Det er blevet påstået i pressen, at Jørgen Poulsen har ”juridisk” ret til en aftrædelsesgodtgørelse.
Der er ikke noget kendt eksempel på en ansættelseskontrakt, hvorefter arbejdsgiveren skal betale godtgørelse, hvis den ansatte må fratræde på grund af sine egne forhold.
Jørgen Poulsens har selv tilkendegivet, at det ikke er foreneligt med et job som generalsekretær for Røde Kors samtidig at være medlem af Folketinget. Han bekræfter herved, hvad der antagelig gælder efter almindelige arbejdsretlige regler om den ansattes pligt til at være fuldstændig politisk neutral i en stilling af denne art.
Denne pligt overtrådte Jørgen Poulsen, da han stillede op for Ny Alliance. Dermed mistede han allerede dengang det krav på fratrædelsesgodtgørelse, han måtte have haft ved en regulær afskedigelse.
En arbejdsgiver må imidlertid altid forholde sig til, hvilke problemer der kan være forbundet med at nægte at betale et beløb, en tidligere medarbejder med urette afkræver ham.
Niveauet for Jørgen Poulsens årsløn ville blive offentligt diskussionsemne hver evige eneste gang, der skulle holdes retsmøde i den retssag, Jørgen Poulsen truede med.
Derfor forstår man udmærket, at organisationen har valgt at betale sig ud af bekendtskabet.