02.11.2007
Uredeligt integrationsindeks!
Forfatter: TK
Institut for Menneskerettigheder demonstrerer sin inkompetence
Overskriften er taget fra lederen i november-nummeret af Dansk Arbejdsgiverforenings nyhedsbrev Agenda.
Baggrunden er, at Agenda har fundet adskillige graverende fejl ved de svar, som dannede baggrund for, at Danmark for nylig havnede som nummer sjok blandt de gamle EU-lande, når det drejer sig om integration af mennesker fra den tredje verden.
Det er Institut for Menneskerettigheder, der har leveret de svar, som tages under behandling af Agenda.
Blandt fejlene, der alle trækker ned i bedømmelsen af Danmark, er:
- Fejlagtig beskrivelse af reglerne for udlændinge, der ønsker at få opholdstilladelse for at åbne en restaurant eller detailhandel i Danmark.
- Forkerte oplysninger vedr. praksis for anerkendelse af udenlandske uddannelser og kompetencer i Danmark.
- Forkerte påstande - beviseligt mod bedre vidende - om beskyttelse mod diskrimination ud fra nationalitet.
- Fejlagtig beskrivelse af reglerne for fri proces og tolkebistand.
- Vildledende beskrivelse af støtten til indvandrerorganisationer, hvor et særprincip for driften beskrives, som om det var hovedreglen.
I den ovenfor citerede leder fra Agenda, der er skrevet af adm. direktør Jørn Neergaard Larsen, karakteriseres Institut for Menneskerettigheders bidrag til rapporten bl.a. sådan:
"Denne lemfældige og uprofessionelle tilgang til et vigtigt emne er uredelig. Det er også skadeligt for en konstruktiv debat om, hvordan man løfter den svære integrationsopgave."
Agenda er ikke alene om kritikken. Blandt de andre kritikere kan nævnes:
Juraprofessorerne Eva Smidt og Mads Bryde Andersen, samt Torben Tranæs, der er forskningsleder ved Rockwoolfondens forskningsenhed. Efter Tranæs opfattelse er integrationsindekset ubrugeligt til det, som det giver udtryk for at kunne bruges til.
Artiklen kan læses på: http://agenda.da.dk/default.asp
|