylret. Den danske indenrigsminister præciserede i 1998, at det forhold, at retten til indrejse i eget land udgør en grundlæggende menneskerettighed, ikke er ensbetydende med, "at Danmark er forpligtet til at udstede opholdstilladelse i situationer, hvor en udlænding forhindres i at indrejse i sit eget land." (2) Men den nævnte konventions art. 3, der forbyder tortur og nedværdigende behandling, tolkes dog ofte som et forbud mod udvisninger, der kan føre til sådanne konsekvenser. De vidtrækkende følger heraf fremgår f. eks. af, at endog udlevering af en morder til USA blev erklæret umulig p. g. a. de "nedværdigende" perspektiver i amerikanske fængslers dødsceller. (3) I traditionel international lov kan der imidlertid ikke pålægges stater et ansvar for menneskeretsbrud begået af andre stater - først i de senere år er den opfattelse fremvokset, at en stat så at sige kan gøres medskyldig i hele verdens synder ved ikke at tage imod enhver forfulgt. Men endnu Jens Vedsted-Hansen må i sin disputats "Opholdsret og forsørgelse" (1997, s. 59) konstatere, at ingen internationalt påtagne forpligtelser "umiddelbart" pålægger staterne at tillade indrejse og ophold på territoriet. Kun indirekte kan spørgsmål herom aktualiseres "på grundlag af de rettigheder, der i øvrigt er beskyttet gennem konventioner og anden international ret."

 

Torturrisiko som gyldig asylgrund ?

FN-konventionen mod tortur af 1984 forbyder hjemsendelse af personer, også ikke-flygtninge, der hjemme trues af tortur, men fra FN-kommissionen om generel beskyttelse har det lydt, at forpligtelsen til ikke at returnere ikke-flygtninge er langt mere uklar i situationer, hvor der ikke er tale om tortur. Svagheden ved forbudet mod at hjemsende asylsøgere til lande med risiko for tortur (nonrefoulement- princippet) er som før nævnt, at alle, der ønsker asyl i et vesteuropæisk land, blot kan begå tilstrækkelig alvorlig kriminalitet i hjemlandet med deraf følgende mulighed for torturstraf. Så er opholdet i Vesten sikret. Den potentielle konsekvens heraf er enorm, idet der i 98 ud af FNs 158 medlemslande udøves tortur. Derfor bør FNs torturkonvention ifølge den tyske jurist Helmut Quaritsch ("Recht auf Asyl" 1985, s. 190) kunne opfattes som en symbolsk afstandtagen fra tortur: Anerkendelsen af risiko for tortur som asylgrund ville f. eks. give alle almindelige kriminelle i islamiske lande ret til asyl i Vesteuropa.

Det uholdbare ved forbudet mod udvisning til tortur og inhuman behandling forstærkes af, at denne regel for tiden er på vej mod et undergå en bemærkelsesværdig udvidelse, og dens anvendelsesområder mangfoldiggøres. De nyeste domme fra menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg viser den humanitære tendens. I sagen Nasri mod Frankrig blev det at udvise en døvstum opfattet som en inhuman behandling, det samme gælder udvisning af AIDS-syge og kvinder, der er under trussel om at blive gift uden eget samtykke. (4)

Fra andre synsvinkler er det af FN knæsatte non-refoulement-princip dog ikke noget absolut princip; "national sikkerhed"

og "offentlig orden" har længe været blandt de anerkendte begrundelser for afvisning, som godt må foregå med øjeblikkelig virkning. (5) På sin konference i 1972 opstillede International Law Association således som legitime undtagelser for tildeling af asyl farer for værtslandets sikkerhed og dets samfunds velfærd, og det blev understreget, at "tildeling af asyl medfører ingen ret til permanent indvandring."

