21.11.2007
Europa mangler en Ian Smith!
Forfatter: Peter Neerup Buhl
Ian Smith (1919-2007)
Ian Smith (1919-2007)
Europa mangler en Ian Smith!
Der synes at være et stadig større svælg mellem renommé og reel hæderværdighed i det højt besungne internationale samfund: For tiden må Israel bære hovedparten af kritikken og fordømmelsen i Mellemøstkonflikten, skønt landet er eneste demokrati i et hav af skruppelløse diktaturer, der er de virkeligt ansvarlige for palæstinensernes situation. Under Muhammedkrisen var Danmark i manges øjne mindst lige så stor en skurk som de totalitære ytringsfrihedsknægtere. Og i ”racisme”-spørgsmålet har Vesteuropa længe været det meste af restens skydeskive, skønt fremmede intet andet sted i verden bare kan komme og få alle goder.
Når man søger tilbage for at finde, hvornår vanviddet, der gør totalitære til dommere over demokratier (med disses samtykke), begyndte, standser man ved afkoloniseringen i 60’erne. Særlig mht. Rhodesia træder i dag velkendte fronter særlig skarpt frem. Rhodesias leder Ian Smith, der døde i tirsdags, styrede et demokrati med lige ret for alle etniske grupper (han afskyede apartheid); et velfungerende mønstersamfund (med verdens laveste kriminalitetsrate), som de omgivende lande nød godt af. Intetsteds i Afrika havde de sorte det så godt som i Rhodesia, og landet producerede flere landbrugsvarer, end de selv kunne bruge. (Nu er der hungersnød, men på politisk korrekt grundlag). Men næsten hele verden forenede sig mod landet i kravet om racistiske, sorte nationalisters magtovertagelse. Deres uduelighed har under Mugabe ført til et totalitært fallitbo, men fordømmelsen er halvhjertet og uendelig langt fra sanktionerne m.m. mod Smith. Et sigende paradoks er, at Mugabe tilhører Shona-stammen, der ville være udryddet af Matabele-folket, hvis ikke europæerne havde skabt ordnede forhold. Og den britiske Labour-regering hyklede i konflikten med Smith, at man ville ”genoprette lov og frihed”: Rhodesia var et af Afrikas få retssamfund.
I sine erindringer med den rammende titel ”Det store forræderi” vender Ian Smith igen og igen tilbage til den urimelige verdensopinion, der ud fra ideologiske doktriner kræver ændringer, som gør livet for de folk, der skal adlyde, uudholdeligt. Smith er en af de ganske få vestlige ledere, som stod fast på retfærd, civilisation og kristne værdier i æraen, hvor kommunister og ”alliancefrie” skabte en antivestlig mentalitet, der endnu er grundtonen i debatten. Smith så Rhodesias historiske rolle i at være det første vestlige land, der sagde: ”Hertil og ikke længere.” Siden er der kun givet køb. I FN blev Rhodesia absurd udråbt til en ”trussel mod verdensfreden”, som Israel nu bliver det, og de fleste vestlige lande fatter stadig ikke, hvor fronten er, og løber med.
Smith skelner i sine erindringer mellem de lande, der giver andre skylden for deres fiaskoer, er destruktive, truende og kommer med falske anklager. Og de lande, der er ansvarlige og kan stå på egne ben, og som netop derfor lægges for had. Det samme skel findes i dag og er kun forstærket af islams militarisering. Hvad Europa nu mangler, er en hædersmand som Ian Smith, der utroligt nok modstod en ondsindet verdensopinion i over et årti og klart slog fast: ”Hertil og ikke længere!” Danmark kom under Muhammedkrisen i en position som Rhodesias, de antivestliges hadeobjekt nr. 1, og forhåbentlig formår vor regering i den kommende svære epoke at holde frihedsfaklen højt, selv om Fogh Rasmussen så vist ikke er af samme kaliber som Ian Smith.
|