Jeg bliver af og til spurgt, hvorfor jeg som nordmand skriver mere om Sverige end om mit eget land. For det første: Jeg skriver af og til om Norge. For det andet: Hvis man kun ser på hovedstæder, så kunne Oslo anses for Skandinaviens værste by. Men i næsten alle andre henseender er Sverige værre. Og ja, det er på alle måder så slemt, som jeg siger, at det er.

Den vigtigste grund til, at jeg skriver så meget om Sverige, er, at det er den mest totalitære stat i den vestlige verden, at Sverige derfor kan tjene som advarsel for andre.

Den anden grund er, at Sverige i lighed med mit eget land, nu har brug for et kærligt spark. Alt for mange svenskere klynger sig stadig til myten om ”den svenske model”, mens deres land krakelerer under fødderne på dem.

Hvis Sverige skal reddes, - hvis det kan reddes, – det er jeg ikke sikker på, - så må Sverige som eksempel til efterfølgelse smadres, for vanvid står nu i vejen for fornuften.

Ifølge den nye hjemmeside The Local, fik en dommer, som behandlede en sag om indvandring, sit hjem smadret af venstreekstremister. Væggene blev overmalede med trusler, rød maling blev hældt over trapperne, og en økse blev efterladt udenfor hans hjem.

”Når en dommer i en svensk ret får sit hjem vandaliseret på denne måde, er det naturligvis meget alvorligt”, siger Ingvar Paulsson, chefen for retten i Gøteborg. Gruppen Antifascistisk Aktion (AFA) skriver på sin hjemmeside, at angrebet blev udført på grund af irakiske asylansøgeres situation. De svenske asylmyndigheder havde fastslået, at de pågældende skulle udsendes af landet, hvis det ikke kunne bevises, at de var personligt forfulgte.

Det skal bemærkes, at Sverige alene har modtaget næsten dobbelt så mange asylansøgninger fra irakere, som hele resten af Europa har modtaget tilsammen.

Indfødte svenskere, der bor i et land, som var et af verdens mest etnisk homogene for bare 30 år siden, vil blive en etnisk minoritet i deres eget land indenfor nogle få årtier, hvis denne udvikling fortsætter. Sverige er selvdestruktiv i et omfang, som der næppe findes fortilfælde af i historien. Men for den ekstreme venstrefløj går selvødelæggelsen ikke hurtigt nok.

AFA praler åbenlyst af talrige angreb på personer, som får deres fulde navn og adresse udstillet på deres hjemmeside. Ifølge dem selv gøres dette for at bekæmpe kapitalistisk udnyttelse og for at fremme et verdensomfattende klasseløst samfund. Logikken er noget i retning af dette: Hvis man protesterer imod muslimsk indvandring, lider man af islamofobi, hvilket er næsten det samme som xenofobi, hvilket er næsten det samme som racisme. Og racister er, som vi alle ved, næsten fascister og nazister, og de bør ikke have lov til at give udtryk for deres mening.

Ergo, hvis du beklager dig over at blive chikaneret eller voldtaget af muslimer, så er du ond og bør bringes til tavshed.

Hvis en indfødt svensker er rigtig heldig, vil vedkommende først blive overfaldet af muslimer, og dernæst overfaldet en ekstra gang af sine egne venstreekstreme landsmænd som straf for at have beklaget sig over det første overfald. Den svenske stat gør stort set intet for at forhindre nogen af delene.

Indfødte svenskere, som protesterer imod en masseindvandring, der vil gøre dem til en minoritet i deres eget land i løbet af et par generationer, er forlods klassificeret som ”racister”, og racister er af praktiske grunde ikke omfattet af lovens beskyttelse.

Ifølge nogle observatører er islamofobisk had i fremgang i Europa.

