Sune Dalgård hørte til den snævre kreds, der på et tidligt tidspunkt tog til orde mod den vanvittige indvandringspolitik, som introduceredes med flygtningeloven af 1983, og var blandt initiativtagerne til etableringen af Den Danske Forening i 1987. Han sad ubrudt i foreningens styrelse lige siden og var en kort periode dens formand. Vægten i hans indsats lå imidlertid på det hverv som redaktør af Danskeren, han varetog næsten fra foreningens start og så længe, de fysiske kræfter holdt.

Sune var et enestående menneske – arbejdsom ud i det ekstreme, overordentlig omhyggelig med blik for selv de mindste detaljer og altid repræsenterede det kølige overblik og den nøgterne ræsonneringsevne uanset hvor pressede omstændigheder, han måtte fungere i. I styrelsen var han den, der hele tiden fastholdt diskussionerne på det saglige, og som konstant havde det praktisk mulige for øje, men som også var villig til at satse, når det gjaldt. Hans uforstyrrede ro, uanset hvad der foregik omkring ham, var legendarisk, hvad enten det var i en tilspidset mediemæssige situation eller han var truet rent fysisk, sådan som det var almindeligt i foreningens første mange år.

Hans fortid turde være velkendt – han kom fra modstandsbevægelsen. Uagtet han her var en af de tidligste aktive, lykkedes det først det tyske sikkerhedspoliti GESTAPO at identificere ham ret sent. Han blev arresteret i december 1944, uden at man dog fandt ud af, at han arbejdede for Information og yderligere indgik i en militærgruppe. Til alt held var han derfor ikke nået længere end til Frøslev, da befrielsen kom. Han tilsluttede sig siden Hjemmeværnet, hvor han indgik i AS, hvilken tilknytning han fastholdt til det sidste.

Med denne baggrund kunne man have forventet, at han havde fået en anden behandling, end han faktisk fik i foreningsembedet. Ikke blot måtte han tåle udhængning som ”racist” og ”nazist”. Han blev også udsat for ydmygelser fra det elitære Danmark, som på den måde søgte at markere sig på et moralsk mere ophøjet niveau end han. Han tog imidlertid det hele med uforstyrret ro og veg ikke en tomme fra den kurs, som var sat med ét overordnet mål for øje, nemlig at sikre danskernes ret til at eksistere på dansk grund på egne præmisser og i fred for vildt fremmede menneskers indtrængen.

Hans sprogbrug var klart og direkte, hans ræsonnementer altid skarpe. Tilsammen en cocktail, som gang på gang fik foreningens modstandere til at glippe med øjnene og hengive sig til modangreb, der i mangel af et tilsvarende intellekt som regel måtte indskrænke sig til nedrigheder.

Han vil blive hårdt savnet.

-----------------------

Sune Dalgaard begraves fredag d. 17. august kl. 12 fra Filips Kirke