Sikkerhedstrussel som begrundelse for udvisning er aktuel for Vesten under den igangværende islamiske masseindvandring. Som S. Bar skriver i det seneste nummer af det amerikanske tidsskrift "Policy Review", er der i de senere år sket en radikalisering af mainstream-islam, "som af og til gør det vanskeligt at skelne fredagsbønnerne i Mekka fra Al Qaedas krigserklæringer." Derved kan muslimer i Vesten en bloc siges at udgøre en trussel, der legitimerer kollektiv udvisning.

 

”Det almene vel” som det øverste princip

Ifølge de normsættende Règles internationales sur l'admission et l'expulsion des étrangers fra Institut de Droit International

(vedtaget i Genève 9/9 1892) blev der blandt de legitime grunde til at nægte udlændinge adgang til en stat (chap. II, Art. 6) angivet "ekstremt alvorlige årsager, f. eks. fundamentale forskelle i skikke eller i civilisation" samt "en farlig ophobning af fremmede der melder sig en masse". Disse motiver søges p. t. delegitimeret som lovlige eneårsager til at afvise/udvise fremmede. Toneangivende hævder i dag FNs Menneskerettighedskomité endog, at Konventionen om Borgerlige og Politiske Rettigheder forbyder kollektive udvisninger, idet enhver har ret til en individuel behandling af sin sag, og udvisningen må ikke ske ud fra "generalpræventive motiver", men kun p. g. a. den udvistes (potentielle) personlige adfærd.

Ifølge fx den officielle svejtsiske definition omfatter non-refoulement dog ikke masseindvandring, og en række østeuropæiske, sydøstasiatiske og mellemøstlige stater har nægtet at overholde princippet af frygt for, at de vil stå tilbage med en stor mængde personer, som de ikke kan give permanent ophold p. g. a. farlige politiske, økonomiske og sociale spændinger. Dette er helt i overensstemmelse med folkeretlig sædvane, hvor der ved masseindstrømninger "ingen tvivl er mulig" om, at non-refoulement må afvises som sædvane. (6) Der er derfor ingen juridisk forpligtelse til at give blot midlertidig beskyttelse: "Midlertidigt asyl for tusinder af flygtninge udspringer af velgørenhed, men ikke af folkeret." Også under forberedelsen af den danske udlændingelov af 1983 foreslog flertallet af det sagkyndige udvalg, som i den anledning var nedsat, at det i loven skulle nævnes, at bestemmelsen i lovens § 7 stk. 1 om at give opholdstilladelse til en udlænding omfattet af Flygtningekonventionen ikke finder anvendelse for udlændinge, "der er kommet hertil som led i en omfattende indstrømning af flygtninge." Dette forbehold, som ikke kom med i lovens endelige form, blev af udvalgets flertal begrundet med, at loven i forvejen gav meget vid adgang til opholdstilladelse. Flertallet fandt det derfor "nødvendigt udtrykkeligt at undtage masseindstrømningssituationen fra bestemmelsen." (Betænkning om Udlændingelovgivningen nr. 968/1982, s. 91 og 131).

Endelig må der skelnes mellem refoulement og legitim udvisning eller deportation, ifølge hvilke en fremmed påbydes at forlade en stat, eller tvangsmæssigt fjernes (uden at trues af forfølgelse derved); ej heller er det et brud på princippet at f. eks. afvise flygtningeskibe fra territorialfarvandet, da dette ikke betyder tilbagesendelse til direkte forfølgelse. (7) Selv statsborgere kan fratages deres statsborgerskab, blot det ikke sker "vilkårligt" (Verdenserklæringen om Menneskerettighederne art. 15.2), hvilket endog ikke skaber nogen retlig forpligtelse for staterne.

