Vinteren bragte en omfattende debat om, hvem der var ”agent” for KGB under Den kolde Krig.

Der kom dog næppe nogen større klarhed over fænomenet hos offentligheden ud af det.

Fra de ansvarlige for den officielle koldkrigsrapport (DIIS-rapporten) er der fortsat heller ingen forklaring på, hvorfor centrale oplysninger til forståelse af begrebet blev frasorteret inden trykningen.

Ingen nulevende har ment sig kvalificeret til betegnelsen agent eller at have foretaget noget belastende overhovedet dengang.

Derimod har vi hørt maser af bortforklaring fra personer, der mener, der blot deltog i den demokratiske debat og informationsudveksling.

Tilsyneladende forstår de ikke, at vel er der i et demokrati udstrakt frihed til at mene, hvad man vil, til at viderebringe løgnehistorier og til at forsvare selv de mest tåbelige og urimelige standpunkter. Men dette ændrer dog ikke noget ved, at det er dybt kompromitterende at have brugt denne frihed til at spille efter en fremmed, fjendtlig magts pibe i dens forsøg på at få magt over vort land.

Hvordan var mon en sådan adfærd blevet bedømt af eftertiden, hvis det havde været et Nazityskland, de pågældende havde støttet, det være sig bevidst eller uforvarende?

Det er trist, at det er umuligt at opnå de involveredes erkendelse af, hvad realiteten var i det, de gjorde. Endnu værre er det imidlertid, at offentligheden stadig savner et klart billede af, hvordan KGB bar sig ad med at forføre mennesker med almindelig tænkeevne uden nødvendigvis at gøre dem til medvidende agenter, og hvordan disse menneskers medløberi blev udnyttet med stor succes.

Der postes nemlig i dag - igen - kæmpesummer i illoyal forvridning af den offentlige meningsdannelse i Vesten. Denne gang kommer påvirkningen blot fra Mellemøsten, den finansieres med pertrodollars i stedet for rubler og den betjener sig oven i købet af midler, der er endnu mere avancerede end KGB’s dengang, så vidt som at der også trækkes på professionel markedsføringsbistand fra vestlige bureauer.

Klarhed over, hvem der gjorde hvad, og hvordan de blev forført, er derfor ikke blot et akademisk anliggende eller et spørgsmål om straf og hævn. Klarhed over, hvorledes illoyal meningspåvirkning foregår, hvad teknikken er til at forvride hovedet på folk, og hvad konsekvenserne kan være af at bruge sine demokratiske rettigheder til at lade sig rive med, er også et dagsaktuelt overlevelsesspørgsmål.