25.11.2007
Egyptisk kvinde idømt 3 års fængsel
Forfatter: HV
Hendes far var muslim i 2 år i 1960'erne
Ifølge egyptisk islamisk lov bliver en muslimsk mands børn automatisk muslimer. Da faderen konverterede, var den dømte, Shadia Nagui Ibrahim, 2 år, og hun fik aldrig kendskab til sin fars omvendelse, for han fortrød og fik ved hjælp af bestikkelse sit ID-kort ændret tilbage, så det angav ham som kristen.
Den slags falsknerier er ikke ualmindelige i Egypten, hvor det er næsten umuligt at få myndighederne til at acceptere omvendelse fra islam til kristendom.
I Egypten skal alle være i besiddelse af et ID-kort, som angiver vedkommendes religiøse tilhørsforhold.
Manden, som rettede i faderens papirer, blev afsløret i 1996. Det kom da frem, at han havde rettet dusinvis af ID-kort.
I mellemtiden havde Shadia Nagui Ibrahim opgivet kristendom som sin religion, da hun blev gift i 1982.
Hun blev derfor særdeles overrasket, da hun blev stillet overfor anklagen om bedrageri, fordi hendes fars kortvarige omvendelse tilbage i 1960’erne, havde gjort hende til muslim.
Ydermere havde hun forbrudt sig mod den lov, som i overensstemmelse med islam forbyder ægteskab mellem en muslimsk kvinde og en kristen mand.
I onsdags blev hun idømt 3 års fængsel for sin ”forbrydelse”.
Kilde: www.unitedcopts.org
|