Dette er særlig relevant, hvis naturaliserede indvandrere med dobbelt statsborgerskab skal have revurderet deres status. Også anerkendte flygtninge med lovligt ophold kan ifølge 1951-konventionens art. 23.1 udvises af hensyn til national sikkerhed og den offentlige orden – og indtil udvisningen effektueres, kan vedkommende f. eks. interneres. I USA er tusinder blevet frataget deres  statsborgerskab og udsendt af immigrationsmyndigheden i slutningen af 1990erne. Som begrundelse er kriminalitet i form af spirituskørsel nok. (8) I litteraturen gives der altovervejende udtryk for den opfattelse, at en udtømmende liste over udvisningsgrunde ikke er mulig. Kun ét princip er almindeligt anerkendt: Salus publica oversvømsumma lex esto, d. v. s. hensynet til det almene vel kommer først.

 

Konventioner kan altid ”tolkes”

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention forbyder kun masseudvisninger af fremmede, dvs. at hver udvisningssag skal behandles individuelt. Udvisninger må heller ikke foretages diskriminerende eller af blotte gengældelsesmotiver o.lign. Masseudvisning (den såkaldte xenelasi) er der ifølge Kimminich (”Der internationale Rechtsstatus des Flüchtlings”, 1962, s. 139) et generelt folkeretligt forbud imod.

Dette princip deles dog ikke af domstolene i USA; de har således afvist, at man ikke skulle kunne returnere personer kollektivt til El Salvador p. g. a. borgerkrigen dér. Ellers, lyder argumentet, "ville det kunne tillade hele befolkningen at blive her permanent, hvis de kunne komme ind i landet på en eller anden måde." Og i Canada har domstolene afgjort, at borgerkrig, selv på religiøst grundlag, ikke falder ind under kriteriet "forfølgelse". (9) Kimminich må da også (ibid. s. 144) erkende, at så længe statsinteressen er anerkendt som det øverste princip, kan masseudvisninger under én eller anden form ikke undgås.

I mellemtiden ligger den sikreste beskyttelse i det folkeretlige forbud mod vilkårlige udvisninger. J.-M. Henckaerts skriver da også i "Mass Expulsion in Modern International Law and Practice" (1995, s. 199 jf. s. 47), at forbudet er begrænset til sådanne vilkårlige udvisninger; masseudvisninger er ikke i sig selv forbudt. Selv om de reelt er tvungne eller vilkårlige, kan de udføres, så de formelt følger folkeret og konventioner. F. eks. rummer både den Europæiske Menneskeretskonventions Protokol 7, art.  1 mod vilkårlige udvisninger og den lignende beskyttelse i art. 13 i FN-konventionen om Borgerlige og Politiske Rettigheder undtagelser, der i praksis (tolket i "ond tro") kan gøre dem virkningsløse. (Henckaerts s. 35, se også samme s. 122).

 

Masseudvisninger er uundgåelige trods kritik

Trods alt dette kan det dog ikke nægtes, at et absolut non-refoulement-princip, forbydende enhver ufrivillig afvisning og repatriering, er et magtfuldt normativt princip, særlig i menneskerettighedskredse, skønt det stadig ikke følges konsekvent af statspraksis og "opinio juris". I tråd med art. 32 i 1951-konventionen anbefalede således UNHCR i sin konklusion nr. 7 fra 1977, at udvisninger kun skulle foretages i "meget usædvanlige tilfælde" og efter nøje overvejelse af alle omstændigheder - hvilket efter den samvittighedsfulde skandinaviske praksis givetvis i realiteten betyder, at højst dybt kriminelle o.lign. bliver ramt af udvisning. Og i UNHCR-konklusion nr. 18 fra 1980 understreges det, at den fundamentalt frivillige karakter af repatriering altid bør respekteres. Hvor dette ikke er tilfældet, bør bevisbyrden for, at der ikke er fare i den hjemsendtes fædreland, hvile på værtslandet.