Lad os se på, hvad der forstås ved ”racistisk had”. Det følgende er et officielt eksempel på, hvad der anses for en islamofobisk hadeforbrydelse i Sverige:

En muslimsk familie spørger, om det er muligt for dem at få noget andet at spise end pølser lavet af svinekød. Linda svarer så: ”Nej, vi bor i Sverige”. Familien spørger, hvad hun mener med det. Linda gentager, at ”vi bor i Sverige, og det må i respektere”. Manden i familien siger, at ”vi respekterer jer, hvorfor kan du ikke respektere os?” Linda svarer så ”nej, desværre ikke”. Hun ler og går sin vej.

Sammenhold det med et eksempel fra 2006, da justitsminister Göran Lambertz afbrød sin indledende undersøgelse af antisemitisme i den store moske i Stockholm. Han skrev, at ”den tilgængelige litteratur indeholder udsagn, som er stærkt nedsættende om blandt andre jøder, som konsekvent omtales som aber og svin.” Ydermere udtales der en forbandelse over jøder, og der opfordres til hellig krig for at udrydde jøderne, til hvilket formål selvmordsbombere - æret som martyrer - er det mest effektive våben. Lambertz mente, at ”de nævnte udsagn til trods for deres indhold kan ikke anses for en tilskyndelse til had ifølge svensk lov.” Han konkluderede, at de indledende undersøgelser skulle afsluttes, fordi udfaldene imod jøder kunne siges at være udløbere af konflikten i Mellemøsten.

Denne dobbelte standard er ikke blot begrænset til jøder. Lokalpolitikeren Dahn Petterson er blevet idømt en bøde på 18.000 kr. for at skrive, at 95% af al heroin, der kommer ind i Sverige, bringes ind af albanere via Kosovo. ”Det er aldrig etniske grupper, der begår forbrydelser. Det er enkeltpersoner eller grupper af enkeltpersoner”, sagde anklageren Mats Svensson til retten, som anså Pettersson skyldig i ”agitation imod en minoritetsgruppe”. Svante Nycander, tidligere redaktør for avisen Dagens Nyheter, udtalte, at dommen fra retten i Malmø underminerer ytringsfriheden. Mange vil se den som bevis for, at autoriteterne er bange for ubekvemme sandheder, og at manglen på saglige modargumenter får dem til at straffe dem, som siger sandheden.” I Sverige er det en forbrydelse at udtale det faktum, at muslimske albanere står bag en stor del af indførslen af narkotika i Europa. Det er derimod fuldt ud acceptabelt at udtale sig nedsættende om Sveriges indfødte.

Bexhet Kelmeni er kosovoalbaner og bor i Malmø, Sveriges tredje største by, som forventes at være den første skandinaviske by, der får muslimsk flertal i løbet af få år. Han synes, det er vigtigt, at det er blevet fastslået, at Dahn Petterssons udtalelser er kriminelle. ”Jeg skammer mig over, at der findes sådanne politikere”, siger Kelmeni, som påstår, at han har haft kontakt med hundredvis af albanere, og at de alle har følt sig fornærmede. ”Han bør lære mere om den albanske kultur”, siger Kelmeni.

Hvad han ikke siger er, at mange af de tilbageværende svenskere i Malmø – de indfødte er flyttet fra eller rettere flygtet fra byen på grund af hårdhændet vold og chikane – får daglige lektioner i albansk kultur.

Feriz og Paitim, medlemmer af Gangsta Albanian Thug Unit i Malmø, forklarer, hvordan de overfalder folk i byen. De udvælger sig et enligt offer. ”Vi omringer ham og slår ham, indtil han ikke længere gør modstand”, siger Feriz. De er altid i overtal i forhold til deres ofre. Er det ikke fejt? ”Jeg har hørt det argument fra mange, men jeg er uenig. Det er meningen, at de ikke skal have den mindste chance”. De har ingen følelser for deres ofre. ”Hvis de kommer til skade, har de kun sig selv at takke for at være svage”, siger Pajtim og trækker på skulderen. ”Mange af os var med i bander, der bekæmpede serberne i Kosovo. Vi har volden i blodet”. De giver politikerne skylden for deres voldelighed, fordi de keder sig. Hvis staten kunne give dem noget at lave, ville de måske holde op med at angribe folk. Men er manglen for fritidsaktiviteter den eneste grund til, at de overfalder folk? ”Nej, det er også rigtig sjovt”, siger Feriz.

