Nedenstående artikel fra Danskeren nr. 6 1996 har fået fornyet aktualitet

De fede katte

I en verden under hurtig forandring har de heldigt stillede rige muligheder for at udnytte de mindre heldigt stillede. Det mellemfolkelige "humanitære" bureaukrati har viklet sig ind i et orgie af misbrug. Bistandspengene ruller - og den internationale godhedsindustri høvler enorme summer af til eget brug.

"Fat cats" - fede katte - kalder man i den 3. verden dem, der lever godt af andres ulykke.

Stedet er Orinokoflodens øvre løb. I princippet er dette Amazonjunglen. Eller rettere det var. Turistindustrien har bredt sig, og svulmende herrer og damer i alle kulører køres rundt på ladet af terrængående vogne i jagt på oprindeligheden, belæsset med fotografiapparater og rustikke solhatte i sære faconer. Hjulsporet i junglen er efterhånden bredt. Her interesserer man sig ikke for detaljerne. Når dagens byger kommer, og det hele bliver til pløre, køres blot endnu en gang lidt ved siden af sporet. Området er på den måde blevet én stor flade af spor, der fortaber sig i retning af junglen, som trækker sig længere og længere tilbage. Som hårranden på en herre, der er nået over sin bedste alder.

Ved den velassorterede bar, som hører til enhver turistindrettet junglefacilitet, holder en lille fyr til. Han er 13 - påstår han - og på bestandig jagt efter en skilling, som kan falde af, når han gør en af de overvægtige gæster en tjeneste. For hvad der svarer til en krone, kan de overvægtige her få arbejdskraft, som der skulle betales en halvtredser for hjemme - i mark, dollars eller yen. Drengens hele verden består af forventningen om, at han på den måde kan holde skindet på næsen og senere blive til noget stort. Gerne i det fjerne USA mod nord. Han fortæller i det hele taget gerne om sine planer. Det foregår på et engelsk, der ville få enhver skolelærer til at blegne af forfærdelse.

Før eller siden vil der sikkert komme en eller anden, der kan få en fordel af at skaffe ham til USA.

Stedet er Hong Kong - nærmere betegnet den plads man stiger i land på fra lokalfærgen til Hong Kong Island. Det er sidste aften i en som sædvanlig hektisk uge i byen. Pladsen er et ufremkommeligt menneskehav. Det er der tradition for på denne ugedag. Det ses, at det ikke er hongkong-kinesere, der fylder op. Det er yngre kvinder, som ved nærmere undersøgelse viser sig at komme fra Filippinerne. De arbejder billigt i byen - mange af dem selv om de ikke må. På den måde kan de forsørge en familie hjemme. På pladsen samles de på denne faste ugedag for at snakke. Dér er alt til fals.

Jeg mindes en engelsk kollega, der er gift i Italien. Konen plager ham nat og dag for at få en "philippino waiter". Sådan en har hendes veninder i Italien nemlig. Systemet er, at denne "waiter" bliver glad for at komme til Europa. Konen bliver også glad, for filippineren er villig til at arbejde præcis så længe uden løn, at han får lov til at forblive i Italien bagefter. Og derefter får konen bare en ny af slagsen til at hjælpe i huset og imponere de andre mamaer. Hvordan systemet stemmer med italiensk immigrationslovgivning, må guderne vide. Men i Italien foregår der jo så meget.

I ventesalen i Bangkok sidder nogle uformelige, midaldrende svenske herrer efter en hektisk uge. Dunsten af gårsdagsbrandert står omkring dem, og de er nået til det punkt, hvor man som transitrejsende, der allerede har siddet vågen for længe i ubekvemme flysæder, ikke ligefrem begejstres for at høre skandinavisk. Samtalen er højlydt og forventelig. Den går fortrinsvis på den kvindelige del af den thailandske befolkning og muligheden for at få flyttet en passende andel heraf til Sverige. Ifølge den tågede snak, skal dette være et projekt, som andre "grabbar" har kunnet få til at lykkes.

I Kenya kører en chauffør rundt på de hullede veje. Okuno hedder han - eller noget i den retning. Så for at undgå lidelsen ved at skulle høre sit navn brækket i itu af europæerne, kalder han sig helst James. Skal man rundt i landet, tager man ikke bussen. "James" er en af dem, der har fået job med at køre europæiske besøgende derhen, hvor de gerne vil. Det gør han så uanset stadige malariaanfald, som han har lært sig at skjule. For ellers bliver det bare den næste i køen, der får hans job. I Nairobi vandrer hærskarer rundt uden mål og med og job. Er de heldige at få en dags løsarbejde, er daglønnen i kenya-shillings, hvad der svarer til 15 danske kroner.

Så James hører til de privilegerede. Han har tre børn på kostskole - der er ikke andre steder at have dem, for hans kone er død. Derfor kører James nu rundt og rundt og rundt og rundt - uanset hvad - og kan regne med, at det må han blive ved med i 10 år efter, at det sidste barn har forladt skolen og er kommet ud i arbejdsløsheden. For så længe vil det tage ham at betale skolepengene tilbage. Hvis han altså holder så længe. Det gør han antagelig ikke, efter hans udseende at dømme. Så antagelig vil børnene komme ud i arbejdsløsheden noget før.

