Formandskabet i DDF 1990-2000 er nok det værste job, jeg har påtaget mig.

Truslen var dybt alvorlig - og den voksede oven i købet for vort blik i takt med den klarhed, det gradvis lykkedes at tilvejebringe.

De fleste tror, at politiske beslutninger bæres af viden, og at søgen efter viden derfor står i høj kurs hos politikere og medier.

Vi lærte imidlertid, at politikerne fra alle de indflydelsesrige partier så vel som medierne over en bred bank ikke blot fornægtede viden, men endog satte en ære i at vende ryggen til den.

Den gedigne, saftdrivende dumhed var i højsædet.

Det arbejde, vi havde troet ville bestå i blot at udfylde et hul i erkendelsen af, hvad samfundet stod over for, blev derfor til en årelang guerillakrig om den offentlige meningsdannelse.

I denne krig startede vi uden anden ressource end den gode vilje og en vis portion viden om, hvorledes man fører den slags krige.

Nogen mente, at det var en åndelig krig, hvor det blot drejede sig om at sætte de rigtige argumenter på tryk. Gid, det havde været så vel. Så havde alting været meget lettere. Nu til dags kan imidlertid ingen opinionskrig vindes over en magtfuld modstander, uden at man selv har både penge og et apparat i ryggen. Der skal nødvendigvis organisation til, og til den hører det sure slid, dag efter dag, måned efter måned, år efter år.

Den slags sælger ikke mange billetter. Og opgaven gjordes ikke lettere af, at vi blev bekæmpet med alle midler af en skrupelløs modpart, der var velforsynet med både penge og indflydelsesveje, og som havde haft mange år til at få sat sit eget verdensbillede på nethinderne. Det humanitære bureaukrati var en ond og vældig modspiller, som suverænt forstod at spille på danskernes forkærlighed for ønsketænkning i lænestolsniveau.

I midten af 1990-erne krakelerede alligevel vort hjemlige ondskabens imperium til at krakelere. At dømme efter udviklingen i f.eks. Norge og Sverige, hvor der ikke skabtes et apparat svarende til DDF, kan man vel håbe, at det var os, der gjorde en forskel.

En stor tak skal derfor gå til de mennesker, som udførte det trælse arbejde uden udsigt til nogen sinde at blive påskønnet derfor. En indsats, som ikke er kendt, bliver i sagens natur ikke påskønnet. Men naturligvis: Endnu mindre påskønnes en indsats, som bliver kendt, når den skader betydningsfulde folks forretninger.

Et samfund, der sætter nydelse over pligt og ansvar, mister imidlertid sin fremtid. Jeg er derfor stolt over at have ledet en forening, hvis kernemedlemmer satte pligt og ansvar højere end hensynet til sig selv. Det har visselig ikke været let at sidde i den fjerneste ende af vort system - så meget mere som at beslutningerne i toppen til tider må have set mærkelige ud, og en forklaring vanskeligt lod sig give i det offentlige rum. Vi er derfor de folk taknemmelige, som loyalt stod fast, også når det var rigtig svært.

Jeg håber bare, at de forstår, at dette ikke er enden. Den regering med støtteparti, som i dag hævder, at de problemer er løst, som samme regeringspartier for et par årtier siden hævede slet ikke eksisterede, har jo ikke ændret den ubønhørlige matematik. Og denne fortæller os, at vi fortsat vil komme i mindretal på dansk grund – blot et par årtier senere.

Med henblik på dette perspektiv - som regeringen kender udmærket - har landets ledere ingen plan. De er end ikke i gang med at lægge en plan.

Så dette er end ikke begyndelsen til enden. Det er højst enden på begyndelsen.