Ordet "frihed" i forbindelse med hjemsendelse lægger FN altid stor vægt på; det hedder endog i UNHCRs retningslinier ved repatriering, at "informationskampagner med henblik på at fremme frivillig repatriering er normalt ikke passende" (UNHCR Handbook Voluntary Repatriation: International Protection (1996, s. 44)). Det er i ganske absolut forstand kun flygtningen selv, der kan beslutte, hvornår vedkommendes status som ikke-repatrierbar ophører. Endnu gælder grundsætningen fra Anden Verdenskrigs umiddelbare efterdønninger, hvor det blev legitimeret at nægte at rejse tilbage til sit hjemland. Med FNs ord fra 1946 skal "ingen flygtninge, der endeligt og definitivt, i komplet frihed, og efter at have fået fuld kendskab til kendsgerningerne, inklusiv adækvat information fra deres hjemlands regering, har udtrykt gyldig grund til ikke at vende tilbage til deres hjemland, blive tvunget til at vende tilbage til deres hjemland." (Generalforsamlingens resolution 8 (I)).

Disse betingelser kan dog omgås (se f. eks. konkret eksempel i M. Zieck: "UNHCR and Voluntary Repatriation of Refugees", 1997, s.464f). I 1976 kommenterede den daværende flygtningehøjkommissær Sadruddin Aga Khan desuden regler om non-refoulement og asyl. Han afviste da påstanden om, at non-refoule-ment-reglen kunne betragtes som en generel forpligtelse til at give indrejse for flygtninge, der meldte sig selv ved grænsen. Aga Khan påpegede, at "når som helst det har været regeringers hensigt at tage sig af asyl som sådan..., har de eksplicit henvist til afvisning ved grænsen, og ikke simpelthen til returnering eller udvisning..." Til støtte for sit synspunkt kunne Aga Khan året efter citere Konferencen om Territorielt Asyl (1977), på hvilken alle forslag om at forpligte stater til at give flygtninge en ret til indrejse blev nedstemt. Denne konference blev sigende den eneste organiseret af FN nogensinde, hvor det ikke lykkedes at få vedtaget en konventionstekst. (10) Det kan ud fra dette resultat, hvor kun fire ud af 91 stater stemte for en pligt til at give politisk asyl til individuelt forfulgte, konkluderes, at der ikke eksisterer et folkeretsligt imperativ til staterne om at give asyl; der eksisterer intet humanitært asyl, kun det politiske forgodtbefindende. Henckaerts (s. 41) omtaler som følge heraf det usandsynlige i, at masseudvisninger helt kan undgås. Det kan blot kræves, at de foregår under humane forhold. Det har da heller ikke hidtil været masseudvisninger som sådan, der har vakt international vrede, men de omstændigheder, hvorunder de blev foretaget. F. eks. ifølge FNs konvention om beskyttelse af migrantarbejdere (1990) må disse ikke blive genstand for kollektive udvisninger, men deres sager skal behandles individuelt. Imidlertid indeholder den også bestemmelser om migrantarbejdernes velordnede hjemsendelse til oprindelseslandet og deres genbosættelse dér.

 

Masseindvandring er juridisk som forurening

I "International Journal of Refugee Law" (1997 nr. 9, s. 551ff) fremhæves betydningen af, at asylet kan inddrages, når omstændighederne i hjemlandet tillader det. Den "humanitære" insisteren på, at repatriering skal være frivillig, underminerer i-landenes vilje til at give asyl overhovedet, da sådanne tildelinger blot vil føre til etableringen af permanente indvandrere. Sammesteds fastslås: "Eftersom tvungen repatriering er både juridisk gyldig og praktisk nødvendig for at undgå en styrket 'ikke-adgang' politik, er vi nødt til at komme ud over den ufrugtbare insisteren på, at al repatriering skal være frivillig." Allerede den amerikanske jurist R.Y. Jennings skrev i "Some International Law Aspects of the Refugee Question" (1939) med henblik på de omkostninger, som flygtningestrømme kostede tredjelande, at statsadfærd resulterende i "oversvømmelse af andre stater med flygtningebefolkninger" var ulovlig, "... a fortiori hvor flygtningene er tvunget til at rejse ind i asyllandet i nødlidende tilstand." Det er vigtigt at erindre, hvor det egentlige ansvar for masseimmigration ligger; i international ret kan et ansvar for internationale konsekvenser placeres, når den skyldige stat har viden om det skadelige i adfærden samt har mulighed for at handle anderledes, jf. f. eks. Stockholm-erklæringen: "Stater har...ansvar for at sikre, at aktiviteter indenfor deres jurisdiktion eller kontrol ikke forårsager skade på andre staters miljø eller på områder uden for grænserne af deres nationale jurisdiktion." G.S. Goodwin-Gill kommenterer i standardværket "The Refugee in International Law" (1996), at flygtningestrømme her principielt er at sidestille med f. eks. strømme af giftig røg.

