I seneste udgave af Weekenavisen 7.9. skriver chefredaktør Anne Knudsen en ledende artikel under overskriften "Revolutionær islam" 

Her sammenligner lederskribenten den revolutionære udgave af islam, med Rote Armee Fraktion, Blekinge-gadebanden, Brigate Rosse, The Weathermen.

En revolutionær antikapitalisme, der ikke kan affinde sig med de sekulære traditioner.

Begreber som ytringsfrihed, demokrati, er gift for den fundamentalistiske islamiske livsopfattelse. 

Jeg mener til gengæld,- der er denne forskel, at Islam altid har været revolutionær.

Her har det verdensomspændende Kalifat altid stået på dagsordnen.

De europæiske revolutionære grupper har spillet en rolle i en række år, - men er gået i sig selv, fordi tidsånden har ændret sig i liberal retning, og derved har tømt deres muligheder for at påvirke samfundet.

Den islamiske bevægelse, er ikke påvirket af de sekulære samfund man befinder sig i, her lever man i en stat i staten, og slår til, når der viser sig en mulighed.

Tidsperspektivet er underordnet. Det er det farlige ved Islam.

I sin leder skriver Anne Knudsen bl.a. 

"Ikke bare i dette stykke minder islamisterne stærkt om den forrige generations revolutionære; der er også lighedspunkter i de revolutionæres videre omverden.

De rabiate venstreorienterede i 1970ernes Europa og USA blev først på et meget sent tidspunkt i deres karrierer frosset ud af deres ikke-voldelige omgangskredse. 

Det var kun de allerfæreste af voldsmændenes venner, bekendte og medstuderende, som forestillede sig, at de virkelig ville begynde at myrde mennesker. Men deres samfundskritiske ildhu blev nærmest betragtet som en dyd; de var mere kompromisløse, mere konsekvente og på sæt og vis netop derfor beundringsværdige. 

Og herregud, de var jo så unge. På den fuldkommen samme måde ser det ud til, at de unge mænd, som nu for tiden går ind i islamistiske terrorceller, har mødt en hel del bifald fra deres umiddelbare omgivelser, da de med ét blev fromme afholdsmænd, der bad mange gange om dagen, mødte trofast op i moskeen og forlod deres sekulært forlystelsessyge ungdomsvenner.

Svære overvejelser om, hvad det mon kunne føre til, har famlierne sandsynligvis ikke haft. Og hvis de har haft dem, har de haft vanskeligt ved at finde støtte for bekymringen hos naboer og slægtninge, for er det ikke en god ting, at et ungt menneske tager troen alvorligt?

Det gælder for næsten alle de terroranklagede og terrordømte fra de sidste seks års sager om islamitisk vold, at deres umiddelbare miljø havde oplevet, at de pludselig blev fromme og rettroende, hvor de før havde været ligeglade med religionen og dens mange påbud.

Og det er et gennemgående træk, at forældre og naboer mest har været imponerede. Kun nogle af de anklagedes søstre har offentligt beklaget sig over de restrektioner, broderen gav sig til at forlange indført i familien.

At forebygge terorisme under disse betingelser er først og fremmest en politi mæssig opgave, for det er ikke realistisk at forestille sig, at man vil begynde at se skævt til de fromme i Europas muslimske nærsamfund.

Den unge kunne nemlig i princippet udmærket tænkes at være from uden af den grund at drømme om død og ødelæggelse. Der er jo ikke tale om, at familier og naboer konkret hjælper terroristerne med deres voldsprojekter; de aner intet om dem. Men der er tale om en accept af deres synspunkter - eller i det mindste en solidarisk tavshed.

Kritikken af det vestlige samfund er udbredt langt, langt ud over de grupper, der kan tænkes at gøre noget."

Det er en ganske god analyse lederskribenten kommer med.

Men sammenlagt, må man sige, hvad rager det de vestlige sekulære demokratier.

Hvorfor, skal vi overhovedet bruge tid og kræfter på en forstenet kulturkreds, der ikke kan bibringe Vesten med noget som helst.

Den islamiske  kulturkreds, er idag kørt af sporet,- fordi dens magthavere ikke tillader en fri og åben debat om viden, demokrati og frem for for alt den frie forskning.

Islam, er idag en klods om benet på Europa. Vi må som europæere frigøre os fra denne omklamring. Det må ske ved en samlet repatriering i henhold til Folkerettens bestemmelser. Vi må som europæere stå samlet, uagtet alle internationale konnventions eksperterts forargelse og fordømmelse.

Islam, er nutidens pest over Europa.

Kilde: Weekendavisen den 7. september 2007.