I denne tid drager hundrede tusinder af rettroende muslimer på den årlige hadj (pilgrimsvandring) til Kabaen i Mekka, for at dyrke deres gud. I den vestlige (kristne) verden har muslimerne relegionsfrihed og nyder beskyttelse ud over alle grænser, noget som er fraværende i de muslimske lande, hvor de kristne mindretal bliver forfulgt på det groveste, og hvor der bliver lagt alle mulige hindringer i vejen for, at man som kristen kan praktisere sin religion. Alene det at være i besiddelse af en bibel er en forbrydelse i mange muslimske lande. I Saudi-Arabien fører det til en retsag og efterfølgende dom.

Det er nok værd at reflektere over, men ingen i Europa taler om, hvor slemt det står til med kristnes vilkår i Indonesien, Saudi-Arabien, Tyrkiet (kristne armenier), Ægypten (kopterne), Algeriet (berberne), Irak (kaldæiske kristne), Iran (bahaierne), og i de palæstinensiske områder bliver kristne på det groveste chikaneret og forfulgt.Sidstnævnte skal ses i lyset af, at de lige har fået bevilget 30 milliarder, fortrinsvis fra kristne lande. På disse kanter kan man ikke dyrke sin religion (den kristne) i fred og ro. Kirker brændes ned, kristne hjem og butikker plyndres, kristne brændes levende, alt sammen godt hjulpet på vej af de lokale myndigheder. Man kan med god ret sige, at det kristne Europa har ved accept af det store milliard lån accepteret forfølgelsen af kristne. De gør ikke noget for at forhindre det. Det er en slags etnisk udrensning. Da det foregik i det tidligere Jugoslavien, var europæerne hurtige på aftrækkeren, for at nedkæmpe egne trosfæller, så muslimerne kunne få deres eget land (Kosovo). Og det på trods af, at serberne i århundreder har været en hindring (boldværk) på vejen til det øvrige Europa, når muslimerne raslede med krumsablen.

Vi må se i øjnene, at vesteuropæiske politikere accepterer at kristne mindretal forfølges og dræbes i muslimske lande. Det er en falliterklæring uden sidestykke, samtidig accepterer de at den ene moske efter den anden skyder op i de europæiske byer. En spydsspids til vor egen undergang. Mange indfødte europæere føler sig efterhånden som fremmede i eget land. Der bliver vedtaget love, der i en uendelighed favoriserer de tilkomne muslimer. Hvis de kristne skulle finde på at besætte en moske, sådan for lige at markere de utåelige leveforhold i de muslimske lande, så ville der blive gjort kort proces-et hoved kortere. I Danmark kan muslimer bare besætte den ene kirke efter den anden (Enghave-og Blågårds kirker i 1991), og en stor del af folkekirkens præster tager parti for besætterne, og muslimerne i dette tilfælde palæstinenserne får fluks en særlov-den såkaldte palæstinenserlov af marts 1992, selfølgelig vedtaget af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti.

Den etniske dansker må gøre sig helt klart, at det på sigt bliver en kamp mellem lysets-og mørkets sønner. Det er kun et spørgsmål om tid, så jeg kan kun anbefale at holde krudtet tørt og kniven velsleben.

Fra korrekthedens medløbere og af vores erfaringstomme politikerhoveder løber der en lind strøm af plusord til landets sagesløse borgere. Det er floskler som kulturberigelse, tolerance, respekten for andre, ting som vi skal praktisere over for de nye af især muslimsk observans og herkomst. Det er jo lidt af et paradoks, at det så godt som altid er de intolerante, der forlanger af os andre, at vi skal være tolerante ! Om nogle, så burde vores landsskadelige politikere i samlet flok indstilles til "Corfitz Ulfelt-prisen."

Muslimerne/islamisterne (ingen forskel) forbeholder sig retten til kritik og fordømmelse, men det er en ret, man meget nødig tillader ikke muslimer. For det er jo sådan i den virkelige verden, at når de (muslimerne) er i mindretal kræver og forlanger de tolerance af det omgivne samfund. Når de har fået tilranet sig magten, bliver ord som respekt og tolerance trådt under fode i Allahs navn-fred være med ham. Når en muslim har en holdning, er det hans tro, og den skal respekteres. Men når en dansker har en holdning, er han racist, en man bare kan nedgøre og latterliggøre, og i værste fald slæbe for en domstol med anklage for racisme

I hjælpsomhedens gode navn rækker vi en muslim en finger, men han tager hele hånden, og han vil ikke nøjes med det. Det gik jo så nemt, så han bliver ved at kræve og kræve. Jeg kan ligeså godt gå til bekendelse, men mit hjerte er blevet forkalket over muslimernes ustandselige krævementalitet. En hovedregel, vi altid skal have in mente, er, at for en muslim gælder det om at påtvinge de "vantro" islamiske regler, bl.a. regler, som angår ytringsfrihed og blasfemi (Muhammed-tegningerne). Vi må desværre konstatere, at vi har næret en slange ved vor barm!

Et fjeld kan sprænges og tvinges kan en elv, men aldrig kan et folk forgå, der ikke vil det selv.