Sikkerhedsovervejelser og praktiske problemer med massemigration synes at kræve en tilpasning af flygtningehåndteringen, ligesom det på andre områder længe har været erkendt, at ændrede vilkår kræver ændret regelsæt. Som J. L. Brierly allerede i 1958 skrev om "The Shortcoming of International Law" er det ikke muligt at formulere principperne i international ret præcist, idet "reglerne...ændres konstant og tilpasser sig efter det internationale livs evigt foranderlige behov." Den internationale flygtningekonvention og hvad deraf følger har længe været en undtagelse fra denne - som man synes selvfølgelige - regel, hvilket nu truer ikke mindst den vestlige verdens asylsystem med sammenbrud efter årtiers - i globalt perspektiv – helt irrationelle ressourceallokering.

Retten bør tage sit udgangspunkt i virkeligheden; det er ikke dens opgave at omskabe den. Realiteterne af i dag påpeges af f. eks. UNHCRs rapport "The State of World's Refugees" (1995), hvori der med udgangspunkt i bl.a. de sydøstasiatiske masserepatrieringer tales om et "paradigmeskifte" i flygtningespørgsmålet, hvilket indebærer, at fokus flyttes til retten til at leve sikkert i hjemlandene. Ifølge al international flygtningepolitik er repatriering den mest ideelle løsning på et flygtningeproblem, og at muliggøre denne er netop UNHCRs grundlæggende opgave. International lov synes med andre ord at burde fokusere på at sikre procedurerne omkring dette i stedet for som nu med alle midler at sikre, at "minoriteter" sikres permanent i deres udlændighed.

 

Kildehenvisninger:

(1)           A. Lund: Immigration og menneskeret, i: Euret & Menneskeret 1997 nr. 6, s. 317-335.

(2)           Ministerens svar til Folketingets Retsudvalg 18. maj 1998 på spørgsmål nr. 4 stillet 24. april 98.

(3)           H. Døcker: Menneskeret i Europa. Det Danske Center for Menneskerettigheder 1997.

(4)           International Journal of Refugee Law 10, 1998, s. 659.

(5)           R. Cholewinsky: Migrant Workers in International Human Rights Law. Their Protection in Countries of Employment.  Clarendon Press 1997

(6)           E. Zoller: Le droit d’asile. Martinus Nijhoff Publishers 1990, s. 27.

(7)           Jf. R. Blackburn & J. Taylor (red.): Human Rights for the 1990s. Mansell 1991, s. 54f.

(8)           R.L. Doty: Anti-immigrantism in Western Democracies. Routledge 2003, s. 38f.

(9)           D..A. Martin (red.): The New Asylum Seekers:Refugee Law in the 1980s. Martinus Nijhoff Publishers 1988 s. 138f.

(10)       Martins s. 127 og Zoller s. 17

Nyeste videoer -  herunder alle
talerne fra Folkefesterne 2014-2019
se dem i videoteket lige nedenunder

Se flere i Audio- og videoteket

Giv en hånd med

Bliv medlem af foreningen eller få alene INDSIGT-UDSYN tilsendt.

Du kan også vælge at støtte vores arbejde økonomisk.

Du tegner abonnement her

Du melder dig ind her

MobilePay betalingsnr.:
34810

Liberalfacismen>>>

DANSK KULTUR I KORTE TRÆK>>>



Reconquista>>>