Kriminelle bander af albanere indrømmer således åbenlyst, at de fornærmer svenskere, men svenskere må ikke sige, at de er kriminelle bander af albanere. Det er racisme.

Den bølge af røverier, som Malmø udsættes for, er et led i ”krigen imod svenskerne”. Det er den forklaring, unge røvere med indvandrerbaggrund giver. ”Når vi begår røverier i byen, fører vi krig, krig imod svenskerne”. Den begrundelse blev gentaget talrige gange. ”For mig betyder magt, at svenskerne skal se på mig, lægge sig ned og kysse mine fødder. Vi røver hver eneste dag, så tit det passer os, når det passer os”. De svenske myndigheder har stort set ikke gjort noget for at stoppe det.

Findes der da ingen racisme i Malmø? Jo, der er nogle væmmelige tilfælde af islamofobi. En buschauffør blev afskediget for diskrimination og had, fordi han skulle have forsøgt at forhindre en kvinde i at komme ind, fordi hun var iført en burka.

Ifølge skribenten Mats Wahl koster brandstiftelse på skoler mere end 300 millioner om året. En uofficiel undersøgelse af 52 kommuner viser, at der var mindst 114 tilfælde af brandstiftelse i første halvdel af 2006, men det var svært at skaffe præcise tal. Mindst 139 skoler blev udsat for brandstiftelse i 2002. Bjørn Vinberg fra brandvæsenet i Malmø siger, at det er nedværdigende at skulle slukke brande igen og igen i de samme indvandrerområder, mens skolebørn står og griner af dem og tænder en ny brand lige efter. Dette må bestemt være en protest imod den institutionaliserede og allestedsnærværende islamofobi i det svenske samfund.

I et land, hvor skatteraten er over 60%, højere end i næsten noget andet land på Jordkloden, måske bortset fra Nordkorea - som tilfældigvis har samme niveau af ytringsfrihed som Sverige – overfaldes befolkningen dagligt af indvandrerbander. Alligevel gør staten intet for at stoppe det. Skønt muslimer åbenlyst skryder over angreb på jøder og kristne anses det ikke for en hadeforbrydelse. Men det betragtes som racisme og hadeforbrydelse, hvis muslimer ikke får halalpølser når som helst og ikke kan bære burka hvor som helst.

I følge professor Wilhelm Agrell har Sverige nu en forsvarspolitik, som bygger på, at selvforsvar ikke længere er nødvendigt.  Militære ressourcer anses kun for nødvendige som markeringer i fjerne konflikter, og svensk jord anses kun for øvelsesområde.

Agrell konkluderer, at ”efter mange års eksistensangst og budgetmæssige sorte huller, har svensk militær omsider sanket fanen, tømt sine lagre og forladt landet”. De få soldater, der er tilbage, befinder sig i steder som Afghanistan. Ikke hjemme. Jan Karlsen fra det svenske politiforbund advarede i 2007 om, at den udsultede politistyrke ikke ville være i stand til at håndtere organiseret kriminalitet og etniske spændinger ret meget længere. Samtidig protesterer politifolk imod en ny uniform, som skal få dem til at virke mindre aggressive ved at udskifte støvler med sko, gøre våben mindre synlige og ændre skjorterne til en blødere og venligere farve.

En artikel fra juni 2007 med titlen ”Sommertid – voldtægtstid”, i Aftonbladet, Skandinaviens største avis, forbandt stigningen i voldtægter om sommeren med det varme vejr. Det officielle antal sigtelser i voldtægtssager i Sverige er blevet mere end firedoblet i løbet af en generation, og endda mere for piger under 15. Hvis det skyldes det varme vejr, skal årsagen til voldtægtsbølgen i Skandinavien måske søges i den globale opvarmning?

