Den 24. august, bringer Morgenavisen Jyllands-Posten en kronik af forfatteren og filosof Kai Sørlander, under overskriften "Kristendom og rationalitet i symbiose". 

Her beskriver K.Sørlander konskvenserne ved at dømme al religiøsitet ude af den offentlige debat.

Sørlander hævder i kronikken, at vi bør stå ved den historiske arv.

Den symbiose af kristendom og rationalitet, som har virkeliggjort den sekulære demokratiske samfundsorden i europæisk kultur.

Kronikøren hæfter sig især ved, at vi i vor egen tid har set, hvorledes socialismen og multikulturalismen har været på mode.

Det har betydet, at der nu er en periode, hvor den barske religionskritik, eller religionsforkastelse har taget fører-skabet.

Kai Sørlander fremhæver i den forbindelse bl.a forfatterne Sam Harris, Christoper Hitchens, og Richard Dawkins, der henholdsvis har skrevet bøgerne "The End of Faith", "God is not Great" og "The God Delusion" 

I slutningen af kronikken gør Sørlander op med de tre førnævnte forfattere ved at skrive følgende: 

"Før vi kan være berettiget til at tage det skridt, er vi nødt til at se lidt nærmere på virkeligheden og på de betingelser, hvorunder vi faktisk har realiseret den sekulære demokratiske samfundsorden.

 Der er mange forskellige faktorer, der spiller sammen i den endelige forklaring.

Men en af disse faktorer må være den herskende religion og dens eget forhold til sekulariseringen af det politiske.

Som bekendt har den herskende religion været kristendommen. Og når vi analyserer den nærmere - i Jesu eget fuldstændige afkald på jordisk magt og hans forkyndelse af nogle bud, der ikke kan gøres til politik - så kan vi konstatere, at den har et væsentligt potentiale for at kunne sekularisere det politiske. 

Et potentiale, som blev brugt i Reformationens opgør med pavemagten.

 Ganske modsat for islams vedkommende. I Muhammeds liv og forkyndelse er der intet potentiale for at kunne sekularisere det politiske.

Muhammed var selv både religiøs og politisk leder, og han forkyndte nogle bud, der også var bestemt til at være politisk lovgivning.

Der er al mulig grund til at se dette som en væsentlig forklaring på, hvorfor den sekulære demokratiske samfundsorden voksede frem i den europæiske kultur, mens den islamiske verden stod stille i sin binding til deres religiøse lovgivning.

 Dette perspektiv mangler helt hos Sam Harris og de øvrige radikale religions-fornægtere.

De ser ganske rigtigt, at kristendommen også har været brugt til meget ondt; men de ser ikke, at dybere nede har den været en medvirkende årsag til fremvæksten af det sekulære demokrati i den europæiske kultur. Her er de blinde.

Og i erkendelse af den blindhed må vi bedømme deres generelle religionsfjendtlighed som irrationel.

For vi ved ikke, hvad der kommer i stedet, hvis vi aktivt nedbryder den kristendom, der har gødet jorden for det sekulære demokrati, som det faktisk eksisterer.

Det kan være, at tomrummet fyldes af en større irrationalitet 

Så i stedet for at dømme al religiøsitet som lige farlig må det mest rationelle være at stå ved den historiske arv: Den symbiose af kristendom og rationalitet, som har virkeliggjort den sekulære demokratiske samfundsorden i europæisk kultur."

Kilde: Kronik i Morgenavisen Jyllands-Posten fredag den 24. august 2007.

         Kronikør. Forfatter og filosof Kai Sørlander.