24.09.2004

Danmarks Radio

Forfatter: Ole Hasselbalch

Om Danmarks Radios "troværdige" journalistik.

Den 5/9 fortæller den tidligere DR-mand Paul Zebitz-Nielsen i Jyllands-Posten, at DR-journalisterne gør deres bedste for at drive troværdig, moralsk-etisk forsvarlig journalistik, samt at den ”kritiske” journalistik, Danmarks Radio indførte for nogle årtier siden, blot var en ændring af den journalistiske form.

Man er ved at få morgenkaffen galt i halsen.

Traditionelle journalistiske idealer sætter som bekendt objektiviteten i højsædet. Med Journalisthøjskolen som omdrejningspunkt kom disse idealer imidlertid i 1970-erne under pres fra venstrefløjen, der brugte mange vitaminer på at udtænke en ny teori om journalistens opgaver. Afsættet for produktet af denne tænkning, der svøbtes netop i positivordet ”kritisk journalistik”, var opfattelsen af, at medierne i det ”kapitalistiske” samfund bidrog til at opretholde ”magthavernes” positioner. En ”socialistisk” journalist måtte derfor hjælpe ”proletariatet“, til at forstå, at det blev udnyttet og ”fremmedgjort”, og til at reagere over for ”udbytterne“.

Tankegangen kom trods sin forskruethed til at præge den dengang opvoksende generation af journalister, af hvilken de to tredjedele karakteriserede sig selv som liggende til venstre for Socialdemokratiet (se Pressens Årbog 1981-82). I samme takt gled det formål, der lå i at sikre en neutral nyhedsformidling som grundlag for vælgernes egen stillingtagen, i baggrunden. Pressen skulle nu være redskab for skabelse af en ”samfundsforandring”, og målet for en journalist med de rette holdninger kunne ikke være neutralt at fremlægge fakta, som folk så selv tager stilling til. Nej, han skulle vise tingene på en måde, så at publikum godskrev sig hans budskaber.

I øvrigt var det efter det nye koncept heller ikke afgørende, hvad læserne, lytterne og seerne selv interesserede sig for, idet dette jo ikke nødvendigvis var ”informativt“. Det var derimod journalistens opgave at udvælge stoffet efter, hvad ”samfundets“ behov krævede. Oplysninger uden tilstrækkelig samfundsværdi skulle følgelig bortsorteres til fordel for sådanne, som tjente det højere formål.

Den ”kritiske” journalistik er beskrevet i større detaljer af fhv. afd. forstander Dan Larsen på Journalisthøjskolen i JP den 18/1 og 19/1 1994.

Kernen i det nye koncept var med andre ord, at de principper, der burde være basis for pressens virksomhed i et folkestyre, blev opgivet til fordel for journalistik af den art, der anvendes i samfund, hvor en bestemt ideologi og bestemte meninger er defineret som de eneste rigtige.

Dillen fik en noget forskellig fremgang ved de medier, hvor de håbefulde unge journalistspirer efterhånden blev ansat, men i DR sattes den i system. Ensretningen af dette organ stred ganske vist mod lovgivningens udtrykkelige krav om, at institutionen skulle arbejde sagligt og upartisk. Men det klarede man sig uden om via en sindrig analyse af objektivitetsbegrebet, som simpelt hen blev omdefineret. Det skete bl.a. i en rapport ”Objektivitet – virkelighed – beskrivelse – formidling“, der vistnok kun var tiltænkt en snævrere, intern kreds, men som ikke desto mindre sivede ud. Derfor kan f.eks. følgende citeres fra den:

”Det afgørende er, at ... (formålene med virkelighedsbeskrivelsen, forf.) … kan være mere eller mindre rimelige eller legitime i forhold til stoffet og modtagerne. Et formåls rimelighed eller legitimitet afhænger af værdien af de konsekvenser som følger, hvis formålet realiseres. Hvis konsekvenserne af en realisering af et formål vurderes højere, end hvis formålet ikke realiseres, er formålet legitimt.“

Sagt på jævnt dansk: DR-journalistens (personlige) skøn skulle være afgørende for, hvad DR bragte, og hvordan det bragtes. En journalist med de rette meninger kunne følgelig helt legitimt anlægge et skøn, som var i overensstemmelse med de rette politiske holdninger.

Hvordan fungerede dette så inden for det felt, hvor DR nu beskyldes for at have misinformeret, nemlig i relation til flygtninge- og indvandringsstoffet?

Undertegnede deltog fra begyndelsen af 1980-erne i forsøgene på at få ændret den udlændingepolitiske vanvidskurs, Danmark med den såkaldte flygtningelov af 1983 havde begivet sig ud på, og hvis konsekvenser i dag er kun alt for sørgeligt kendte. Jeg husker med stor tydelighed, hvordan det var at forsøge at få DR til at tage sin informationsopgave her højtideligt: Det var lige så let som at få en kamel gennem et nåleøje.

På DR vidste man nemlig ganske nøjagtigt og koncist og på forhånd, hvad der var de troværdige, moralsk-etiske og forsvarlige ”facts” i denne sag. Disse svarede pudsigt nok nøje til det, der strømmede ud fra de humanitære organisationers informationskontorer. Stort set alt, hvad der talte i anden retning, blev holdt væk fra lytterne og seerne, uanset hvor veldokumenterede oplysninger, det drejede sig om. – I forbeholdet ligger, at enkelte modige DR-medarbejdere havde held til nu og da uden at blive ”opdaget” at få ting ud til offentligheden på tidspunkter, hvor kontrollen med dem var svag.