Det faktum, at mange af de mistænkte har muslimsk baggrund, hvilket også er tilfældet i nabolandet Norge, er ren og skær tilfældighed. Uden tvivl.

Antallet af voldtægter i Norges hovedstad Oslo er nu seks gange højere pr. indbygger end i New York.

Ifølge journalist Karen Jespersen har Helle Klein, chefredaktøren for Aftonbladet fra 2001 til 2007 og tidligere ledende medlem af det socialdemokratiske ungdomsforbund, udtalt, at ”hvis debatten går på, at der findes problemer, som er skabt af flygtninge og indvandrere, så ønsker vi den ikke”.

Opinionsundersøgelser har vist, at to tredjedele af svenskerne tvivler på, at islam kan indpasses i det svenske samfund. Alligevel er der ikke et eneste af de politiske partier, som er repræsenteret i parlamentet, der har ytret kritik af den førte indvandringspolitik, og der finder ingen debat om multikultur og islam.

Under en demonstration i Stockholm arrangeret af islamiske og anti-racistiske organisationer i 2006, stod Helle Klein foran et banner med teksten ”Et Sverige for alle – Stop den nazistiske vold” mens hun holdt en tale med advarsler imod islamofobi i medierne.

På svensk lyder ”Sverige for alle” næsten som ”Sverige for Allah”. Når ledende medlemmer af den politiske og mediemæssige elite forbinder islamofobi med nazisme, mens de forholder tavse om vold begået af muslimske bander i deres eget land, giver de indirekte verbal ammunition til venstreekstremistiske grupper som AntiFascistisk Aktion, som udøver fysisk vold imod kritikere af masseindvandringen.

Broderskabet, en organisation af kristne socialdemokrater, har venskabelige forbindelser med det Muslimske Broderskab, ligesom Kleins socialdemokrati havde venskabelige forbindelser med naziregimerne før 2. Verdenskrig. I ledende artikler har Helle Klein ytret sympati for terrororganisationer som Hamas, den palæstinensiske afdeling af MB, mens hun har advaret imod truslen mod verdensfreden skabt af israelsk aggression og det kristne-zionistiske højre i USA.

Hamas er en fascistisk organisation, som åbenlyst agiterer for massemord på jøder. Ironien i advarslen mod ”nazistisk vold” kombineret med sympati for en organisation, som vil fuldføre det, som nazisterne startede, anfægter ikke fru Klein, som nu studerer for at blive præst i den svenske kirke. Hendes tipoldefar var rabbiner.

Den svenske kirke har bekendtgjort sin vilje til at tillade bøsser at blive gift i kirken, men vil have ægteskabsloven omdøbt til samlivsloven. Hvordan Klein vil forlige støtte til bøsseægteskaber med støtte til en islamisk terrororganisation, som ønsker at dræbe bøsser, er mig en gåde, men jeg er sikker på, at hun vil finde en løsning.

Den britiske forfatter Paul Weston mener, at Britanniens nationale hjerte er holdt op med at slå: ”Vor nationale sjæl svæver ubeslutsomt over operationsbordet. Akutlægerne er blevet alarmeret, men hospitalets politisk prægede omstilling har ladet dem vide, at der ikke er noget problem, at alt er under kontrol. Akutlægerne har hørt noget andet. De skynder sig for at nå frem, mens andre har slukket for lyset i operationsstuen. Det er et stort hospital, og de har kun få minutter til at nå frem. De er forvirrede, mistrøstige, misinformerede, og uret tikker nådesløst, tikker, tikker…

Jeg føler trang til at sige det samme om Sverige. Den svenske nation ligger på sit dødsleje. Vi kan kun håbe, at der er et liv efter døden. Trods alt.

Kilde: http://www.brusselsjournal.com

Oversat med tilladelse fra Fjordman