I Nairobi airport er et dansk ægtepar i klemme. Manden er ansat i Røde Kors, medens konen har problemer. De skal hjem til Danmark, og manden har hentet sig en flybillet på første klasse (pris retur ca. 25.000 - 40.000 kr.). Sådan gør man, fortæller konen, når man er Røde Kors-ansat. Konens problem er, at hun ikke har fået billet til første klasse. Hvis ikke der bliver gjort noget ved det, må ægtefællerne altså ventes med at ses til i aften, får så må de jo nyde deres drinks i hver sin afdeling af flyet. Hun må bede om engelsksproget hjælp til at gøre sig forståelig over for Kenya Airways med hensyn til sit alvorlige problem. Det afhjælper selskabet naturligvis gerne. Alt for de gode kunder. Alt for humaniteten.

Uden for lufthavnsvinduerne står et Røde-Kors særjetfly, som ifølge kilder på stedet er parkeret dér, så at godhedsadministratorerne straks kan komme på inspektion hvor som helst, de måtte ønske. Inden for er placeret overdimensionerede sparebøsser, i hvilke de rejsende kan lægge deres sidste skillinger til hjælp for landets talløse døve, blinde og hvad de nu er. Foran i køen står en tydeligt velsitueret dame, som trods sine somaliske træk påstår at være kenyaner med ret til at komme ind i Danmark. Lykkeligvis tager den vakse paskontrol hende ud af køen trods rasende protester fra hendes ledsager - en mørklødet herre med guldringe både her og hisset. Ifølge rutinen ville hun efter al sandsynlighed ombord være blevet forvandlet til en ukendt, forfulgt flygtning, som dårligt selv ved, hvor hun kommer fra. De nyrige somaliere i Nairobi er som regel dem, der er løbet med den somaliske statskasse eller med andre somalieres penge. Derefter har de installeret sig på Nairobi Hilton eller Hotel Ambassadeur medens de venter på en mulighed for at "flygte" til Europa. Her står bl.a. Det radikale Venstre som bekendt altid på spring for at kunne finde et påskud til at tro på deres løgnehistorier. Det kaldes "humanitært sindelag".

Jovist, verden forandrer sig. Mange mennesker kommer i klemme. Og tingene sker så hurtigt, og det er ikke let at følge med i, hvad der egentlig foregår. Som enhver plattenslager véd, er dette en situation, der taktisk set er ideel til at lænse et offer.

Derfor slår plattenslagere og udbyttere af enhver slags til overalt på kloden i disse år. F.eks. "the fat cats", som man i Nairobi kalder de humanitære, der holder "eternal holiday" - evig ferie - i landet. Man skal bare hengive sig til humanismen og idealismen og tage et skattefordelagtigt job i Godhedsindustrien. På den måde kan selv en middelmådighed, som i Danmark vel knap er i stand til at tjene det tørre brød ved sine kvalifikationers kraft, blive opgraderet til en nettoløn over en dansk højesteretsdommers og oven i købet få chauffør, tjenere og flybilletter på første klasse.

Ca. 60 milliarder dollars bruger den rige verden på Ulandshjælp hvert år. Men kun en brøkdel når frem til de fattige. Resten opsuges af de svulmende humanitære systemer og disses korrupte lokale regeringsstøtter på vejen.

Undertiden men ikke ofte, lukkes der en luge op, som man kan kigge igennem. Læs f.eks. Graham Hancock, "Lords of Poverty" (udgivet på Macmillan, London). Åbner man øjnene, og færdes man på gerningsstederne, er det også forholdsvis let at få øje på ét og andet.

Men siger man fra over for misbruget, kryber kattene i ly af humanitetens uangribelige facade. Fra denne position messer de med himmelvendte sveskestene den uimodståelige remse om, at vi må hjælpe de fattige, forfulgte, torturerede, misbrugte, udnyttede, dødstruede o.s.v. o.s.v. Betal for dit aflad og put en tier i bøssen gode herre, næste gang indsamleren kommer forbi! Ellers er du et foragteligt menneske med afskyeligt "menneskesyn". Og du må finde dig i, at pressen kaster dig som frit bytte for en hvilken som helst skrupelløs "racismejæger" og naziopsøger med psykopatiske anlæg.

Afvis alligevel de umoralske udbyttere og find en direkte vej til at hjælpe dem, der har hjælp behov! I dag kan mere end 50 afrikanske børn sikres et års skolegang, mad og medicin og dermed et håb i tilværelsen for det samme beløb, som det årligt koster at have en "flygtning" indlogeret i Danmark. Flere gange så mange kan sikres for det samme beløb, som det koster at holde blot en enkelt godhedshjælper på banen.

Der skal op til ca. 2.666 kenyanske daglønninger til at betale for bare én 1. klassesrejse København-Nairobi. Svarende til en kenyaners samlede indsats dag ud og dag ind i over 7 år.

Hvem talte om sultens slavehær?