Den 20. august skrev journalist Jørgen Ullerup en artikel i Jyllands-Posten om den italienske forfatter Fallacis sidste skrift, ”Oriana Fallaci interviewer Oriana Fallaci”. Den lille bog på 126 sider blev udgivet som bilag til avisen ”Corriere della Sera” i 650.000 exemplarer den 6. august, og blev på få timer revet væk, så kioskerne måtte skilte med ”udsolgt” i vinduerne.

Oriana Fallaci er højt værdsat på mange journalisthøjskoler i verden som mester i interviewkunsten og er internationalt kendt som bestsellerskribent og utrættelig modstander af islam.

Ullerup kan ikke lide hende og finder hendes budskab uklart. Åbenbart har han ikke forstået det.

”Kritikere interesserer mig ikke”, siger Fallaci, ”de er ofte misundelige og jaloux. Deres fag er skammeligt - at fælde improviserede domme i en lille artikel over forfatteres årelange arbejde... De sande kritikere er læserne!”

Ullerup fortæller, at ”menneskerettighedsorganisationer” rejste sag mod Fallaci i Paris. Åbenbart sigter han til en retssag i 2002 om racisme, xenofobi, blasfemi og hetz mod islam.

Om denne skriver Fallaci i forordet (side 24-28) i sin bog ”Fornuftens Styrke” 2004:

”Som vi vil se, skyldes retssagen en medvirken fra en jødisk forening, som åbenbart havde glemt den kamp, jeg netop havde iværksat imod en genopblussen af antisemitismen. Den omfatter også en utilgivelig uanstændighed, som et vist land har sølet sig til med. Landet kendt for ure - og for banker, som tyranner, sheiker, emirer, folk som Bin Laden, Arafat og Co. sætter pris på. Kort og godt Schweiz. Det Schweiz, hvor Allahs børn snart er mere talrige, mægtige og arrogante end i Mecca., og hvor man til deres brug i 1995 vedtog artikel nr. 261 i straffeloven. Takket være denne artikel kan en indvandret muhammedaner vinde en hvilken som helst ideologisk, fagforenings- eller privat sag ved at påberåbe sig religiøs racisme og racistisk diskrimination. (”Han fyrede mig ikke fordi jeg stjal, men fordi jeg er muhammedaner!”, ”Han overfaldt mig ikke, fordi jeg rørte hans kones bagdel, men fordi jeg er muhammedaner!”).

Med en omfangsrig samling akter, der blev fremsendt gennem den schweiziske ambassade i Rom, vovede det Schweiziske Forbunds Justitsministerium i Bern virkelig at kræve, at den italienske stat skulle udlevere mig eller åbne straffesag imod mig og mine bogudgivere for indholdet af min bog ”Vreden og Stoltheden”(”La Rabbia e l`Orgoglio”). En retssag som skulle føres på grundlag af artiklerne 261 og 261 b i den schweiziske straffelov, og NB på tilskyndelse af muhammedanske grupper og borgere: Det islamiske Center og Den somaliske Forening i Geneve, SOS Racisme i Lausanne og hr. jeg-ved-ikke-hvad i Neuchâtel. Folk, som påstod, at min ”racistiske opførsel” og mine bedømmelser af islam, eller rettere ”mine injurier” mod de islamiske samfund ”udsætter den offentlige orden for fare”.

(Ja, kære læsere: den offentlige orden!).

Kravet blev slet og ret afvist af justitsminister Roberto Castelli, som mindede sin schweiziske kollega om, at artikel 2 og særlig artikel 21 i Italiens grundlov garanterer de italienske statsborgere ukrænkelig ret til frit at fremføre deres egne tanker i ord og skrift. At kræve, at den italienske stat skulle føre sag imod mig for at have givet udtryk for mine idéer, altså for min legitime ret til politisk og ideologisk kritik ville kuldkaste et grundlæggende princip i vor grundlov og dermed statens værdighed.”