01.11.2003
Når virkeligheden ikke længere kan bortforklares
Forfatter: HV
”Opgøret med Indvandringspolitikken – en personlig beretning” er titlen på en nyligt udgivet bog af juraprofessor Ole Hasselbalch, tidligere formand og nuværende juridisk rådgiver for Den Danske Forening.
Bogen er blevet vel modtaget af de store avisers anmeldere.
I Jyllandsposten skrev Tage Clausen 30/10 blandt andet: ”Som formand for Den Danske Forening har han i artikler, i bøger og på møder advaret mod følgerne af, at danske politikere kritikløst åbnede landets grænser for mennesker, der dels kom med en fremmed kultur, dels kom uden uddannelse og uden andet bidrag til det danske samfund end et solidt dræn i de offentlige kasser.” Og videre: ”At Ole Hasselbalch fik ret i sine dystre forudsigelser om de islamiske miljøers ikke-integration i Danmark, er i dag uomtvisteligt. Han forudså, at uuddannede familiesammenførte muslimer i stedet for at sige pænt tak og indrette sig efter deres nye gæstfrie værtsland, ville stille krav, kræve ind og forlange, at det danske samfund indrettede sig på deres betingelser.
I Berlingske Tidende 31/10 giver Bent Blüdnikow, som tidligere var at finde blandt Den Danske Forenings skarpeste modstandere, noget nær en undskyldning til Ole Hasselbalch for den uretfærdige behandling, som han og Den Danske Forening blev udsat for igennem mange år. Om sin egen tid som debatredaktør skriver han: ”I de fire år blev langt hovedparten af indlæg fra Ole Hasselbalch og hans meningsfæller siet fra på Berlingske Tidendes debatredaktion, og jeg ringede aldrig til nogen fra den kreds for at få et indlæg”. Bent Blüdnikow slutter sin anmeldelse: ”Ole Hasselbalchs bog er en alvorlig kritik af vort demokratiske samfunds måde at håndtere den offentlige debat og bør være pligtlæsning for nye journaliststuderende og os andre”.
|