For mit eget vedkommende husker jeg kun et par gange, hvor det lykkedes at komme til orde under så afslappede former, at det sagte havde mulighed for at blive forstået efter sit indhold. I det ene tilfælde var årsagen, at en tyvebande af fremmed herkomst havde været på tourné på Rosenørns Allé, hvilket for en stund bragte medarbejderne dér ned på jorden. Det lykkedes ved den lejlighed endog at oplæse et par citater fra Flygtningehjælpens interne informationsstrategi. Også denne passede morsomt nok som hånd i handske til DR’s opskrift for håndtering af emnet.

Men DR’s overordnede mål lå da også klart: ”Hvis Danmarks Radio skal tage sit idegrundlag alvorligt, så bør vi bevidst i den samlede sendeflade forsøge at dæmme op over for den højrebølge i indvandrerspørgsmålet, der strømmer gennem landet“, sagde DR’s generaldirektør Christian S. Nissen f.eks. i JP 15/11 1997 Og videre: DR skulle tage særlige hensyn til flygtninge og indvandrere og ”ikke bare stå som neutrale iagttagere“ (JP 13/11 1997). Tilsvarende kunne i personalebladet læses, at ”massemedierne ... har en afgørende indflydelse på vor menings- og holdningsdannelse. Ergo må publicstationerne mobiliseres i kampen mod fremmed-angst“ (Dråben 29/1 1993).

I ly af denne moralsk højerestående journalistiske målsætning og bortdefinering af al opposition som uanstændig og ekstrem fik offentligheden stort set ikke via DR noget at vide om alt det, som i dag vides i kraft af andres behjertede indsats.

Men DR gik da i øvrigt videre end til at foreholde offentligheden oplysninger og farve nyhedsstoffet. Der foregik også en systematisk sværtning af de personer og organisationer, som søgte at få de voksende udlændingeproblemer sat på den politiske dagsorden. Stort set var det således ikke muligt at beskæftige sig kritisk med det forvredne billede, den journalistiske mainstream i DR satte i faktums sted, uden at blive fremstillet som højreekstremist og det, der var værre. Til at skabe dette indtryk af datidens politiske dissidenter var DR-medarbejderne faktisk imponerende dygtige.

Tilsviningen havde ikke blot i reportagens form, som f.eks. når DR-kanaler ukritisk videreekkoede de ting, der flød i en lind strøm fra den revolutionære venstrefløjs fabrikker for konstruktion af en ”voksende racisme og højreekstremisme”. Den blev også indlagt i rene underholdningsudsendelser. Fænomenet kunne her antage rent ud absurde former. Eksempel: I Bytinget markedsførte DR på et tidspunkt en i det ekstreme venstremiljø opdigtet løgnehistorie om, at den kreds, jeg dengang repræsenterede, ligefrem var dømt som racister - til trods for, at TV-folkene sad med den injuriedom i hånden, som viste, at sagens udfald var det stik modsatte.

Alt dette medførte naturligvis klager til DR (eksempelvis 6/3 1988, 23/4 1989 og 10/5 1989). Disse henvendelser førte imidlertid ikke til noget. Endvidere blev DR bedt om at konkretisere, i hvilke udsendelser institutionen mente at have opfyldt sin forpligtelse til alsidighed ved at lade kritiske synspunkter på indvandringspolitikken komme til orde (således 8/4 1989, 10/5 1989 og 19/6 1989). Det ønskede man imidlertid ikke at oplyse. Endelig blev det foreslået DR at lave en høring, hvor eksperter kunne blive udspurgt af et panel med repræsentanter for alle interesserede parter (breve af 12/5 1989 og 21/6 1989). Også det blev afvist (2/6 1989).

Det skal tilføjes, at klager videre til det daværende radionævn (naturligvis) også var forgæves.

Nu står vi så dér, hvor det har vist sig, at det var dem, DR ikke ville lege med, der havde ret, kom med de korrekte oplysninger og opstillede den prognose for udviklingen, som i dag har vist sig at være den gyldige.

Såfremt DR’s journalistik er så moralsk, etisk, objektiv, neutral o.s.v., som foretagendets tro væbnere fortæller, ville udsendelsesfladen derfor i dag flyde over med analyser af, hvordan man dengang kunne havne så langt ude i uføret, som tilfældet er. Og stemmerne fra dem, som dengang havde ret, ville naturligvis lyde over DR’s kanaler, hver gang DR’s mikrofonholdere har brug for en kommentar til dagens begivenheder.

Læserne af nærværende er formentlig i stand til selv at vurdere, om de har hørt eller set noget i den retning.

 

Seneste INDSIGT-UDSYN

Den seneste udgave af INDSIGT-UDSYN er sendt ud til vores abonnementer og medlemmer. Du kan læse den forrige.

BESTIL BØGER HER

Nyeste videoer -  herunder alle
talerne fra Folkefesterne 2014-2019
se dem i videoteket lige nedenunder

Se flere i Audio- og videoteket

Giv en hånd med

Bliv medlem af foreningen eller få alene INDSIGT-UDSYN tilsendt.

Du kan også vælge at støtte vores arbejde økonomisk.

Du tegner abonnement her

Du melder dig ind her

MobilePay betalingsnr.:
34810